Med Iowa i tankerne

Caroline H. Benzley

Håndkærrer og de pionerer, som vandrede til Zion, er blevet et symbol på den sidste dages hellige udvandring og Kirkens opbyggelse.

En sommermorgen i 1856 begyndte 16-årige Janetta McBride sin vandring fra Iowa til Salt Lake Valley. Hendes rejse var begyndt flere måneder tidligere, da hun forlod England sammen med sin familie og sejlede over Atlanterhavet. Da de ankom til Amerika, fortsatte de med tog til Iowa City i Iowa, hvor den vestgående jernbane havde sin endestation.

I Iowa City sluttede Janettas familie sig til andre sidste dages hellige, mens de samlede kræfter og forsyninger til den sidste del af rejsen – en vandring på små 2000 km med håndkærre. Janetta McBride blev tilknyttet Martins håndkærrekompagni, som var et af syv håndkærrekompagnier, der forlod Iowa City mellem 1856 og 1857.

Med blikket mod vest

Nu, 150 år senere, er datoen den 9. juni 2006. Endnu et håndkærrekompagni skal til at forlade Iowa City.

Denne gang består kompagniet af cirka 70 unge mænd og kvinder fra Iowa City Stav i Iowa. De unge, der er klædt i pionerdragter og har håndkærrerne fulde af forsyninger, er samlet ved Mormon Handcart Park lige uden for Iowa City. Det var det sted, hvorfra det første håndkærrekompagni drog af sted præcis 150 år tidligere, nemlig den 9. juni 1856. Når de retter blikket mod vest, kan de ikke undgå at tænke på de oprindelige pionerer, der stod her for så mange år siden.

Kameron Hansen fra Iowa City 1. Menighed tænker på sin tiptipoldemor Janetta McBride. Kameron er med sine 14 år næsten lige så gammel, som Janetta var, da hun begyndte sin vandring til Zion.

»Jeg tror, at det ville glæde hende at se mig gøre det her,« siger Kameron. »Jeg håber, at hun er stolt af, at hendes familie stadig er trofaste i Kirken.« Kameron ved godt, at hans rejse bliver meget kortere og lettere end Janettas, men han er alligevel taknemlig for denne mulighed for at mindes og hædre sine forfædre.

Anna Shaner fra Fairfield Gren er også taknemlig for at kunne hylde pionererne. Hun er forbavset over, at de vandrede ud i vildnisset uden at vide, om de overlevede turen. Anna henter megen styrke fra de mennesker, der, som hun selv udtrykker det, »havde tro på det, de skulle gøre, og mod til faktisk at gøre det«.

Denne vandring giver alle de unge i Iowa City mulighed for at hylde deres forfædre. Uanset om de har håndkærrepionerer i deres slægt eller ej, så er de unge medlemmer af Kirken, og på den måde er håndkærrepionererne deres åndelige forfædre.

Hvorfor netop Iowa?

I dag ligger Iowa City i hjertet af midtvesten i USA, men for 150 år siden var det civilisationens yderste bastion. Togene kørte ikke længere end hertil. De fleste af de tidlige nyomvendte, som havde slået lejr uden for Iowa City i 1856, var emigranter fra Europa. De havde allerede rejst langt og havde kun få penge til vogne og forsyninger. Iowa Citys indbyggere var meget tolerante over for de sidste dages hellige, og pionerernes dagbøger rummer skildringer af indbyggernes venlige hjælpsomhed.

Da præsident Brigham Young iværksatte håndkærrerejserne som en billigere og hurtigere måde at drage til Zion på, slog disse pionerer ivrigt til. Det første håndkærrekompagni forlod Iowa City den 9. juni 1856.

De fleste håndkærrekompagnier gennemførte den udmattende rejse og nåede sikkert frem til Salt Lake Valley, men det gik noget værre for Janetta McBrides gruppe, Martins håndkærrekompagni, og Willies håndkærrekompagni. Begge kompagnier blev fanget i de tidlige snestorme, og flere end 200 mennesker omkom. Deres rejse krævede store ofre, som kun var mulige at udholde, hvis man havde tro på vor himmelske Fader og hans plan. Den samme tro motiverede alle de håndkærrekompagnier, som skubbede og trak sig vej til Zion.

I 2006 var håndkærrevandringen en del af 150-årsjubilæet, som hyldede denne tro. Medlemmer af Iowa City Stav havde sørget for arrangementer såsom et akademisk symposion, en pionerfestival og en fælleskirkelig gudstjeneste. Disse arrangementer var ikke blot en hyldest til håndkærrepionererne, men også Iowas indbyggere, som hjalp dem.

Følg profeten

Efter en lang dags vandring gennem Iowas bakker får de unge nu mulighed for at tænke lidt over oplevelsen. Emma Pauley genlæser Eter 12, et kapitel om tro, som hun kan huske, at hun har gennemgået i seminar.

