Hjælpeforeningen: Et helligt værk

Julie B. Beck

Hjælpeforeningens hovedpræsident

Vores værk består i at frelse, tjene og blive et helligt folk.

Dette er en smuk forsamling af hjælpeforeningskvinder. Siden vores sidste årlige møde har jeg været velsignet med at besøge mange af jer. Tak for jeres trofaste levevis og hengivne tjeneste. Ved nylig afholdte møder i Hjælpeforeningen er vi blevet undervist i, hvordan stærke og urokkelige sidste dages hellige kvinder kender og opfylder formålet med Hjælpeforeningen.¹ I aften håber jeg at forøge vores vidnesbyrd og forståelse af Hjælpeforeningen som et værk, der bygger på tro. Jeg vil tale om formålet med dette værk og den måde, vi bør opnå det på.

Vi ved, at formålet med Hjælpeforeningen, som Herren fastlagde, var at forberede kvinder til det evige livs velsignelser ved at hjælpe dem med -

at øge deres tro og personlige
at styrke deres familie og hjem.
at tjene Herren og hans børn.

Historien bag, formålet med og virket i Hjælpeforeningen adskiller sig fra alle andre kvindeorganisationer. Da Hjælpeforeningen blev 100 år, sagde Det Første Præsidentskab i Kirken:

»Ingen anden kvindeorganisation på jorden er blevet til på samme vis …

Medlemmer af Hjælpeforeningen bør hverken lade fjendtlige eller konkurrerende interesser af nogen art aflede fra pligter og forpligtelser, privilegier og hædersbevisninger, muligheder og bedrifter ved medlemskab i denne store Forening.«²

Hvis vores medlemskab af Hjælpeforeningen er så vigtigt, må vi vide, hvad der adskiller os fra enhver anden gruppe eller organisation for kvinder. Alt, hvad vi gør i Hjælpeforeningen, betyder noget, fordi vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, besøgte Joseph Smith, og gennem ham blev Jesu Kristi evangelium i sin fylde gengivet til jorden. Hjælpeforeningen er en del af den gengivelse. Profeten Joseph Smith definerede formålet med Hjælpeforeningen og instruerede søstrene om deres formål, akkurat som han underviste præstedømmeledere i Kirtland og Nauvoo om præstedømmets formål og værk. Vores organisation ledes fortsat i dag af profeter, seere og åbenbarere.

Hjælpeforeningen er enestående, fordi den blev oprettet »efter præstedømmets mønster«,³ og vi fungerer på kirkeniveau og på lokalt niveau under ledelse af præstedømmeledere. Vi arbejder i partnerskab med præstedømmeledere, som har nøgler, hvilket giver dem myndighed til at præsidere i Herrens navn. Vi fungerer på præstedømmets måde – hvilket vil sige, at vi søger, modtager og handler efter åbenbaring, træffer beslutninger i råd og beskæftiger os med at udvise omsorg for enkeltpersoner, den ene efter den anden. Vi har også det præstedømmelige formål at forberede os selv til velsignelserne ved evigt liv ved at indgå og holde pagter. Derfor består vores værk, ligesom vore brødres, der bærer præstedømmet, i at frelse, tjene og blive et helligt folk.

Præsident Boyd K. Packer har sagt, at »Hjælpeforeningens ansvar spænder vidt.

Deltagelse i søndagsmøderne kun er en lille del af jeres pligt. Nogle af jer har ikke forstået dette og har fralagt sig meget af det, som Hjælpeforeningen har betydet gennem årene – søsterfællesskabet, de barmhjertige og praktiske sider af den.«

Han forklarede:

»Hjælpeforeningen er, som profeten Joseph Smith forklarede det, organiseret efter samme mønster som præstedømmet. Når en mand bærer præstedømmet … fordrer det fuld indvielse og loyalitet …

At bære præstedømmet højner både manden og drengen. Hvor han end er, hvad han end gør, hvem han end omgås, så forventes han at ære sit præstedømme …

