2007
Templets velsignelser
Juli 2007


Fra ven til ven

Templets velsignelser

»Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt … Alle folkeslag skal strømme dertil« (Es 2:2).

Billede

Jeg elsker templet. Da jeg var barn, tog min primarylærer min klasse med til tempelpladsen i Salt Lake City. Det var pragtfuldt at spadsere omkring på området omkring templet, beundre de smukke blomster og fornemme vor himmelske Faders Ånd i nærheden af Herrens hus.

Min lærer påpegede, at templet er bygget af granitsten. Hun talte om de ofre, som pionererne havde ydet for de smukke sten – om hvordan det tog fem dage for at fragte en sten ned til tempelpladsen. »Kan I se alle disse sten?« spurgte hun. »Tænk på, hvor mange dage det har taget pionererne at fragte dem herned, så de kunne bygge dette smukke tempel.« Jeg kan huske, at det gik op for mig, hvilke ofre mine forfædre havde ydet.

Det var en mindeværdig oplevelse. Det er også et eksempel på, hvordan I børn kan nyde templets velsignelser nu. Hvis I bor i nærheden af et tempel, kan I nyde den åndelige atmosfære på templets område. Hvis I er blevet døbt og bekræftet, kan I deltage i tempelindvielser. Og dem kommer der mange flere af; der er planlagt 11 nye templer! Når I fylder 12 år, kan I udføre dåb for de døde. Uanset hvor langt I bor fra et tempel, er det vigtigt, at I forbereder jer på den hellige handling.

Børn kan øve en god indflydelse på både voksne og andre børn. Nogle primarybørn fra tempeldistriktet i Houston i Texas skrev til entreprenøren som opførte templet der. I brevet stod der: »I skal vide, at templet betyder meget for os. Grunden er indviet af en Herrens apostel, så bygningen og grunden er hellige for os. En dag skal vi giftes i templet. Vi kommer der for at lære det, som vi skal vide for at vende tilbage til vor himmelske Fader. Må Herren velsigne jer for det arbejde, som I udfører for os.«

Entreprenørerne hængte brevet op på deres kontor. De læste det hver dag. Da templet stod færdigt, tog entreprenørerne deres egne børn med hen for at se templet og fornemme den ånd, som primarybørnene gav udtryk for i deres brev.

En anden af mit livs velsignelser har været at arbejde nært sammen med præsident Gordon B. Hinckley. I løbet af de sidste ni år er Kirken fra at have 51 templet nået op på at have 124 templer. Dette mirakel har styrket min tro og fået mig til at forstå templernes betydning.

I 1998 havde vi 51 fungerende templer og 17 under opførelse. Ved en generalkonference sagde præsident Hinckley så, at vi skulle have 100 templer inden år 2000. Det betød, at der skulle opføres yderligere 32 udover de 17, som var i gang. Vi mente, at det var en umulig opgave. Men intet er umuligt, når det velsignes af Herren. Det krævede mange mirakler at få det udført på så kort tid. Igen og igen faldt det hele rigtigt ud – som fx at man lige fandt den rette mængde rullegræs til tempelgrunden, få timer før indvielsen fandt sted.

I år 2000 var 34 templer blevet indviet. Det er det højeste antal, som nogensinde er blevet indviet på et år i hele verdenshistorien. Præsident Hinckley blev inspireret til at opføre flere templer. Og så velsignede Herren os i rigt mål, så det kunne ske, fordi han ærer sine profeter. Jeg håber, at I også ærer profeterne. Og jeg håber, at I altid vil værdsætte templet og berede jer på at modtage dets velsignelser.

Note

  1. Se »Nye templer skal sikre evangeliets ›kronende velsignelser‹« Liahona, juli 1998.

Udskriv