Sikkerhed for sjælen

Ældste Jeffrey R. Holland

De Tolv Apostles Kvorum

Jeg ønsker, at det er helt tydeligt, når jeg står foran Guds domstol, at jeg bekendtgjorde for verden … at Mormons Bog er sand.

Profetier angående de sidste dage handler som oftest om omfattende katastrofer, såsom jordskælv, hungersnød eller oversvømmelser. Dette fører til en eller anden form for udbredt økonomisk og politisk postyr.

Men der er én slags sidste dages hellig ødelæggelse, som for mig altid har lydt mere personlig, end den har lydt offentlig, mere individuel end kollektiv – en advarsel, måske mere relevant i Kirken end udenfor. Frelseren advarede om, at i de sidste dage, kunne selv de af pagten, de udvalgte, blive narret af sandhedens fjende.¹ Hvis vi tænker på dette som en slags åndelig ødelæggelse, kan det kaste lys på en anden sidste dages profeti. Tænk på hjertet som det billedlige centrum for vores tro, den poetiske placering af vores loyalitet og vore værdier, og overvej derpå Jesu erklæring, at menneskers hjerte i de sidste dage skal »gå til af skræk«.²

Det opmuntrende er selvfølgelig, at vor Fader i himlen kender alle disse sidste dages farer, disse hjertets og sjælens problemer, og han har givet os råd og beskyttelse med hensyn til dem.

I betragtning af, at det for mig altid har været væsentligt, at Mormons Bog, en af Herrens mægtige slutsten³ i denne modoffensiv mod sidste dages problemer, begynder med en fremragende lignelse om livet, en udvidet allegori om håb kontra frygt, om lys kontra mørke, om frelse kontra ødelæggelse – en allegori, som søster Ann M. Dibb talte så bevægende om i formiddag.

I Lehis drøm bliver en allerede svær rejse endnu sværere, da en tåge af mørke opstår og blokerer synet af den sikre, men trange sti, som hans familie og andre skal følge. Her er det vigtigt at bemærke, at denne tåge af mørke indhyller alle de rejsende – de trofaste og de målbevidste (vi kan endda kalde dem de udvalgte), såvel som de svage og dem uden fodfæste. Pointen i historien er, at de succesfulde rejsende modstår alle distraherende elementer, selv det tillokkende ved forbudte stier og spotten fra de forfængelige og stolte, som har fulgt de stier. Optegnelsen fortæller, at de beskyttede »trængte sig frem, idet de bestandigt [og jeg kan tilføje ihærdigt] holdt fast ved jernstangen,« som usvigeligt følger den sande sti.⁴ Hvor mørk natten eller dagen måtte være, så markerer jernstangen vejen på den eneste, forløsende sti.

»Jeg så,« sagde Nefi senere, »at den jernstang … var Guds ord, som førte … til livets træ; … et billede på Guds kærlighed.« Da Nefi betragtede dette bevis på Guds kærlighed, sagde han:

»Jeg så og betragtede verdens Forløser … [som] gik frem og forkyndte for folk

… og jeg så mængder af folk, som var syge, og som var plaget af alle slags sygdomme og af djævle og urene ånder … Og de blev helbredt ved Guds lams kraft; og djævlene og de urene ånder blev drevet ud.«⁵

Kærlighed. Helbredelse. Hjælp. Håb. Kristi kraft til at modstå alle problemer til alle tider – også i tidernes ende. Det er den sikre havn, som Gud ønsker for os, både i vore private og offentlige svære tider. Dette er budskabet, som Mormons Bog begynder med, og det er budskabet, som den slutter med, og det kalder på alle til at »komme til Kristus, og blive gjort fuldkommengjorte i ham«.⁶ Den sætning – taget fra Moronis sidste vidnesbyrd, skrevet 1.000 år efter Lehis syn – er en døende mands vidnesbyrd om den eneste sande vej.

Lad mig henvise til et nutidigt »sidste dages« vidnesbyrd. Da Joseph Smith og hans bror Hyrum begyndte rejsen til Carthage for at gøre det, som de vidste ville blive et snarligt martyrium, læste Hyrum disse ord for at trøste sin brors hjerte.

»Du har været trofast; derfor … skal du blive gjort stærk, ja, så du kan sætte dig på den plads, som jeg har beredt i min Faders boliger.

Og nu byder jeg, Moroni, farvel … indtil vi skal mødes for Kristi dommersæde.«⁷

Et par korte vers fra Eters 12. kapitel i Mormons Bog. Før han lukkede bogen i, foldede Hyrum hjørnet på siden, hvor han havde læst, som en del af det evigtvarende vidnesbyrd, disse to brødre skulle dø for. Jeg holder i min hånd den bog, det selvsamme eksemplar som Hyrum læste fra, det samme foldede hjørne, som stadig ses. Senere, da profeten Joseph faktisk var indespærret i fængslet i Carthage, vendte han sig mod vagterne, som holdt ham fanget og bar et kraftfuldt vidnesbyrd om Mormons Bogs guddommelige ægthed.⁸ Snart derefter ville pistoler og kugler tage livet af disse to vidner.

Som én ud af tusind dele af mit eget vidnesbyrd om guddommeligheden af Mormons Bog, fremfører jeg, at dette er endnu et bevis på dens sandhed. I denne deres største – og sidste – time i nød, spørger jeg jer: Ville disse mænd tale blasfemisk for Guds ansigt ved at blive ved med at fiksere deres liv, deres ære og deres egen søgen efter evig frelse på en bog (og underforstået en kirke og en gerning), som de havde opdigtet og fabrikeret ud af ingenting?

