Bønnens livline
Vi har hver især problemer, som vi ikke kan løse, og svagheder, som vi ikke kan overvinde uden at kontakte en stærkere kraft i bøn.
Her til formiddag bærer jeg vidnesbyrd om bønnens betydning. Forbindelse til vor Skaber gennem vor Frelser er bestemt et af de største privilegier og en af de største velsignelser i vores liv. Jeg har ved utallige personlige erfaringer lært, at bønnens magt er stor. Ingen jordisk myndighed kan afholde os fra direkte forbindelse til vor Skaber. Der kan aldrig ske nogen mekanisk eller elektronisk fejl, når vi beder. Der er ingen grænser for, hvor mange gange eller hvor længe vi kan bede hver dag. Der findes ingen kvote for, hvor mange behov, som vi må bede om i hver bøn. Vi skal ikke gennem sekretærer eller træffe aftaler for at nå nådens trone. Han kan nås når som helst og hvor som helst.
Da Gud satte mennesket på jorden, blev bøn livlinen mellem mennesket og Gud. Således begyndte menneskene på Adams tid »at påkalde Herrens navn.«1 I alle generationer siden da har bøn opfyldt et meget stort behov for menneskene. Vi har hver især problemer, som vi ikke kan løse, og svagheder, som vi ikke kan overvinde uden at kontakte en stærkere kraft i bøn. Denne kilde er Himlens Gud, som vi beder til i Jesu Kristi navn.2 Når vi beder, bør vi tænke på, at vor Fader i Himlen har al viden, forståelse, kærlighed og medfølelse.
Hvad er bøn? Frelseren gav os et eksempel i Fadervor, hvor han bad: »Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn,
Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«3
For det første er bøn en ydmyg anerkendelse af, at Gud er vor Fader, og at Herren Jesus Kristus er vor Frelser og Forløser. For det andet er det en oprigtig bekendelse af synd og overtrædelse og en anmodning om tilgivelse. For det tredje er det en anerkendelse af, at vi har brug for hjælp, som overgår vores egen formåen. For det fjerde er det en mulighed for at takke og vise vor Skaber taknemmelighed. Det er vigtigt, at vi ofte siger: »Vi takker dig …«, »Vi erkender over for dig …«, »Vi er dig taknemmelig …« For det femte er det et privilegium at bede Guddommen om særlige velsignelser.
Der udtales mange bønner, når vi knæler ned. Frelseren knælede ned, da han i Getsemane bad til Faderen.4 Men en stille bøn i hjertet når også himlen. Vi synger: »Bøn er et hjertes indre sang, tænkt eller sagt i ord.«5 Oprigtige bønner kommer fra hjertet. Oprigtighed kræver, at vi trækker på vores hjertes inderste følelser, når vi beder og ikke bruger tomme gentagelser eller nogen påtagethed, som den Frelseren fordømte i lignelsen om farisæeren og tolderen.6 Da bliver vore bønner til »hjertets sang« og »en bøn«7, som ikke blot når Gud, men som også rører andres hjerte.
Jeremias råder os til at bede af hele vores hjerte og sjæl.8 Enos fortalte, hvordan hans sjæl havde hungret, og at han havde bedt hele dagen lang.9 Bønner varierer i intensitet. Selv Frelseren »bad endnu mere indtrængende« i sin smerte.10 Nogle er enkle udtryk for taknemmelighed og anmodninger om fortsatte velsignelser til os og vore kære. Men i tider med stor personlig smerte og nød kræves der måske mere end blot at bede. Herren sagde: »Du har troet, at jeg ville give dig, uden at du selv gjorde dig nogen anstrengelse, blot du bad.«11 De velsignelser, som vi beder om, kræver nogle gange arbejde, en indsats og flid fra vores side.
For eksempel kan faste være godt som et stærkt bevis på vores oprigtighed. Som Alma bevidnede for folket i Zarahemla: »Jeg har fastet og bedt i mange dage, så jeg selv kunne vide disse ting. Og nu ved jeg for mig selv, at de er sandfærdige, thi Gud Herren har åbenbaret dem til mig ved sin Helligånd.«12 Når vi faster, ydmyger vi os i sjælen13, hvilket bringer os på bedre bølgelængde med Gud og hans hellige hensigter.
