Nu er det nok
Vores familie kan være sammen for evigt, siger Gud (Børnenes sangbog, s. 98).
Bygget over en sand beretning
Carlitos tørrede tårerne fra sine øjne. Hans mor havde været syg i mange måneder. Til sidst havde Carlitos’ far overbevist hende om, at hun var nødt til at tage ind til en læge i byen, som lå mange kilometer fra deres lille landsby i Chile. Efter at have foretaget mange undersøgelser sagde lægen, at Carlitos’ mor havde kræft.
Hans mor nægtede at have ondt af sig selv. »Jeg har stadig meget, jeg skal nå,« sagde hun.
En dag dukkede to unge norteamericanos (nordamerikanere) op ved deres dør. »Vi kommer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige,« sagde den ene på gebrokkent spansk.
Carlitos’ mor lyttede opmærksomt og stillede af og til spørgsmål. Hun tog straks imod de unge mænds budskab. »Det er sandheden,« sagde hun.
På trods af sygdommen, som voldte Carlitos’ mor mange smerter, var hun fast besluttet på at blive døbt og bekræftet.
En lørdag morgen drog familien ind til den lille kirkebygning, hvor ældste Metzer døbte hende. Hun skælvede, da hun trådte op af dåbsbassinet.
»Du fryser jo, mor,« sagde Carlitos og lagde armene om livet på hende. »Du skal hjem og varme dig.«
Hans mor rystede på hovedet. »Det er ikke nok endnu. Jeg bliver her, indtil jeg er blevet bekræftet. Hvordan skulle jeg kunne fryse, når evangeliet varmer mig?« Hun blev bekræftet som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Men Carlitos’ mor var ikke tilfreds med at stoppe her. Hun havde besluttet, at Carlitos og hans far skulle høre om det gengivne evangelium, ligesom hun selv havde gjort. »Hvis I beder, får I sandheden at vide om missionærernes budskab,« fortalte hun dem.
Ældsterne fortalte dem om Jesu Kristi evangelium. Carlitos’ far blev nødt til at give afkald på sine cigaretter. Carlitos lyttede til missionærernes lærdomme og følte en fred i hjertet. Han begyndte at forstå den varme, som hans mor havde talt om.
I løbet af en måned var hans far holdt op med at ryge. Kort efter blev både Carlitos og hans far døbt og bekræftet. Få uger senere modtog Carlitos’ far Det Aronske Præstedømme. Carlitos måtte vente tre år, før han kunne modtage præstedømmet.
Hans mor var meget svag, men hun formåede altid at gå i kirke og besøge dem i landsbyen, som var syge.
»Vi er medlemmer af Guds kirke, men det er ikke nok,« sagde Carlitos’ mor en aften til Carlitos og hans far.
»Hvad skal vi nu gøre?« spurgte Carlitos. Han holdt meget af at høre mere om evangeliet og ville efterleve det, så godt han kunne.
»Vi skal besegles i templet,« sagde hans mor.
Templet i Santiago var det, der lå tættest på deres hjem. Men de havde ikke penge nok til at rejse derhen. Alle de ekstra penge, som faderen tjente, gik til moderens medicin.
Så Carlitos’ mor lavede en tempelkrukke. Hun stillede den ved døren. De mønter, som hun samlede, hobede sig op, indtil familien havde penge nok til rejsen. I templet blev deres familie beseglet for tid og al evighed.
Mor strålede af lykke. »Nu er det nok,« sagde hun.
»Jeg ved, at jorden blev skabt og Herrens kirke gengivet, så familier kunne blive beseglet og ophøjet.«
Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum, »At nære ægteskabet,« Liahona, maj 2006, s. 36.