Hvis I søstre følger det mønster … vil I tjene jeres organisation, jeres sag – Hjælpeforeningen …

Tjeneste i Hjælpeforeningen styrker og forædler hver enkelt søster. Jeres medlemskab af Hjælpeforeningen bør altid være en del af jer.«⁴

At arbejde på Herrens måde

Når vores mål står klart, er det en naturlig følge, at der er en passende måde at udføre vores ansvar på. Lad os gennemgå, hvordan Hjælpeforeningens trosbaserede virke varetages. En af de mest dyrebare ressourcer, vi alle har, er tid. De fleste kvinder har mange ansvar og aldrig tilstrækkelig tid til at gøre alt det, som de ønsker i deres hjerte og sind. Vi udviser respekt for Herren og søstrene, når vi anvender hjælpeforeningstiden på en inspireret måde.

Præsident Dieter F. Uchtdorf har sagt: »En vís mand skelnede mellem ›den ædle kunst at få ting gjort‹ og ›den endnu ædlere kunst i at lade ting være ugjort‹. Sand ›livsvisdom‹, sagde han, består i at ›eliminere det uvæsentlige‹.« Så spurgte præsident Uchtdorf: »Hvilke uvæsentlige ting er det, der fylder jeres dage og stjæler jeres tid? Hvilke vaner er det, I har anlagt jer, der ikke tjener noget nyttigt formål? Hvilke ufærdige eller ikke påbegyndte ting ligger der, som kunne bidrage med vigør, mening og glæde i jeres liv?«⁵ Vi kan anvende hans spørgsmål på alle vore møder og alt vores arbejde i Hjælpeforeningen.

Hjælpeforeningens søndagsmøder

Vi afholder det ugentlige møde i vores forening på søndage som en del af vores almindelige tretimers mødeblok. Det er fantastisk at tænke på, at der hver eneste søndag er tusinder af grupper af søstre samlet over hele verden for at øge deres tro, styrke deres familie og koordinere deres indsats for at hjælpe andre. Vore søndagsmøder varer kun 50 minutter, så begynd disse møder med at få klaret de nødvendige praktiske ting, der vil gøre os mere forenede og effektive i vores arbejde i Hjælpeforeningen. Vi ordner vore bekendtgørelser kort, værdigt, organiseret og i tråd med, hvem vi er, og hvad vi skal.

Akkurat som søstrene til det første møde i Hjælpeforeningen modtog instruktioner fra profeter og apostle, studerer vi Kirkens lederes ord i dag. Det er en stor velsignelse at have samordnede ressourcer, der underviser os i lærdomme og principper og hjælper os med at efterleve evangeliet personligt og i vores hjem. Fordi dette er et værk, som bygger på tro, er undervisningen i Hjælpeforeningen mest effektiv, når der undervises inspireret, og »derfor forstår [hende], der prædiker, og [hende], der modtager, hinanden, og begge bliver opbygget og fryder sig sammen.«⁶

Hjælpeforeningens andre møder

Alle vore møder og aktiviteter er møder for Hjælpeforeningens søstre. I en hel del år har vi kaldt de andre hjælpeforeningsmøder for inspirationsmøder for hjemmet, familien og den enkelte. Som reaktion på kommentarer til den komplicerede titel og de forskellige udlægninger af formålet med disse møder, er der truffet en beslutning om, at navnet »inspirationsmøder for hjemmet, familien og den enkelte« ikke længere benyttes. I samråd med Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum blev det bestemt, at frem for at give de andre hjælpeforeningsmøder en ny titel, så bliver alle hjælpeforeningsmøder og -aktiviteter fra nu af ganske enkelt omtalt som hjælpeforeningsmøder. De enkelte hjælpeforeningsmøder, der ikke afholdes om søndagen, vil blive kaldt det, de er: Hjælpeforeningstjeneste, -klasser, -projekter, -konferencer eller -workshop.