Vi har privilegiet at kunne bede dagligt om små og store ting i vores liv. Tænk over Amuleks ord, som formanede os til at bede på marken for vore hjorde, hjemme for vores hus, både morgen, middag og aften; bede mod vore fjenders magt og imod djævelen; bede til ham for vore afgrøder og udøse vores sjæl i lønkammeret og i ørkenen. Når vi ikke anråber Gud direkte, bør vi have en bøn i hjertet til ham hele tiden.14
Amuleks råd i vore dage kan være en hustrus inderlige bøn: »Velsign Jason og beskyt ham, nu hvor han tjener vores land i disse krigstider.« En moders bøn: »Velsign kære Jane, så hun vil træffe de rette valg.« En fars bøn: »Himmelske Fader, velsign Johnny i hans missionering, så dørene vil blive åbnet for ham og han kan finde de oprigtige af hjertet.« Et barns snublende og enkle bøn: »At jeg ikke vil være uartig i dag«, eller »så alle vil have masser at spise«, eller »så mor snart vil blive rask.« Dette er de ædle bønner, som lyder i de evige boliger herover. Gud kender vore behov bedre, end vi kan udtale dem,15 men han ønsker, at vi skal henvende os til ham i tro og bede om velsignelser, sikkerhed og tryghed.
Jeg har før nævnt en oplevelse, som jeg havde i militæret under Anden Verdenskrig. Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg ikke var nogen helt. Men jeg gjorde min pligt. Jeg holdt ud og overlevede. Jeg gjorde tjeneste på et britisk Liberty Ship, som sejlede fra San Francisco til Suez. Jeg var om bord på dette skib i 83 dage i træk, lige på nær et kort ophold i Auckland i New Zealand. Jeg var det eneste medlem af vores trosretning om bord. Om søndagen gik jeg alene ned til skibets bov med mine skrifter og sangbog for soldater. Midt i den susende vind læste jeg skrifterne, bad og sang helt for mig selv. Jeg forsøgte ikke at slå en handel af med Herren, men jeg bad inderligt om, at hvis jeg overlevede krigen og kom hjem til min hustru og familie, ville jeg af al magt prøve at forblive trofast mod de hellige pagter, som jeg havde indgået ved dåben, mod præstedømmets pagt og mod mine tempelpagter.
Som en del af vore opgaver på rejsen blev vores lille fragtskib beordret til at bugsere et udbrændt tankskib ind til Auckland i New Zealand. Tankskibet havde ingen motorkraft og ruller hjælpeløst rundt på havet. Selv om vi aldrig så dem, så vidste vi, at fjendens ubåde lurede i nærheden. Mens vi bugserede dette skib, blev vi fanget i en voldsom storm, hvor vi senere hørte, at mange fartøjer sank. På grund af den vægt, som vi bugserede, havde vi ikke motorkraft nok til at sejle direkte ind i de mægtige bølger, og vores skib blev kastet fra side til side af de voldsomme bølger. Det knirkede og knagede og rullede fra side til side og var hver gang ved at kæntre. Jeg bad selvfølgelig, som jeg antager, at andre også gjorde. Efterhånden blæste stormen væk fra os. Jeg er taknemmelig for den støtte og trøst, som mine bønner gav mig dengang og på andre farefulde tidspunkter siden.
Frelseren sagde til os: »Bed altid til Faderen i mit navn i jeres familie, så jeres hustruer og børn må blive velsignet.«16 I vore dage opfordrer Kirken os til at holde familiebøn hver aften og morgen.
Jeg hørte engang en lærer i Primary spørge en lille dreng, om han bad hver aften.
»Ja,« svarede han.
»Og beder du også altid om morgenen?« spurgte primarylæreren.
»Nej,« svarede drengen. »Jeg er ikke bange om dagen.«17
Mørkeskræk bør ikke være det eneste, som motiverer os til at bede – morgen såvel som aften.
