Kærlighed og lov

Ældste Dallin H. Oaks

De Tolv Apostles Kvorum

Guds kærlighed fortrænger ikke hans love og hans bud, og konsekvensen af Guds love og bud formindsker ikke formålet med eller konsekvensen af hans kærlighed.

Jeg er blevet tilskyndet til at tale om Guds kærlighed og Guds bud. Mit budskab er, at Guds universelle og fuldkomne kærlighed kommer til udtryk i alle de velsignelser, der er i evangeliets plan, deriblandt det faktum, at hans største velsignelser er forbeholdt dem, som adlyder hans bud.¹ Dette er evige principper, som bør vejlede forældre i deres kærlighed til og undervisning af deres børn.

I.

Jeg indleder med fire eksempler, som viser noget af den forvirring, der hersker på jorden om kærlighed og lov.

En ung voksen, som lever i et papirløst forhold, siger til sine sørgende forældre: »Hvis I virkelig elsker mig, accepterer I mig og min partner lige såvel, som I accepterer jeres gifte børn.«
En ung reagerer på forældrenes krav eller pres ved at erklære: »Hvis I virkelig elsker mig, vil I ikke tvinge mig.«

I disse eksempler hævder en person, som overtræder budene, at forældrenes kærlighed bør ophæve den guddommelige lovs befalinger og forældrenes principper.

De næste to eksempler viser den forvirring, der hersker på jorden om konsekvenserne af Guds kærlighed.

En person afviser læren om, at et par skal være gift for tid og al evighed for at kunne nyde familielivets glæder i det tilkommende liv: »Hvis Gud virkelig elskede os, kan jeg ikke tro, at han ville adskille mand og hustru på denne måde.«
En anden person siger, at hans tro er blevet ødelagt af at se alle de lidelser, som Gud tillader at ramme en person eller en race og konkluderer: »Hvis der var en Gud, som elskede os, ville han ikke lade dette ske.«

Disse personer tror ikke på evige love, som de anser for at være i strid med deres opfattelse af virkningen af Guds kærlighed. Personer, som indtager den holdning, forstår ikke naturen af Guds kærlighed eller formålet med hans love og bud. Guds kærlighed fortrænger ikke hans love og hans bud, og konsekvensen af Guds love og bud formindsker ikke formålet med eller konsekvensen af hans kærlighed. Det samme bør gælde forældres kærlighed og regler.

II.

Overvej for det første Guds kærlighed, der så indsigtsfuldt i formiddag blev beskrevet af præsident Dieter F. Uchtdorf. »Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed?« spurgte apostlen Paulus. Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? (se Rom 8:35). »For jeg er vis på,« konkluderer han, »at hverken død eller liv eller engle eller magter eller … kræfter … eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre« (v. 38-39).

Der er intet større bevis på Guds uendelige magt og fuldkomne kærlighed end det, apostlen Johannes sagde: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn« (Joh 3:16). En anden apostel skrev, at Gud »ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle« (Rom 8:32). Tænk på, hvordan det må have bedrøvet vor himmelske Fader at sende sin Søn for at udholde ufattelige lidelser for vore synder. Det er det største bevis på hans kærlighed til hver eneste af os!

Guds kærlighed til sine børn er en evig realitet, men hvorfor elsker han os så højt, og hvorfor vil vi så gerne have den kærlighed? Svaret skal findes i forholdet mellem Guds kærlighed og hans love.

Nogle synes at sætte pris på Guds kærlighed, fordi de håber, at hans kærlighed er så stor og betingelsesløs, at den nådigt vil fritage dem for at adlyde hans bud. I modsætning til dem forstår de, som forstår Guds plan for hans børn, at Guds love er uforanderlige, hvilket er et andet stort bevis på hans kærlighed til hans børn. Barmhjertigheden kan ikke berøve retfærdigheden,² og de, der opnår barmhjertighed, er »de, som har holdt pagten og iagttaget befalingen« (L&P 54:6).