Disse andre møder kan være værdifulde bidrag til søndagsundervisningen, især for søstre, der tjener i Primary eller Unge Piger, og som ikke kan deltage i søndagsmøderne. Disse møder skaber også et vidunderligt sted, hvor vi kan medbringe vore venner, som ikke er medlemmer, og medtage hjælpeforeningssøstre, der for tiden ikke deltager aktivt i Kirken. Alle Hjælpeforeningens medlemmer og deres venner er inviteret og velkomne. Søstre bør imidlertid ikke føle, at deltagelse i disse møder er obligatoriske.

Under biskoppens ledelse kan hjælpeforeningspræsidentskabet bruge disse møder til at imødekomme åndelige og timelige behov hos enkeltpersoner og familier i menigheden og styrke søsterfællesskabet og sammenholdet.

Når søstre mødes til hjælpeforeningsmøder i løbet af ugen, har de mulighed for at lære og fuldføre Hjælpeforeningens velgørende og praktiske ansvar. De lærer og anvender færdigheder, der hjælper dem til at øge deres tro og personlige retskaffenhed, styrker deres familie og hjem samt hjælper de nødlidende. Disse møder er beregnet til at medvirke til at lære færdigheder og ansvar, der i Herrens plan er forbundet med kvindelighed og moderskab. Kvinder lærer og anvender principper for forudseende levevis samt åndelig og timelig selvhjulpenhed, og de styrker også søsterfællesskabet og sammenholdet, når de underviser hinanden og tjener sammen.

Menighedens hjælpeforeningspræsident har tilsyn med alle hjælpeforeningsmøder. I forbindelse med dette ansvar rådfører hun sig regelmæssigt med biskoppen om, hvordan disse møder kan bidrage til at imødekomme behov hos enkeltpersoner og familier i menigheden.

Hjælpeforeningspræsidentskabet overvejer bønsomt, hvor ofte de bør afholde andre hjælpeforeningsmøder i ugens løb, og hvor de bør afholde dem. De fremsætter så et forslag til biskoppen, idet de tager hensyn til søstrenes tid, familiernes forhold, rejseafstand og -udgifter, menighedens udgifter, sikkerhed og andre lokale forhold.

Disse møder afholdes normalt på et andet tidspunkt end søndag eller mandag aften. De afholdes generelt hver måned, men hjælpeforeningspræsidentskabet kan anbefale, at møderne afholdes oftere eller mindre hyppigt. Man bør gøre en indsats for at mødes mindst en gang i kvartalet. Mindst et medlem af hjælpeforeningspræsidentskabet bør være til stede ved hvert møde. Under ledelse af stavspræsidentskabet kan stavens hjælpeforeningspræsidentskab planlægge og gennemføre et eller to hjælpeforeningsmøder hvert år for alle hjælpeforeningssøstre i staven.⁷

Hjælpeforeningsledere bør sammen bønsomt overveje emner, der vil styrke søstrene og deres familie samt de bedste måder at undervise i disse emner. Hjælpeforeningspræsidenten sikrer sig, at disse planer er godkendt af biskoppen. Hun sikrer sig også, at planerne er i overensstemmelse med gældende retningslinjer for aktiviteter, herunder retningslinjer for økonomi. Selvom hjælpeforeningspræsidenten har ansvaret for disse møder, kan hun bede sin første- eller andenrådgiver om at bistå sig. Hun kan også anbefale, at en anden søster i menigheden bliver kaldet som mødekoordinator i Hjælpeforeningen for at hjælpe præsidentskabet med at planlægge og gennemføre dem.

Møder kan fokusere på et emne eller være opdelt i mere end en klasse eller aktivitet. Generelt bør underviserne tilhøre menigheden eller staven. Hvert år kan ét møde eller én aktivitet fejre stiftelsen af Hjælpeforeningen og fokusere på dens historie og formål.