For slet ikke at tale om, at deres koner er ved at blive enker og deres børn faderløse. For slet ikke at tale om, at deres lille skare af tilhængere ville blive »uden huse, uden venner og uden hjem«, og at deres børn ville efterlade blodige fodspor over frosne floder og en utæmmet prærie.⁹ For slet ikke at tale om, at store mængder ville dø og andre mængder leve for at kundgøre i verdens fire hjørner, at de ved, at Mormons Bog og Kirken, som går ind for den, er sande. Se bort fra alt det og fortæl mig, hvorvidt disse to mænd i denne dødens time ville træde ind i deres evige Dommers nærhed og citere fra og finde trøst i en bog, som, hvis den ikke var Guds sande ord, ville stemple dem som bedragere og fidusmagere indtil tidernes ende? Det ville de ikke gøre! De ville hellere dø end at benægte Mormons Bogs guddommelige oprindelse og evigtvarende sandhed.

I 179 år er denne bog blevet undersøgt og angrebet, afvist og pillet fra hinanden, undersøgt og flået fra hinanden som ingen anden bog i moderne religionshistorie – måske som ingen anden bog i nogen reli-giøs historie. Og den holder stadig. Mislykkede teorier vedrørende dens fremkomst er opstået, gentaget og forsvundet – fra Ethan Smith til Solomon Spaulding, til sindssyge paranoide og til listige genier. Ingen af disse ligeud sagt ynkelige svar om bogen har nogensinde modstået gennemgang, for der er intet andet svar end det, Joseph gav, som dens unge, ulærde oversætter. I dette synspunkt er jeg enig med min tipoldefar, som sagde det på denne måde: »Ingen ond mand ville være i stand til at skrive en bog som denne, og ingen god mand ville skrive den, medmindre den var sand, og han blev befalet af Gud til at gøre det.«¹⁰

Jeg vidner om, at ingen kan opnå den fulde tro på dette sidste dages værk – og derved finde det rigeste mål af fred og ro i vor tid – førend han eller hun accepterer guddommeligheden af Mormons Bogs og Herren Jesus Kristus, som den vidner om. Hvis nogen er tåbelig nok eller vildledt nok til at afvise 609 sider af en tidligere ukendt tekst, som er fuld af litterær og semitisk indviklethed, uden et ærligt forsøg på at forklare oprindelsen af siderne – specielt uden at gøre rede for deres kraftfulde vidne om Jesus Kristus og det dybsindige åndelige indtryk, som det vidne nu har haft på millioner af læsere – hvis det er tilfældet, så er sådanne personer, udvalgte eller andet, blevet narret, og hvis de forlader Kirken, må de gøre det ved at kravle over eller under eller rundt om Mormons Bog for at gå bort. På den måde er bogen det, som også blev sagt om Kristus selv: »En anstødssten … en klippe til at snuble over,«¹¹ en blokade på vejen for den, der ikke ønsker at tro på dette værk. Vidner, selv vidner, som for en tid var fjendtlige mod Joseph, bevidnede til deres død, at de havde set en engel og havde rørt ved pladerne. »De er blevet os vist ved Guds og ikke noget menneskes kraft,« bekendtgjorde de. »Derfor ved vi med vished, at værket er sandt.«¹²

Jeg sejlede ikke med Jereds bror, da de krydsede et hav og bosatte sig i en ny verden. Jeg hørte ikke Kong Benjamin holde sin prædiken, hvor han talte med en kraft som en engel. Jeg forkyndte ikke med Alma og Amulek, eller var vidne til uskyldige troendes ilddød. Jeg var ikke blandt den nefitiske folkeskare, som rørte ved den opstandne Herres sår, ej heller græd jeg med Mormon og Moroni over ødelæggelsen af en hel civilisation. Men mit vidnesbyrd om denne optegnelse og den fred, den bringer menneskenes hjerter, er ligeså bindende og uigenkaldeligt, som deres var. Ligesom dem giver jeg mit navn »til verden for at bevidne for verden, hvad [jeg] har set«. Og ligesom dem lyver jeg ikke, »Gud aflægger vidnesbyrd derom«.¹³

Jeg beder om, at mit vidnesbyrd om Mormons Bog og alt, hvad det medfører, aflagt her i dag under ed og i henhold til mit embede, må blive optegnet af mennesker på jorden og af engle i himlen. Jeg håber, at jeg har et par år tilbage i mine »sidste dage«, men om jeg har eller ikke har, ønsker jeg, at det er helt tydelig, når jeg står foran Guds domstol, at jeg bekendtgjorde for verden i det mest ligefremme sprog, som jeg var i stand til, at Mormons Bog er sand, at den kom frem på den måde, som Joseph sagde, at den kom frem på, og blev givet for at bringe glæde og håb til de trofaste i disse sidste dages genvordigheder.

Mit vidnesbyrd genlyder med Nefis, som skrev en del af bogen i sine »sidste dage«:

»Lyt til disse ord og tro på Kristus; og hvis I ikke tror på disse ord, så tro på Kristus. Og hvis I vil tro på Kristus, vil I tro på disse ord, for de er Kristi ord … og de lærer alle mennesker, at de skal gøre godt.

Og hvis de ikke er Kristi ord, døm selv – for på den yderste dag vil Kristus med kraft og stor herlighed vise jer, at de er hans ord.«¹⁴

Brødre og søstre, Gud har altid sørget for sikkerhed for sjælen, og med Mormons Bog har han gjort det igen i vor tid. Husk på denne erklæring fra Jesus selv: »… og den, som omhyggeligt bevarer mit ord, skal ikke blive ført vild«¹⁵ – og i de sidste dage vil hverken dit hjerte eller din tro svigte dig. Om dette vidner jeg i sandhed, i Jesu Kristi navn. Amen.