Min kamp mod pornografi
Uanset hvor meget jeg kæmpede for at bryde fri af min afhængighed, så var det en forgæves kamp. Til sidst indså jeg, at jeg ikke kunne klare det alene.
Jeg var kun ti år gammel, da jeg første gang stødte på pornografi. Jeg var på besøg hos en ven, der var lidt ældre end mig selv, og vi sad og så fjernsyn. Han tændte for sin computer og sagde, at han havde noget, han ville vise mig. Da jeg spurgte ham, hvad det var, svarede han: »Billeder af sexede piger.« Jeg fortalte ham, at det var imod min tro at se på sådan noget, men han sagde: »Sludder. Alle ser på den slags. Det er helt naturligt.« Jeg nægtede at se på det og forlod hans hus.
To år senere var jeg atter hjemme hos min ven. Men denne gang var forskellen, at jeg lod nysgerrigheden og fristelsen løbe af med mig, og jeg gik med til at kigge på det, han ville vise mig. Det var mit livs største fejltagelse. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke ønsker, at jeg aldrig var kommet ud på det sidespor.
Jeg fortsatte med at kigge på pornografi hjemme på min computer. Den stod lidt afsides, men hvis nogen kom ind, sagde jeg, at det var et pop-up-billede eller fandt på en anden undskyldning. Igennem det næste år kvalte jeg den skyldfølelse, jeg havde, og jeg gjorde intet forsøg på at holde op med at kigge på pornografi. Jeg overbeviste mig selv om, at det var ganske naturligt, og jeg ignorerede alle råd fra Kirken, som sagde det modsatte. I begyndelsen var jeg ikke klar over det, men jeg var blevet afhængig af pornografi. Jeg så på piger på en helt anden måde, og jeg skammede mig over mine tanker.
Ved en ungdomskonference talte vores stavspræsident til os om, at omgang med pornografi gør en ung mand uværdig til at udøve præstedømmet. Hans tale overbeviste mig om, at jeg måtte stoppe. Til at begynde med troede jeg, at jeg kunne klare det på egen hånd. Jeg ville ikke sige noget til bi-skoppen, for jeg ville ikke have, at han skulle fordømme mig for det, jeg gjorde. I stedet besluttede jeg, at jeg ikke ville kigge på det mere. Desværre varede mine gode hensigter sjældent længe. Hver gang lovede jeg mig selv, at det var sidste gang, men afhængigheden havde så godt fat i mig, at jeg tog mig selv i at kigge på det igen og igen.
Mange andre synder fulgte i kølvandet af denne. Jeg blev ved med at komme i Kirken, men jeg hørte ikke efter. Jeg lod Satan få magt over mit liv, og jeg mistede Åndens indflydelse. Jeg løj om mit skriftstudium i seminar. Jeg løj om mine spejderresultater. Jeg blev alt det, som jeg havde lært, at jeg ikke skulle være.
Der gik fem år, mens jeg kæmpede for at overvinde min afhængighed med bønner og selvbeherskelse. Men jeg kunne ikke overvinde afhængigheden alene.
Til sidst indrømmede jeg over for mine forældre, at jeg havde et problem med pornografi. Jeg sagde til dem: »Jeg har brug for hjælp. Jeg kan ikke klare det alene.« Selv om det tog hårdt på dem, var de forstående og prøvede at hjælpe mig. Mine forældre opmuntrede mig til at tale med biskoppen.
Jeg vidste, at mine forældre havde ret, men jeg var bange for at tale med biskoppen. Jeg betragtede ham som en ven, og jeg ville ikke have, at han skulle høre om alle de synder, jeg havde dækket over. Da jeg endelig tog mig sammen til at tale med ham, blev jeg overrasket over, hvor forstående han var. Jeg følte slet ikke, at han fordømte mig – han ville bare hjælpe.
Så snart jeg havde bekendt over for biskoppen og begyndte at omvende mig, blev mit liv straks bedre. Jeg forstod, at for at omvende mig fuldt ud fra min afhængighed af pornografi, måtte jeg omvende mig fra alle mine synder. Jeg afleverede alle mine seminarpræmier og spejdermærker og indrømmede, at jeg ikke havde gjort mig fortjent til dem. Jeg bekendte også over for mine skolelærere, at jeg havde snydt.
Med biskoppens hjælp fik jeg øjnene op for, hvor vigtigt det er at bekende både over for biskoppen og over for Herren (se L&P 58:43). Tidligere forsøgte jeg at bekæmpe afhængigheden alene, men nu har jeg mine forældre, min biskop og allervigtigst Herren på min side. Disse var et stærkt forsvar mod fristelser.
Mine forældre fik sat et filter på computeren, og jeg anbragte billeder af templet eller profeten i nærheden, så jeg kunne koncentrere tankerne om noget helligt. Jeg opdagede, at et dagligt skriftstudium var en af de bedste måder at opbygge mit åndelige forsvar på. Dengang jeg kiggede på pornografi, tror jeg ikke engang, at jeg anede, hvor mine skrifter var. Men nu ved jeg, at jeg skal læse i skrifterne hver dag for at modstå fristelse.
Jeg må også være mere forsigtig med, hvad jeg ser eller lytter til. Mange tv-serier og film omtaler umoralsk opførsel, som om det var naturligt. Jeg har indset, at det er naturligt for det naturlige menneske, som er en fjende af Gud (se Mosi 3:19). Kun takket være Jesu Kristi forsoning har jeg kunnet aflægge mig det naturlige menneske og opnå tilgivelse for mine synder. Jeg ved, at hvis nogen kan forstå den fortrydelse, som jeg har følt over mine synder, så er det Frelseren, som har lidt alt.