Ved planlægningen af andre hjælpeforeningsmøder prioriterer lederne emner, der opfylder Hjælpeforeningens formål som fx ægteskab og familie, hjemkundskab, forudseende levevis og selvhjulpenhed, barmhjertighedstjeneste, tempeltjeneste og slægtshistorie, forkyndelse af evangeliet og andre emner, som biskoppen beder om.⁸

Når vi planlægger, beder vi Herren om at lade os vide, hvad vi har brug for at lære for at blive forberedt på det evige liv. I Herrens visdom har hver eneste menighed sin egen enestående karakter, som er ulig nogen anden menighed. Det kan sammenlignes med DNA, der identificerer hvert eneste menneske som enestående. Enhver biskop har ansvaret for netop sin menighed. Alle hjælpeforeningspræsidenter har en kaldelse til at hjælpe én biskop. Alle biskopper og hjælpeforeningspræsidentskaber har fået lagt hænder på deres hoved for at modtage inspiration til deres særlige ansvar, og ikke for nogen anden menighed eller gruppe af hjælpeforeningssøstre.

Hvis vi arbejder med den forståelse, vil vi søge åbenbaring og samarbejde med biskoppen for at opfylde Hjælpeforeningens formål i vores egen menighed. Hvis søstre og familier har brug for at være beredt på nødsituationer, kan Hjælpeforeningen, hvis vi arbejder på denne måde, organisere, undervise og inspirere til den forberedelse. Hvis søstre og familier har brug for at forberede sig til templet, kan Hjælpeforeningen organisere, undervise og inspirere søstrene til at gøre det. Hvis biskoppen har brug for unge voksne kvinder til at forkynde evangeliet og bringe deres venner tilbage til aktivitet, kan Hjælpeforeningen organisere, undervise og inspirere til det arbejde. Hvis unge mødre har brug for at lære, hvordan de passer og plejer deres børn, kan Hjælpeforeningen organisere, undervise og inspirere til det arbejde. Hvis søstrene har brug for at lære og forbedre de hjemkundskabsfærdigheder, der vil bidrage til at gøre deres hjem til et center for åndelig styrke, så kan Hjælpeforeningen organisere, undervise og inspirere til det arbejde. Hvis præstedømmeledere har brug for at udføre noget væsentligt, kan de kalde på Hjælpeforeningen og få hjælp.

Passende anvendelse af hjælpeforeningsmøder vil øge Hjælpeforeningens evne til kraftfuldt at arbejde med præstedømmeledere i hver eneste menighed. Som Joseph Smith sagde det i Lære og Pagter:

»Lad ingen regne det for småting, for der er meget, som ligger i fremtiden, og som vedrører de hellige, der afhænger af det.

I ved, [søstre], at et meget stort skib under et uvejr drager meget stor nytte af et meget lille ror ved at blive holdt op mod vinden og bølgerne.«⁹

Hjælpeforeningsledere, denne tale vil være jeres aktuelle officielle retningslinje for Hjælpeforeningens andre møder. Dersom I har spørgsmål til noget, som vi har undervist i her, når I har studeret denne tale, så rådfør jer med hinanden i jeres egen menighed og stav for at finde de løsninger, som I har brug for.

Besøgsundervisning

Det meste af det afgørende arbejde i Hjælpeforeningen, som vi udfører, sker ikke til møder. Lad os nu fokusere på at lære noget om besøgsundervisning. Eftersom vi følger Jesu Kristi eksempel og belæringer, sætter vi pris på denne officielle kaldelse til at elske, kende, forstå, undervise og tjene på hans vegne. Det er en af de pligter, som vi har i Kirken, hvor vi kan være sikre på at modtage Herrens hjælp, hvis vi beder om den. Det er en kaldelse, som helt sikkert vil øge vores tro og personlige retskaffenhed og styrke vores hjem og familie, når vi samarbejder med Herren. Udover sin familie har en søster i denne kirke intet ansvar, der rummer samme mulighed for at gøre godt, som besøgsundervisning.

Eftersom dette er Herrens program for individuel omsorg for hans døtre, er retningslinjerne for besøgsundervisning godkendt af Det Første Præsidentskab og beskrevet i Kirkens instruktionshåndbog. Eftersom besøgsundervisning fokuserer på den enkelte søster, organiserer hjælpeforeningsledere ikke kvinder i grupper for at udføre besøgsundervisning.