Vi læser igen og igen i Biblen og nyere skrifter om Guds vrede mod de ugudelige³ og om, at han handler i harme⁴ mod dem, der bryder hans love. Hvordan er vrede og harme bevis på hans kærlighed? Joseph Smith lærte os, at Gud »indstifte[de] love, hvorved [ånderne, som han ville sende til jorden] kunne få lov til at bevæge sig fremad som han selv.«⁵ Guds kærlighed er så fuldkommen, at han i kærlighed beder os om at adlyde sine befalinger, for han ved, at vi kun ved lydighed mod hans love kan blive fuldkomne, som han er. Af denne årsag er Guds vrede og hans harme ikke en modsigelse af hans kærlighed, men et bevis på hans kærlighed. Enhver forælder ved, at man kan elske et barn totalt og fuldstændigt, men stadig være vred og skuffet på en kreativ måde over barnets selvdestruktive opførsel.

Guds kærlighed er så universel, at hans fuldkomne plan giver mange velsignelser til alle hans børn, selv de, som ikke adlyder hans love. Jordelivet er en sådan velsignelse, der gives til alle, der kvalificerede sig ved krigen i himlen.⁶ En anden ubetinget gave er opstandelsen: »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22). Mange andre gaver i jordelivet er ikke knyttet til vores lydighed mod loven. Som Jesus lærte os, lader vor himmelske Fader »sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige« (Matt 5:45).

Hvis bare vi lytter, kan vi vide og føle, at Gud elsker os, selv når vi er ulydige. En kvinde, der for nylig blev aktiv i Kirken igen, kom med denne beskrivelse i en tale ved nadvermødet: »Han har altid været der for mig, selv da jeg afviste ham. Han har altid vejledt og trøstet mig med sin inderlige barmhjertighed overalt omkring mig, men jeg var for vred til at se og anerkende hændelserne og følelserne som sådan.«⁷

III.

Guds udvalgte velsignelser er klart betingede af lydighed mod Guds love og befalinger. Hovedbelæringen kommer fra nutidig åbenbaring:

»Der er en lov, uigenkaldeligt fastsat i himlen før denne verdens grundlæggelse, på hvilken alle velsignelser er baseret,

og når vi opnår en hvilken som helst velsignelse fra Gud, er det ved lydighed mod den lov, på hvilken den er baseret« (L&P 130:20-21).

Dette store princip hjælper os til at forstå, hvorfor mange ting, såsom retfærdighed og nåde, balancerer i forsoningen. Det forklarer også, hvorfor Gud ikke vil foregribe udøvelsen af handlefrihed blandt hans børn. Handlefrihed – vores kraft til at vælge – er en fundamental del af den evangeliske plan, der fører os til jorden. Gud blander sig ikke ved at afværge konsekvenserne af visse personers valg for at tilgodese andres velbefindende – selv når de slår ihjel, skader eller undertrykker hinanden – for dette ville forpurre hans plan for vores evige udvikling.⁸ Han vil velsigne os til at kunne udholde konsekvenserne af andres valg, men han vil ikke forhindre disse valg.⁹

Dersom et menneske forstår Jesu Kristi lære, kan vedkommende ikke med rimelighed konkludere, at vor kærlige himmelske Fader eller hans guddommelige Søn mener, at deres kærlighed overflødiggør deres bud. Tænk over disse eksempler.

Da Jesus indledte sin tjenestegerning, var hans første budskab omvendelse.¹⁰

Da han udviste inderlig barmhjertighed ved ikke at fordømme kvinden, der blev pågrebet for ægteskabsbrud, sagde han dog til hende: »Gå og synd fra nu af ikke mere« (Joh 8:11).

Jesus sagde: »Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje« (Matt 7:21).

Følgen af Guds befalinger og love ændres ikke for at imødekomme populær adfærd eller populære ønsker. Hvis nogen tror, at Guds eller forældres kærlighed til et menneske, giver den elskede ret til at være ulydig mod loven, forstår han eller hun hverken, hvad kærlighed eller lov er. Herren erklærede: »Det, som bryder en lov og ikke overholder loven, men forsøger at blive en lov i sig selv og vælger at forblive i synd og helt forbliver i synd, kan ikke blive helliggjort ved lov, ej heller ved barmhjertighed, retfærdighed eller dom. Derfor må de forblive tilsølede« (L&P 88:35).

I nutidig åbenbaring læser vi: »Alle riger har fået en lov« (L&P 88:36). For eksempel:

»For den, der ikke er i stand til at efterleve et celestialt riges lov, kan ikke udholde en celestial herlighed.

