Tre redskaber til opbyggelsen af et helligt hjem
Hjemmets hverdagsgøremål byder på mange muligheder for at udvise kærlighed, tjenstvillighed, lydighed og samarbejdsvilje.
Når pionererne skulle værne om deres hjem, krævede det hårde anstrengelser og beskyttelse mod de barske omgivelser. Hør blot Ann Howell Burts historie. Hun udvandrede fra Wales, giftede sig og boede i en jordhytte i det nordlige Utah i sommeren 1863. Som ung mor måtte hun knokle for at holde orden i huset og sørge for familiens behov. I sin dagbog skrev hun:
»For nogle dage siden dræbte jeg en klapperslange med min kagerulle, da den snoede sig ned ad trappetrinene. Jeg var i færd med at tilberede aftensmaden, og mit lille barn kravlede på gulvet eller rettere jorden … Jeg blev meget bange …
For et par dage siden opdagede jeg, mens jeg viftede fluer væk fra min sovende babys ansigt … at en stor tarantel-edderkop kravlede hen mod barnet. Jeg greb mit koste-skaft og stødte den ene ende ned mod edderkoppen, og da den greb fat i skaftet … slyngede jeg den hurtigt ind i ildstedet.«1
Skønt de fleste af os ikke skal bekymre os om tarantel-edderkopper eller slanger, der trænger ind i vores hjem, så trues vi dog af langt farligere kræfter. Vore taranteledderkopper og slanger er af moralsk karakter, og de kan være meget lumske. De omfatter abort, foragt for husligt arbejde, vanskeligheden ved at fastholde spisetider for hele familien, nye roller for mødre og fædre og den nedbrydelse af ægteskabet, som udspringer af skilsmisse, papirløse forhold og vielser af personer af samme køn. Det ville da være rart, hvis vi kunne jage disse påtrængende elementer væk med almindelige husholdningsredskaber, men vi har mistet mange af vore kageruller og kosteskafter.
Familielivets forfald
I vore dage er det normalt at høre unge kvinder udtrykke deres fremtidsmål i form af spændende karriereplaner. Disse unge kvinder har sikkert også et ønske om at blive hustruer og mødre, men i dag skal man helst nævne karrieremål først. Skønt vi værdsætter disse muligheder for kvinder, så er moderskab og husholdning som et naturligt og skattet valg for kvinder nærmest forsvundet fra det moderne samfund
I stedet synes budskabet at være, at hvis mødre har adgang til moderne bekvemmeligheder, som kan aflaste dem i hjemmet og familien, så bør de frit kunne realisere sig selv. Hjemmet betragtes ofte fejlagtigt som et sted, kvinder skal bryde fri af. Nogle ideologier søger sågar at få kvinder til at mene, at pligter i hjemmet begrænser udviklingen af deres fulde potentiale, og både kvinder og mænd fristes til at ringeagte hjemmets vigtige hverdagsaspekter – og på den måde går vores kageruller og kosteskafter tabt.
Skønt moderne bekvemmeligheder har lettet os i en del af arbejdet i hjemmet, så har de samtidig ført til familielivets forfald. Vi fristes til at tage let på værdien af dagligdags aktiviteter i hjemmet, som fx familiemåltider, og derved går vi glip af vigtige udviklingsmuligheder for både den enkelte og familien. Forfatteren Cheryl Mendelson forklarer: »Jo mere mennesker søger at få deres daglige behov stillet hos institutioner uden for hjemmet … desto mere svinder vore færdigheder og forventninger, og derved mindskes muligheden for, at folks behov kan stilles i deres egne hjem.«2
Ved en generalkonference gav præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) denne advarsel: »Mange af de sociale begrænsninger, som tidligere har været med til at styrke og værne om familien, er nu i opløsning og forsvinder. Den dag kommer, hvor kun de, der virkelig inderligt og aktivt tror på familien, vil kunne bevare deres familie midt i den ondskab, som samles omkring os.«3
Værn om hjemmet og familien
Hvordan kan vi med held forsvare vores hjem mod »ondskaben« og udvikle os frem mod vores evige mål?