Biskoppen, som er den ordinerede hyrde for menigheden, kan umuligt våge over alle Herrens får på en gang. Han er afhængig af inspirerede besøgslæreres hjælp. Vi ved, at vi bør vælge at være venner med alle i vores menighed, men biskoppen og hjælpeforeningspræsidenten har ansvaret for at modtage åbenbaring om, hvem der skal udpeges til at våge over og styrke den enkelte søster. Ideelt set burde alle søstre våge over og styrke mindst en anden søster i sin menighed. Det er vores velsignelse at bede for en anden søster og modtage inspiration fra Herren om, hvordan han ønsker vi skal tage os af en af hans døtre.

Besøgsundervisning bliver et trosbaseret værk, når vi har fokus på mennesket frem for procenter. I realiteten bliver besøgsundervisning aldrig færdigt. Det snarere en måde at leve på end en opgave. Trofast tjeneste som besøgslærer er tegn på vores vilje til at følge Kristus. Vi viser vores tro og følger et af Herren fastlagt mønster, når vi rapporterer om vores opgave hver måned. Hvis vores omsorg primært handlede om at rapportere, at hver søster i menigheden havde hørt besøgsbudskabet, som hver måned står i Liahona, havde det været langt mere effektivt at læse det op for alle ved nadvermødet. Vore rapporter er en hjælp for biskoppen og hjælpeforeningspræsidenten, når vi informerer dem om søstrenes åndelige og timelige velbefindende, og hvordan vi har været i stand til at tjene og elske dem.

Hvor er jeg dog taknemlig for alle mine besøgslærere, som gennem årene har vist deres tro, når de har tjent, undervist, styrket og elsket mig på inspireret vis.

Velfærds- og barmhjertighedstjeneste

Vores barmhjertige tjeneste og hjælp i forbindelse med enkeltpersoners og familiers velfærdsbehov er en følge af besøgsundervisning. En hjælpeforeningspræsident hører om behov hos personer i hendes menighed gennem besøgslærerne og sine egne besøg blandt menighedens medlemmer. Nogle gange organiserer hun, at vi hjælper andre, og andre gange tjener vi »i overensstemmelse med vores natur,«¹⁰ idet vi følger Helligåndens tilskyndelser. For mange år siden lærte søster Camilla Kimball, hustru til præsident Spencer W. Kimball, mig, at man »aldrig skal undertrykke en gavmild tanke«. Ved at følge hendes råd kan vi med sikkerhed vide, at vor himmelske Fader kender os personligt, fordi han sender os ud til de trængende for at være hans hænder og hjerte. Når vi gør det, styrkes vores tro på ham.

Konklusion

Søstre, vi lever i en lykkelig og spændende tid med vækst i Kirkens historie, og vores Hjælpeforening er en del af det, der skaber den historie. Joseph Smith sagde: »Lad alle mænd, kvinder og børn erfare betydningen af værket og handle som om dets succes ene og alene afhang af vedkommendes anstrengelser. Lad alle føle en interesse i det, og så betragte det som om de lever på den dag, hvorom tanken opildnede kongers, profeters og retskafne mænds bryst for tusinder af år siden – hvorom deres lifligste optegnelser og yderst ophøjede sange blev inspireret og bevirkede, at de brød ud i sådanne begejstrede toner, som står optegnet i skrifterne.«¹¹

Jeg fryder mig ved at vide, at Herren elsker os så meget, at han vejleder os i dette værk gennem profeter, seere og åbenbarere, og at vi tilhører en kirke, som fungerer ved fortsat åbenbaring. Jeg føler en vished om, at når hver søster gør sin del for at sikre, at Hjælpeforeningens formål bliver opfyldt, vil engle være vore medhjælpere, og vi vil tage del i forunderlige mirakler. Vi hylder og takker for dette væsentlige værk, som bygger på tro, der er blevet os til del i Jesu Kristi navn. Amen.