Kapitel 2

Hør ham

Dette er kapitel 2 i den nye firebindsserie om Kirkens historie med titlen De hellige: Historien om Jesu Kristi Kirke i de sidste dage. Serien udkommer på tryk på 14 sprog, på appen Evangelisk bibliotek under afsnittet om Kirkens historie og online på hellige.lds.org/dan. De næste kapitler vil udkomme i følgende numre, indtil bind 1 bliver udgivet senere i år. De kapitler vil være tilgængelige på 47 sprog på appen Evangelisk bibliotek og på hellige.lds.org/dan.

Joseph stod tidligt op en forårsmorgen i 1820 og gik ud i skoven nær sit hjem. Vejret var klart og smukt, og sollys kom igennem grenene ovenfra. Joseph ønskede at være alene, når han bad, og han kendte et stille sted i skoven, hvor han for nylig havde ryddet træer. Han havde efterladt sin økse der i en træstub.¹

Da Joseph havde fundet stedet, så han sig omkring for at sikre sig, at han var alene. Han var nervøs for at bede højt og ville ikke afbrydes.

Joseph sikrede sig, at han var alene, og knælede ned på den kolde jord og begyndte at fortælle Gud om sit hjertes ønsker. Han bad om nåde og tilgivelse og om visdom til at finde svar på sine spørgsmål. »O Herre,« bad han, »hvilken kirke skal jeg tilslutte mig?«²

Da han bad, syntes hans tunge at svulme op, indtil han ikke kunne tale. Han hørte fodtrin bag sig, men kunne ikke se nogen, når han vendte sig om. Han forsøgte at bede igen, men fodtrinene blev højere, som om nogen var efter ham. Han sprang op på fødderne og drejede rundt, men han så stadig ikke nogen.³

Pludselig greb en usynlig kraft ham. Han prøvede at tale igen, men hans tunge var stadig bundet. Et tykt mørke lukkede sig omkring ham, indtil han ikke længere kunne se sollyset. Tvivl og forfærdelige billeder fór gennem hans sind, hvilket forvirrede og distraherede ham. Han følte det som om, at et forfærdeligt væsen, der var virkeligt og magtfuldt, ønskede at ødelægge ham.⁴

Ved at udøve al sin styrke kaldte Joseph endnu engang på Gud. Hans tunge løsnede sig, og han bønfaldt om udfrielse. Han oplevede at synke ned i fortvivlelse, overvældet af et ubærligt mørke og rede til at overgive sig selv til undergang.⁵

I det øjeblik viste en lyssøjle sig over hans hoved. Det nedsteg langsomt og så ud til at sætte ild til skoven. Da lyset hvilede på Joseph, følte han den usynlige kraft slippe sit greb. Guds Ånd erstattede den og fyldte ham med fred og en usigelig glæde.

Joseph kiggede ind i lyset og så Gud Faderen stående over sig i luften. Hans ansigt var mere skinnende og herligt end noget, Joseph nogensinde havde set. Gud kaldte ham ved navn og pegede på et andet væsen, der viste sig ved siden af ham. »Det er min elskede Søn,« sagde han. »Hør ham!«⁶

Joseph så på Jesu Kristi ansigt. Det var lige så skinnende og herligt som Faderens.

»Joseph,« sagde Frelseren »dine synder er dig tilgivet.«⁷

Josephs byrde løftedes, og han gentog sit spørgsmål: »Hvilken kirke skal jeg tilslutte mig?«⁸

»Tilslut dig ingen af dem,« fortalte Frelseren ham. »De underviser i lærdomme, som er menneskebud; de har et skær af gudsfrygt, men de fornægter dens kraft.«

Herren fortalte Joseph, at verden var fanget i synd. »Ingen gør godt,« forklarede han. »De har vendt sig bort fra evangeliet og holder ikke mine bud.« Hellige sandheder var gået tabt eller blevet korrumperet, men han lovede at åbenbare evangeliet i dets fylde for Joseph i fremtiden.⁹

Da Frelseren talte, så Joseph en skare af engle, og lyset omkring dem skinnede klarere end middagssolen. »Se, jeg kommer hastigt,« sagde Herren, »iført min Faders herlighed.«¹⁰

Joseph forventede, at skoven ville blive fortæret af lyset, men træerne brændte ligesom Moses’ busk og blev ikke fortæret.¹¹

Da lyset aftog, fandt Joseph sig selv liggende på ryggen, hvor han så op mod himlen. Lyssøjlen var væk, og hans skyld og forvirring var forsvundet. Følelser af guddommelig kærlighed fyldte hans hjerte.¹² Gud Faderen og Jesus Kristus havde talt til ham, og han havde lært, hvordan man finder sandhed og tilgivelse.