Jeg har nu forsaget min afhængighed af pornografi. Jeg har forstået, at der takket være forsoningen findes et evigt håb. Selv om jeg hele tiden skal være på vagt, kan jeg med Åndens hjælp vinde kampen. Jeg ved, at djævelen stadig vil friste mig, men han kan ikke sejre, når jeg har Frelseren på min side.
Jeg måtte gøre den sørgelige erfaring, at der kun skal én gang til at tænde for en lang afhængighed, som kun fører elendighed med sig. Jeg lod nysgerrighed føre mig ind i synd og fortvivlelse, men nu er jeg motiveret til at holde mig fra den plage resten af mit liv. Jeg ser frem til at tage på mission, blive gift i templet og til sidst leve sammen med min himmelske Fader og Jesus Kristus igen.
Forebyggelse
Det bedste forsvar mod pornografi er at undgå det. Følgende tips kan hindre dig i at tage det første skridt mod afhængigheden og alle dens følgevirkninger:
-
Mange mennesker, som kæmper med pornografi, blev præsenteret for det af en ven. Hvis nogen vil vise dig noget pornografisk, så gå straks. Vælg dine venner med omhu.
-
Vær modig nok til at slukke for ethvert medie, der omtaler umoralsk opførsel uanset klassificeringen.
-
Anbring fjernsyn og computere i travle områder af huset. Benyt ikke computeren, når du er alene hjemme.
-
Sørg for, at enhver computer, som du benytter, har filtre, der værner mod pornografiske hjemmesider. Beskyt dig mod pornografiens stormløb (se citatet af præsident Hinckley på s. 34).
-
Åbn aldrig e-mails fra nogen, du ikke kender. Hvis du ved et tilfælde støder på pornografi på nettet, så sluk straks for computeren og fortæl det til en voksen.
-
Lyt til Helligåndens tilskyndelser. Han advarer dig, når du befinder dig i en farlig situation.
Helbredelse
Hvis du er fanget i pornografiens snare, skal du omvende dig og overvinde din afhængighed. Tag fat på din omvendelse sammen med din biskop eller grenspræsident. LDS Family Services giver følgende forslag til, hvordan man kan overvinde en afhængighed:
-
Lad være med at rationalisere. Du skal holde op med at forsvare din afhængighed.
-
Afbryd afhængighedens onde cirkel. Undgå at følgende afhængighedscyklus gentager sig:
-
Fase 1: Besættelse – tankerne dvæler med seksuelt stimulerende billeder.
-
Fase 2: Ritualisering – optagethed af vaner, som fører til anvendelse af pornografi.
-
Fase 3: Anvendelse af pornografi.
-
Fase 4: Fortvivlelse.
Du kan overvinde fristelsen til at kigge på pornografi ved at bryde cirklen ved et hvilket som helst af de fire punkter. Her er nogle forslag til, hvordan man hindrer den ene fase i at føre til den næste:
-
1. Behersk dine tanker og ønsker. Anvend tro, faste, bøn og skriftstudium til at overvinde urene tanker. Få bugt med urene tanker, så snart de dukker op, ved at lytte til inspirerende musik, fremsige udenadslærte skriftsteder eller tænke glade tanker.
-
2. Lav om på dine vaner. Gør noget andet, som fx at gå en tur, læse i skrifterne, tale med en ven eller dyrke sport eller spille et musikinstrument.
-
3. Sørg for at muligheden ikke er der. Afhold dig fra at kigge på pornografi ved at sørge for, at du ikke har adgang til det.
-
4. Bed om, at håbet må erstatte fortvivlelsen. Lad dig ikke gå på af tilbagefald. Når du omvender dig og opnår tilgivelse, kan du mærke håbet erstatte fortvivlelsen. Det tager sin tid at overvinde en afhængighed. De, som det lykkes for, er udholdende.
-
-
Søg professionel hjælp. Alvorlig afhængighed kan kræve psykologbistand. I nogle områder kan din biskop eller grenspræsident henvise dig til det nærmeste LDS Family Services-kontor, som har et afvænningsprogram. Du kan finde yderligere oplysninger på www.ldsfamilyservices.org. Kirkens hæfte Lad dyd uophørligt pryde dine tanker (katalognr. 00460 110) rummer også nyttige oplysninger om overvindelse af pornografi.
Søg ly
»Man hører den undskyldning, at pornografi er vanskeligt at undgå, at det findes lige inden for rækkevidde, og at man ikke kan komme udenom det. Forudsæt at det blæste op til storm, og vinden hylede, og sneen hvirvlede omkring dig. Det ville du ikke kunne hindre. Men du kan klæde dig ordentligt på og søge ly, og så kan uvejret ikke skade dig.«
Præsident Gordon B. Hinckley, »Et tragisk onde blandt os«, Liahona, november 2004, s. 64.
Undgå fælden
»Pornografien medfører et modbydeligt kølvand af umoral, opløste hjem og ødelagte liv. Pornografi kan dræne os for vores åndelige styrke til at holde ud. Pornografi er som kviksand. Man kan så let blive fanget og overvældet, så snart man træder ud i det, at man ikke lægger mærke til den alvorlige fare. Man får sandsynligvis brug for hjælp til at komme op af pornografiens kviksand. Men hvor meget bedre er det ikke aldrig at træde ud i det.«
Ældste Joseph B. Wirthlin fra De Tolv Apostles Kvorum, »Stræb fremad«, nov. 2004, s. 102.