Jeg mindedes pionererne
Da jeg var 19, blev jeg indkaldt til den svenske hær. Jeg gjorde tjeneste som artillerisignalør i ottende kompagnis stab og første deling.
Kl. 4 en tidlig januarmorgen gav officererne os ordre til at klæde os på og stille op udenfor 20 minutter senere. Jeg var træt og sulten efter gårsdagens aktiviteter, og det føltes, som om jeg lige havde lukket øjnene, og nu skulle jeg igen tackle en ny udfordring. Jeg kan stadig huske, hvordan det føltes at træde fra den varme kaserne ude i den ubeskrivelige kulde.
Der kom en stor militærbus og hentede os, og vi fik at vide, at vi skulle til Stockholm til en stor øvelse, som skulle vise, om vi egnede os til at fortsætte militæruddannelsen. Da vi ankom til byen, blev vi opdelt i tre grupper, som fik hver deres kort og bestemmelsessteder.
Vi vandrede gennem Stockholms gader i fuld udrustning med våben, ammunition og grej. Ved hver post blev vi bedt om at udføre en fysisk test, såsom gid- seltagninger, gadekamp, løb gennem tunneler og bygninger og give førstehjælp. Der var ikke meget tid til at hvile sig efter hver øvelse, før vi skulle videre til den næste post.
Den iskolde asfalt gjorde mine fødder følelsesløse, og mine skuldre var ømme af den tunge oppakning. Men jeg fortsætte og prøvede at lade være med at beklage mig. Vores gruppe løb ind i hårdt vejr og vanskelige øvelser, men vi marcherede af sted som brødre. Langs ruten mødte vi chokerede civile, som lo, pegede fingre og råbte ad os.
Jeg var træt, frøs, og var snavset og øm, da vi nåede vores mål, hvor bussen hentede os. På køreturen tilbage tænkte jeg over de prøvelser, som min deling og jeg havde været ude for, og jeg spurgte mig selv, om militæruddannelsen ville give mig noget udbytte, udover de ordner, som man fik, når man var færdig. Jeg spurgte mig selv, om der mon var andre, der havde oplevet prøvelser som dem, vi havde været igennem.
Pludselig kom jeg til at tænke på de lidelser og ofre, som pionererne i Kirkens tidlige tid måtte yde. Jeg mindedes beretninger om deres sult, forfrysninger og smerter; om den hån, de måtte lide, og de endeløse vandringer – det samme, som jeg havde oplevet den dag. Men den store forskel var, at jeg kun skulle udholde det en enkelt dag. Pionererne vandrede i kulde og sne, regn og hede, gennem mudder og støv. De drog af sted uden nogen særlig form for beskyttelse, udover deres tro på, at Herren ville beskytte dem. Pionererne vandrede af sted for at finde Zion, fordi Herren havde et vidunderligt værk, som medlemmerne skulle udføre.
Uden at tænke over det begyndte jeg at synge »Kom, kom, Guds folk« (Salmer og sange, nr. 16), og mens jeg sad der i bussen, kunne jeg fornemme, at der skete en forandring med mig. En varme og glæde strømmede gennem min krop. Jeg var ikke aktiv i Kirken på det tidspunkt, og jeg havde egentlig ikke regnet med nogen sinde at vende tilbage, men pludselig fyldtes jeg af en følelse, som sagde: »Kom tilbage til Kirken.«
Da jeg kom tilbage til kasernen, ringede jeg til mine forældre og fortalte dem, at jeg elskede dem, og at jeg ville vende tilbage til Kirken. Den følgende søndag blev en svær prøve, som skulle vise, om jeg havde modet til at vende tilbage, for jeg havde været længe væk. Det var ikke let at vende tilbage, men det var umagen værd. Min familie og de øvrige medlemmer fik mig til at føle mig velkommen.
Jeg begyndte at forberede mig til en mission, og to år senere blev jeg kaldet til at tjene i Praia-missionen i Kap Verde. Da jeg ankom til Salt Lake City på vej til missionærskolen, så jeg det vidunderlige værk, som pionererne havde udført ved at opføre et pragtfuldt tempel og en smuk by. Jeg sagde stille: »Tak.«
Når jeg i dag spørger mig selv, om den militæruddannelse var umagen værd, svarer jeg, at det var den i enhver henseende, for det var i det øjeblik i militærbussen sammen med en deling soldaterkammerater, at jeg indså, hvor vigtigt Herrens værk er. Det var det hele værd, fordi jeg vendte tilbage til Herren og nu udfører hans værk og vilje.