For det første skal vi genopdage og bevare hjemmets hellighed og formål. I Bible Dictionary kan vi læse: »Kun hjemmet kan måle sig med templet i hellighed.«4 Hvis vore hjem kan sammenlignes med templet, hvad er det da, som gør dem hellige? En ordbog beskriver hellig som »tilhørende eller indviet til Gud; ærefrygtindgydende; tilegnet eller indviet til en person, genstand eller hensigt; det, som ikke må krænkes eller ringeagtes; beskyttet mod krænkelser eller forulempelser.«5
Prøv at anvende den betydning af hellig på dine hverdagsgøremål i hjemmet, så som måltider, musik, afslapning, tøjvask og omsorg for hjemmet og haven. Almindelige aktiviteter kan have et højere formål og må ikke ringeagtes; de giver os mulighed for at udvikle og udøve karakterdyder og etisk adfærd. Når vi udfører disse dagligdagsaktiviteter, kan vi lære mere om moralske sandheder og udvise hæderlighed, tålmodighed, kærlighed og broderlig omsorg. Hverdagspligter og afslapning i hjemmet giver både børn og voksne rig mulighed for at træffe valg og lære af dem. For eksempel kan et barn, en ægtefælle eller sågar en bofælle vælge at hjælpe til i hjemmet ved at se, hvad der skal gøres og så beredvilligt udføre det. Eller vedkommende kan vente på, at han eller hun bliver spurgt og så beklage sig over, at det er ubelejligt.
Hverdagsbegivenheder i vores hjem kan synes så enkle, at vi overser deres betydning – ligesom israelitterne, der blev plaget af slanger. Det eneste, der skulle til for at blive helbredt, var at se hen på en kobberslange på en stang (se 4 Mos 21:8-9), men fordi det var så enkelt, var der mange, som ikke gjorde det. »Og på grund af vejens enkelhed, eller lethed, var der mange, der omkom« (1 Ne 17:41). Hverdagsaktiviteterne i vores hjem er måske nok enkle, men netop fordi de er enkle, hyppige og tilbagevendende, giver de gode muligheder for at udvikle den enkelte og familien.
For det andet skal vi gøre familiemåltidet til en hverdagsbegivenhed. I dag finder mange det lettere at spise enkeltvis i køkkenet, spise i bilen eller smutte hen på den nærmeste restaurant og få et hurtigt måltid, snarere end selv at tilberede et måltid og indtage det sammen som familie.
Hvad er det, vi mister? Der er adskillige nyttige egenskaber ved familiemåltider. Undersøgelser viser, at familiemåltider sikrer børn en bedre ernæring,6 færre psykiske problemer og mindre farlig eller selvdestruktiv adfærd.7 Familiemåltider, som indtages i positive omgivelser, spiller også en vigtig rolle, når det gælder om at forebygge sygelige slankemetoder.8
Den enkle handling at tilberede et måltid og indtage det sammen giver familien mulighed for at styrke de fælles bånd. Måltidet be-høver ikke at være overdådigt for at skabe et pusterum, hvor man kan tale sammen og høre om hinandens oplevelser. Uvedkommende forstyrrelser kan holdes under kontrol, så man kan koncentrere sig om at række maden rundt, tale og hygge sig sammen. Børn lærer at spise familiens mad, i stedet for at bede om hver deres menu, som de ville gøre på en re-staurant. De regelmæssige familiemåltider giver børnene en tryghedsfornemmelse, fordi de ved, hvad de har at se frem til om aftenen. Det er også et tidspunkt, hvor man kan udtrykke taknemlighed til Gud gennem bøn, hvor man takker for måltidet og andre velsignelser. Og hvad der måske er allervigtigst: Regelmæssige familiemåltider fremmer uformelle samtaler om evangeliet.
