Få børnene op af vandet!
Det var en dejlig dag i juni 2003. Jeg kørte med mine fem børn fra vores hjem i Logan i Utah op til Bear Lake for at besøge min søsters familie. Deres hjem ligger et par minutters gang fra vandet, og da vi havde sludret et stykke tid, besluttede jeg mig for at tage mine børn og deres to kusiner, Kami og Erin, med ned til stranden for at lege lidt.
Vandet i strandkanten var varmt, og der var en let brise, mens jeg satte mig i en stol og læste og slappede af. Jeg kiggede ned mod søen og opdagede, at Kami flød rundt på en skumplade ca. 50 meter fra bredden. Søen bliver ret dyb tæt på bredden, så jeg vinkede til hende og råbte, at hun skulle komme længere ind, men hun kunne ikke høre mig på den afstand.
Netop da begyndte jeg at blive urolig, og jeg hørte Ånden hviske, at børnene skulle op af vandet. Jeg råbte, at de skulle komme længere ind mod strandkanten, og nødtvungen kom de op imod mig. Pludselig talte Ånden højt og klart: »Få børnene op af vandet!« Jeg vendte mig og så op mod bjergene bag os, og der fik jeg øje på sorte skyer, som trak sammen. Et klart lyn skød hen over himlen.
»Kom op af vandet,« råbte jeg. »Det lyner!« Jeg løb ud mod Kami, der nu flød rundt omtrent 75 meter fra bredden. I samme øjeblik ramte et vindstød os. Min otteårige søn, Dallin, prøvede at slæbe en anden skumplade op af vandet, men vinden ramte den som et sejl og slyngede ham omkuld.
Jeg prøvede at nå ud til Kami, så hurtigt jeg kunne, men vinden blæste hende længere ud i vandet. Jeg er ikke den store svømmer, og da bølgerne blev højere, fortsatte jeg med at vade ud. Jeg kunne se, at hun sparkede med fødderne, så kraftigt hun kunne, mens hun lænede sig til den ene side på skumpladen. Men hun kunne ikke stille noget op mod den voldsomme vind. Hun blev stadig blæst længere ud på åbent vand.
Vandet blev dybere og dybere, mens jeg vadede ud, og til sidst nåede det mig til skuldrene. Så nåede mine fødder et brat fald i søbunden. Jeg måtte stoppe op, men jeg var stadig 20 meter fra Kami. Jeg åbnede munden for at råbe til hende, men til min rædsel kunne jeg ikke få en lyd frem. Da det endelig lykkedes, var det kun halvkvalte gisp. Og da gik det op for mig, hvor koldt vandet var helt herude. Jeg blev klar over, at jeg var ved at blive nedkølet. Jeg ville ikke kunne nå tilbage. Vi ville nok begge drukne.
I det øjeblik samlede jeg alle mine kræfter og råbte højt, så Kami kunne høre mig og vide, at jeg bad: »Kære himmelske Fader, giv os styrke til at klare det her.« Straks skyllede varmen gennem min krop, og energien vendte tilbage. Min stemme blev klar og kraftig, og jeg råbte til hende: »Brug dine hænder til at padle med, Kami!« Hendes små tiårige arme hundesvømmede i vandet foran skumpladen. Hun var næppe stærk nok til at kunne stille meget op mod den kraftige vind, men det var, som om en enorm hånd skubbede hende bagfra hen mod mine fremstrakte hænder. Jeg blev ved med at råbe opmuntrende ord, indtil vore fingre mødtes, og i det øjeblik vidste jeg, at min himmelske Fader havde ført hende tilbage til mig, og at vi nok skulle klare det.
Inde på land græd Dallin, mens vinden og sandet piskede imod ham. Jeg måtte bruge alle mine kræfter på at få ham og de andre børn, pladerne og legetøjet ind i bilen. I det fjerne lød en høj sirene, som signalerede, at lynene havde startet en brand oppe i bjergene. Det øgede blot den uhyggelige stemning, men vi vidste, at vi var blevet reddet ved guddommelig indgriben.
Jeg fortalte børnene, havde der var sket ude i vandet, og så snart vi nåede tilbage til huset, takkede vi Gud i bøn, fordi han havde reddet os. Mens vi gjorde det, fornemmede jeg min himmelske Faders overvældende kærlighed. Jeg ved, at han holder øje med sine børn, og jeg er taknemlig for, at han var med os den dag.