Familiebøn har en stærk og styrkende indflydelse. I den mørke tid under anden verdenskrig faldt en 500 pund tung bombe uden for bror Pateys lille hjem, en ung far i Liverpool i England, men bomben gik ikke af. Hans hustru var død, så han opdragede selv sine fem børn. På dette meget skræmmende tidspunkt samlede han dem til familiebøn. De »bad alle sammen … inderligt, og da de var færdige med at bede, sagde børnene: ›Far, vi vil være i sikkerhed. Vores hjem vil være sikkert i nat.‹
Og forestil jer det: Så gik de i seng med denne frygtindgydende bombe lige uden for deres dør, halvt nede i jorden. Hvis den var eksploderet, ville den sikkert have ødelagt 40-50 huse og dræbt 200-300 mennesker …
Næste morgen … blev hele kvarteret evakueret i to døgn, og bomben blev endelig fjernet …
På vej tilbage spurgte bror Patey lederen af bomberydningsholdet: ›Nå, hvad fandt I så?‹
›Hr. Patey, vi kom hen til bomben uden for jeres dør og så, at den kunne eksplodere når som helst. Der var ikke noget i vejen med den. Vi forstår ikke, hvorfor den ikke eksploderede.‹«18 Der sker mirakler, når familier beder sammen.
Frelseren rådede os til at bede for dem, der forfølger os.19 Dette princip overser vi ofte i vore bønner. Profeten Joseph Smith havde en klar forståelse deraf. Hans bønner var inderlige, hans motiver rene, og himlens velsignelser kom regelmæssigt.
Daniel Tyler, som var en af profetens samarbejdspartnere, mindedes et betydningsfuldt tilfælde: »Da William Smith og andre gjorde oprør mod profeten i Kirtland … overværede jeg et møde … hvor ›Joseph‹ præsiderede. Jeg trådte ind i skolebygningen lidt inden mødets begyndelse og betragtede Guds mand; da så jeg tristhed i hans blik og tårer trille ned ad hans kinder … Få øjeblikke senere blev der sunget en salme, og han indledte mødet med en bøn. I stedet for at vende sig mod de tilstedeværende, vendte han ryggen til og knælede ned med ansigtet mod væggen. Jeg tænker, at han gjorde det for at skjule sin sorg og sine tårer.
Jeg havde hørt mænd og kvinder bede – især sidstnævnte – lige fra de mest uvidende, både hvad angår lærdom og intellekt, og til de mest lærde og veltalende. Men aldrig før havde jeg hørt en mand tale til sin Skaber, som om han var til stede og lyttede, som en venlig far ville lytte til et pligtopfyldende barns sorger. På det tidspunkt var Joseph ulærd, men i den bøn, som i høj grad blev bedt for dem, som beskyldte ham for at være på afveje og faldet i synd, bad han Herren om at tilgive dem og åbne deres øjne, så de kunne se klart. Den bøn, siger jeg i al beskedenhed, var en del af himlens lærdom og veltalenhed. Der var intet praleri, han hævede ikke stemmen i iver, men bad i en tone, som når en mand taler til en ven. Det var for mig, som om jeg ville kunne se Herren stå over for sin allermest ydmyge tjener, som jeg nogen sinde har set, hvis sløret blev fjernet … Det var den største … bøn af alle dem, jeg nogen sinde har hørt.«20
Da tiden for Frelserens død og opstandelse nærmede sig, bad han sin store forbøn. Efter at have bedt til Faderen for sine apostle bad han for alle dem, som ville tro på ham gennem deres ord, og han bad til Faderen for os alle. Han bad til, at vi alle kunne blive ét, som han er ét med Faderen, og at verden ville tro, at Faderen havde sendt ham.21
Der er aldrig blevet bedt en så gribende bøn, som den Frelseren selv bad i Getsemane have. Han trak sig væk fra sin apostle, knælede og bad: »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.«22 En vigtig bestanddel af vore bønner kunne meget vel være at følge mønstret i denne bøn i Getsemane: »Ske ikke min vilje, men din.« Derved anerkender vi vores hengivenhed og lydighed mod Herrens altoverskyggende mål i vores liv. Som han sagde: »Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.«23 Hvor vil det blive en herlig dag for os hver især, når vi beder med vished om, at »hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os.«24
Jeg håber inderligt, at vi i vore daglige bønner husker at bede om, at Herrens velsignelser fortsat vil forblive hos vores kære leder, præsident Gordon B. Hinckley. Ingen er helt klar over, heller ikke hans rådgivere, hvor tunge byrder og store ansvar han har. Om dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.