Fællestid
Familietro
»Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, oktober 2004, s. 49).
Da missionærerne ankom til William Jarvis’ by i Lancashire i England, var der nogle mænd, som prøvede at hindre dem i at forkynde. Men de gav ikke op, og William og hans kone, Jane, blev medlemmer af Kirken.
Williams familie forlod England og rejste til Amerika i 1859. Efter 13 uger om bord på et skib og i tog sluttede de sig til andre immigranter i George Rowleys håndkærrekompagni. William trak sin håndkærre mere end 1600 km.
Jane blev syg og døde. Kompagniet var nødt til at lede efter føde, så William blev tilbage og begravede sin kone. To svenske immigranter blev og hjalp ham.
Da mændene drog af sted igen, så de nogle indianere komme ridende imod sig. William blev bekymret. Men forestil jer hans lettelse, da de fandt ud af, at indianerne var venligsindede. De lo ad håndkærrene, som mændene var fastspændt til. Indianerne spændte så sig selv for håndkærrene og trak dem, indtil de halede ind på kompagniet! Williams barnebarn skrev senere: »Aldrig har en venlig gestus været mere værdsat« (se Jeston Jarvis, A Short Sketch of the Life of William Jarvis).
I juli måned fejrer vi pionerernes ankomst til Salt Lake Valley. Pionererne udviste stor tro. William Jarvis havde tro. Han var et eksempel for sin familie. Du har også eksempler på tro i din familie, og du kan selv være et eksempel på tro. Når din familie følger Jesus Kristus i tro, bliver I velsignet.
Aktivitet
Tag side L4 ud og klip bladene ud. Klip så træet ud og lim det på et stykke karton. På hvert af bladene skriver du navnet på en af dine slægtninge. (Det kan godt være, at du skal tegne flere blade). Lim bladene på dit stamtræ. Du skal lime din fars side af familien i den ene side af træet og din mors familie i den anden side. Du skal lime dit eget blad på selve stammen, for du tilhører begge sider af familien.
Forslag til fællestid
-
1. Lege legen »Hvem er vi?« Lad nogle børn repræsentere familier fra skrifterne, såsom Adam og Eva, Lehi og Sarija eller Josef og Maria. Hjælp dem med at besvare ja-eller-nej-spørgsmål om deres familie. Et barn kunne for eksempel spørge: »Er din familie fra Mormons Bog?« Når en familie bliver gættet, fortæller du om familien og viser, hvor i skrifterne man kan læse om den. Bed børnene om at tænke over en god egenskab ved den gættede familie, som de gerne ville have i deres egen familie. For eksempel: »Jeg ville gerne have, at min familie fulgte Guds vilje, ligesom Lehis og Sarijas familie gjorde.« Læs følgende fra syvende afsnit af familieproklamationen: »Lykke I familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme.« Bær vidnesbyrd om betydningen af retskafne familier.
-
2. Flere uger før denne lektion i fællestid beder du nogle af de større børn om at fortælle om den første i deres familie, som blev medlem af Kirken. Hvis det er muligt, så vælg børn, hvis familie har været medlemmer af Kirken i flere generationer, og også nogle børn, hvis familie er nye medlemmer. (Alternativt kan du fortælle historier om kirkeledere som Brigham Young og Parley P. Pratt fra lektion 13 i Primary 5). Skriv en liste over de egenskaber, som folk havde brug for, når de sluttede sig til Kirken for 150 år siden. Skriv en anden liste over de egenskaber, som folk har brug for, når de bliver medlemmer af Kirken i dag. Påpeg lighederne. Bær vidnesbyrd om de velsignelser, som en familie opnår takket være evangeliet.