For det tredje skal vi erkende, at familie-aktiviteter har både timelig og åndelig virkning. Gud har udelukkende givet os åndelige bud; ingen af dem er timelige (se L&P 29:35). Timelig betyder det, der kun har med dette liv at gøre. Hans befalinger er evigtvarende. Vi kan anvende denne viden i vores hjem og erkende, at vore handlinger her på jorden har evige konsekvenser. Vore handlinger former det menneske, som vi bliver nu og i al evighed. Når ægtefæller for eksempel »elske[r] og vise[r] omsorg for hinanden og for deres børn«9, fremmer de udviklingen af de karaktertræk, som gør det muligt for dem selv og deres børn at opnå evig fremgang.
Familielivet lærer os lektier, som skaber en stærk karakter. Familieforskeren Enola Aird påpeger, at det er i hjemmet, vi lærer at arbejde og udøve selvbeherskelse, det er der, vi lærer gode manerer og sund moral, der er der, vi lærer at blive uafhængige – ellers lærer vi det ikke.10 »Uden forældrenes menneskeliggørende indsats kan børnene være nok så kvikke, veluddannede og fremgangsrige, men alligevel så selviske, selvoptagede og ufølsomme, at de egentlig er uciviliserede – ude af stand til at opleve en fællesskabsfølelse med andre.«11
Hvis vi erkender hverdagslivets betydning, indser vi, at selv det mindste barn kan føle sig værdsat, bare ved at deltage i noget så verdsligt som at lægge vasketøj sammen. Små børn kan »parre« sokker, sortere farver, lægge håndklæder sammen og få ros for deres indsats. Som årene går, bliver opgaverne vanskeligere, og børnene får større tillid til deres egne evner til at vælge og udrette noget værdifuldt.
Oplys hjemmet
Ansvar i familien giver mulighed for at øve sig på at opnå lys og sandhed ved lydighed. Jesus Kristus er verdens Lys. Når vi følger ham og holder hans bud, vandrer vi i hans lys. Jo tættere vi følger ham, desto mere lys og sandhed opnår vi. Vi kan vise vore børn eksempler på lydighed ved at passe vore ansvar. For eksempel kan både forældre og børn, ved regelmæssigt at udføre deres pligter, lære lydighed og omhu i det små, og det har mindre alvorlige konsekvenser. Derefter er de bedre rustet til at holde be-falingerne og indgå hellige pagter.
Blandt de vigtige, grundlæggende instrukser, som blev givet, da Kirken blev organiseret, var rådet om »at varetage alle familiemæssige pligter« (L&P 20:47, 51). Tre år senere blev nogle af Kirkens ledende brødre revset, fordi de havde svigtet deres familiemæssige pligter (se L&P 93:41-50). I dag minder familieproklamationen os om vore hellige, familiemæssige pligter.
Når vi tænker på familiemæssige pligter, tænker vi ofte på familiebøn, hjemmeaften og skriftstudium, men vi bør også huske på, at aktiviteter såsom at bespise og beklæde os selv hjælper os til at udøve kærlighed, tjeneste, lydighed og samarbejde. Disse enkle hverdagsrutiner har stor indvirkning på vores tilværelse.
Kan vi komme Herren nærmere gennem vores dagligliv – gennem familiemåltider og sunde fritidsaktiviteter? Bestemt. Hvor meget lys vil vi gerne have? Herren har lovet: »… den, der modtager lys og forbliver i Gud, modtager mere lys« (L&P 50:24) og »For de trofaste vil [jeg] give linje på linje og forskrift på forskrift, og jeg vil prøve jer og afprøve jer dermed« (L&P 93:12).
Hvis du viser trofasthed i det små, bliver du givet det, der er større. Mulighederne for at lære og øve sig i hjemmet er hellige, og de byder på lejligheder til at udvikle sig åndeligt og nærme sig Frelseren. Denne udviklingsproces er en livslang stræben, og vores hjemmeliv byder på gentagne, vedvarende chancer for at øve os på at blive gudlignende individer og familier.
Fra en tale på Brigham Young University den 5. april 2005.