Og den, der ikke kan efterleve et terrestrialt riges lov, kan ikke udholde en terrestrial herlighed.

Og den, der ikke kan efterleve et telestialt riges lov, kan ikke udholde en telestial herlighed« (L&P 88:22-24).

Eller med andre ord, det herlighedsrige, vi arver ved den endelige dom, er ikke bestemt af kærlighed, men af den lov, som Gud har anvendt i sin plan, til at gøre os egnede til evigt liv, »den største af alle Guds gaver« (L&P 14:7).

IV.

I deres undervisning af og reaktion på deres børn har forældre mange muligheder for at anvende disse principper. En sådan mulighed har at gøre med de gaver, forældre giver deres børn. Akkurat som Gud har givet nogle gaver til alle sine børn på jorden uden at fordre, at de personligt adlyder hans love, sørger forældre for mange goder såsom husly og føde, selv hvis deres børn ikke lever helt op til forældrenes krav. Men hvis man følger en alvidende og kærlig himmelsk Faders eksempel, som har givet love og bud til gode for sine børn, vil kloge forældre lade visse gaver være betingede af lydighed.

Hvis forældre har et vildfarent barn – fx en teenager som giver efter for alkohol og stoffer – står de over for et alvorligt spørgsmål. Kræver forældrenes kærlighed, at disse substanser eller brugen af dem tillades i hjemmet, eller kræver landets love eller alvoren ved den adfærd eller hensynet til andre børn, at disse ting forbydes i hjemmet?

Eller en endnu mere alvorlig sag: Hvis et voksent barn lever i et papirløst forhold, kræver alvoren af at indgå i et seksuelt forhold uden for ægteskabets rammer så, at barnet mærker den fulde vægt af familiens misbilligelse og bliver afskåret fra en enhver kontakt med familien, eller kræver forældrenes kærlighed, at man ignorerer det faktum, at de lever i et papirløst forhold? Jeg har set begge ekstremer, og jeg mener, at begge er upassende.

Hvor skal forældre trække grænsen? Det er et spørgsmål om forældrenes visdom, som gives gennem inspiration fra Herren. Der er intet område for forældre, hvor himmelsk vejledning er mere tiltrængt, eller hvor det er mere sandsynligt at modtage den, end ved de beslutninger forældre træffer for at opdrage deres børn og styre deres familie. Det er et evigt værk.

Når forældre kæmper med sådanne problemer, bør de huske Herrens belæring om, at vi efterlader de 99 og går ud for at finde det vildfarne får.¹¹ Præsident Thomas S. Monson har opfordret til et kærlighedskorstog for at redde vore brødre og søstre, som vandrer i apatiens eller uvidenhedens vildnis.¹² Disse belæringer kræver fortsat kærlig omsorg, hvilket helt sikkert kræver fortsat kærlig omgang.

Forældre bør også huske Herrens belæring om, at »Herren tugter den, han elsker« (Hebr 12:6).¹³ Ældste Nelson sagde i sin konferencetale om tolerance og kærlighed: »Sand kærlighed til synderen kan fremtvinge en modig konfrontation – ikke føjelighed! Sand kærlighed støtter ikke selvdestruktiv opførsel.«¹⁴

Hvorend grænsen trækkes mellem kærlighedens kraft og lovens styrke, så vil overtrædelse af budene helt sikkert påvirke et kærligt familieforhold. Jesus sagde:

»Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid.

Fra nu af vil fem i samme hus være i splid, tre mod to og to mod tre,

far i splid med søn, og søn med far, mor med datter, og datter med mor, svigermor med sin svigerdatter, og svigerdatter med sin svigermor« (Luk 12:51-53).

Denne tankevækkende udtalelse minder os om, at når familien ikke er forenet om at stræbe efter at holde Guds befalinger, vil der blive splid. Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå at skade et kærligt forhold, men sommetider sker det til trods for alle vore anstrengelser.

Under sådan en belastning må vi kunne tåle den realitet, at vore kæres vildfarelse vil trække noget fra vores glæde, men den bør ikke trække noget fra vores kærlighed til hinanden eller vore tålmodige bestræbelser på at stå samlet om at forstå Guds kærlighed og love.

Jeg vidner om sandheden af disse ting, som er en del af frelsesplanen og Kristi læresætninger. Ham vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.