»Jeg ved ikke, om jeg kunne være gået hele vejen til Utah,« siger Emma, »men pionererne gjorde det, og jeg ved, at det var takket være deres tro. Alle store gerninger udføres ved tro.«

Håndkærrepionerernes tro satte dem i stand til at følge præsident Youngs opfordring til at samles i Salt Lake Valley. Deres eksempel gør det lettere for de unge i Iowa City at følge profetens råd i dag.

Unge mænd som Kameron Hansen kan blandt andet følge profetens råd ved at fuldføre Pligt mod Gud-programmet. Som han siger: »Når jeg tænker på pionererne og deres offer, får jeg lyst til at fuldføre mine forpligtelser, så jeg også kan følge profeten.«

Det betyder meget for de unge at følge profeten, og de glæder sig til at se ham den følgende søndag ved en mindehøjtidelighed. Muligheden for at høre profetens røst er et af højdepunkterne ved dette jubilæum.

De tidlige pionerer må have følt samme begejstring, da de vandrede af sted mod Salt Lake Valley i forvisningen om, at hvert skridt bragte dem tættere på deres leder og på muligheden for at høre hans røst.

»Det er som en skat, der venter på mig for enden af rejsen,« siger Skylar fra Iowa City 1. Menighed.

Nu hvor de unge fra Iowa City har fuldført deres vandring, er de tættere på deres skat, men de er ikke helt fremme endnu. Næste dag er lørdag, og der er meget at gøre endnu.

En tak

I hele 2006 havde Iowa City Stav travlt med at tjene dem, der havde behov, i hele området. Det var medlemmernes måde at sige tak til en by, som hjalp de tidlige hellige.

I dag fik de unge chancen for at tjene. Skønt klokken halv syv kan lyde tidligt, så sagde Marc Humbert fra Iowa City 1. Menighed, at vandringen dagen før havde gjort det lettere for ham at komme tidligt op og tjene. »Den vandring mindede mig om, hvad der virkelig betyder noget,« sagde han, »og det gjorde det let at tjene.«

Marc er ikke den eneste, der er ivrig efter at tjene. Trods den silende regn var begejstringen tydelig, da de unge tog på besøg på plejehjem, vaskede politibiler, fyldte konserveres på hylderne i et asyl for hjemløse og rydde op i en park.

At yde denne form for tjeneste var den mindste tak, de kunne vise en by, som havde hjulpet de tidlige hellige.

Håndkærrehistorie er min historie

Efter at have vandret hele fredagen og ydet en arbejdsindsats om lørdagen er de unge glade for, at det nu er søndag – nu skal de høre profeten, ansigt til ansigt. Nu, hvor de unge mænd og piger sidder sammen med deres familier til mindehøjtideligheden, er de taknemlige for deres nye indsigt i håndkærreoplevelsen. Præsident Gordon B. Hinckleys ord inspirerer dem til at videreføre håndkærrepionerernes arv. Han siger: »Vi skal altid tænke tilbage på dem, der betalte så høj en pris for at lægge grundvolden til dette sidste dages værk.«

De pionerer, der forlod Iowa City i 1856, ville have glædet sig over at høre om de nutidige pionerer, som bor i Iowa City Stav. Måske kunne de blive inspireret af det mod, som de unge udviser, når de stræber efter at efterleve evangeliet i denne forvirrende verden.

Som nu Anna Shaner, der gør en indsats for at været et retskaffent eksempel for sine venner og sin familie. Hendes tro indgyder hende den styrke, som hun har brug for til at holde sig på den rette kurs. Hun siger: »Pionerernes erfaringer betyder meget for mig, fordi de gjorde det for min skyld. Det er min historie.«

Håndkærrehistorie

Her er en smule baggrundshistorie om håndkærrepionererne:

Præsident Brigham Young opfordrede til de hellige til at rejse til Zion med håndkærre, fordi det var billigere end med prærievogn, og på den måde kunne mange flere hellige komme af sted.
Der var i alt ti håndkærrekompagnier fra 1856 til 1860.
De hellige rejste til Iowa City med jernbanen. Syv af de ti håndkærrekompagnier drog af sted fra Iowa City, da de var fuldt udrustet, mens de sidste tre drog af sted fra Florence i Nebraska.
De fleste af håndkærrepionererne var emigranter fra Europa. De kom fra England, Wales, Skotland, Irland, Danmark, Sverige, Norge, Schweiz og Italien.
Bortset fra Willies og Martins håndkærrekompagnier (som kom for sent af sted og blev fanget af tidlige snestorme) var der meget få dødsfald under håndkærrepionerernes rejser.
Skønt håndkærrepionererne kom ud for mange strabadser, forblev de flestes tro stærk. Priscilla M. Evans fra Bunkers kompagni sagde: »Folk gjorde nar ad os, når vi kom trækkende med vores håndkærre, men vejret var fint og vejene var fremragende, og skønt jeg var syg, og vi var meget trætte om aftenen, så syntes vi alle, at det var en herlig måde at rejse til Zion på.«

Fra LeRoy R. Hafen og Ann W. Hafen, Handcarts to Zion, 1960.