Joseph var for svag efter synet til at bevæge sig, og han lå i skoven, indtil noget af hans styrke kom tilbage. Han kæmpede sig hjemad og lænede sig op imod ildstedet for at få støtte. Hans mor så ham og spurgte, hvad der var i vejen.

»Alt er i orden,« forsikrede han hende. »Jeg har det helt godt.«¹³

Nogle få dage senere, mens han talte med en prædikant, fortalte Joseph ham om, hvad han havde set i skoven. Prædikanten havde været aktiv i de nylige religiøse vækkelser, og Joseph forventede, at han ville tage hans syn alvorligt.

Til at begynde med tog prædikanten let på hans beretning. Folk hævdede indimellem, at de havde himmelske syner.¹⁴ Men så blev han vred og forsvarende, og han fortalte Joseph, at hans historie kom fra djævelen. Dage med syner og åbenbaringer var ophørt for længe siden, sagde han, og de ville aldrig komme igen.¹⁵

Joseph var overrasket, og han fandt hurtigt ud af, at ingen ville tro på hans syn.¹⁶ Hvorfor skulle de det? Han var kun 14 år og havde praktisk taget ingen uddannelse. Han kom fra en fattig familie og forventede at bruge resten af sit liv på at dyrke jorden og udføre forefaldende arbejde for at tjene en beskeden indkomst.

Og alligevel generede hans vidnesbyrd nogle folk tilstrækkeligt til, at de latterliggjorde ham. Hvor besynderligt, tænkte han, at en almindelig dreng uden betydning i verden kunne tiltrække så megen bitterhed og foragt. »Hvorfor forfølge mig, fordi jeg siger sandheden?« ønskede han at spørge. »Hvorfor forsøger verden at få mig til at fornægte, hvad jeg virkelig har set?«

Joseph undrede sig over disse spørgsmål resten af sit liv. »Jeg havde virkelig set et lys, og midt i det lys så jeg to personer, og de talte virkelig til mig,« fortalte han senere, »og skønt jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg sagde, at jeg havde set et syn, så var det dog sandt.«

»Jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste dette,« vidnede han, »og jeg kunne ikke fornægte det.«¹⁷

Da Joseph fandt ud af, at når han fortalte om sit syn, vendte det blot hans naboer mod ham, holdt han det for det meste for sig selv, tilfreds med den viden, som Gud havde givet ham.¹⁸ Senere, efter han var flyttet fra New York, forsøgte han at nedskrive sin hellige oplevelse i skoven. Han beskrev sin higen efter tilgivelse og Frelserens advarsel til en verden, der stod i behov for omvendelse. Han skrev selv ordene, med et haltende sprog, og forsøgte oprigtigt at beskrive storheden i det øjeblik.

I de følgende år gengav han synet mere offentligt og trak på hjælp fra skrivere, som kunne hjælpe ham til bedre at udtrykke det, der overgik enhver beskrivelse. Han fortalte om sit ønske om at finde den sande kirke og beskrev Gud Faderen, der viste sig først for at introducere Sønnen. Han skrev mindre om sin egen søgen efter tilgivelse og mere om Frelserens universelle budskab af sandhed og behovet for en gengivelse af evangeliet.¹⁹

Ved hvert eneste forsøg på at nedskrive sin oplevelse vidnede Joseph om, at Herren havde hørt og besvaret hans bøn. Som ung mand lærte han, at Frelserens kirke ikke længere var på jorden. Men Herren havde lovet at åbenbare mere om sit evangelium, når tiden var inde. Derfor besluttede Joseph at stole på Gud, følge den befaling, han havde modtaget i skoven, og vente tålmodigt på yderligere vejledning.²⁰