Portrætter af tro
Christian Karlsson
Buskerud, Norge
Da Christian fandt sin bedstefars dagbøger, havde han ingen anelse om, at de ville komme til at betyde så meget for ham og hans familie.
Cody Bell, fotograf
Min mor gav mig en kasse med gamle fotografier. En af overraskelserne i kassen var min bedstefars dagbøger. Mange af optegnelserne var korte og koncise og omhandlede enkle ting som prisen på benzin, bananer eller fisk.
Sammen med hans dagbøger var den største skat de omhyggelige optegnelser over de taler, som bedstefar havde holdt i Kirken.
Bedstefar undersøgte Kirken i årevis, inden han tilsluttede sig. Han tjente trofast og han var pålidelig og retskaffen. Inden vi fik stave i Norge, tjente han som rådgiver i Unge Mænds præsidentskab for hele Norge. Han tjente som rådgiver i tempelpræsidentskabet for templet i Stockholm i Sverige, da han gik bort i 1986.
Mine bedsteforældre begyndte at gå ud sammen, inden bedstefar sluttede sig til Kirken. Bedstemor sagde, at hun ikke var tilgængelig på søndage og flere aftener i ugens løb. Til at begynde med overvejede han, om han ville gå ud med en, der havde så travlt. Til sidst forklarede hun: »Jeg er medlem af en kirke, du aldrig har hørt om.«
Bedstefar svarede straks: »Mener du Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige?« Bedstemor blev helt paf – hun troede, at han havde spioneret på hende! Men han havde hørt om Kirken før.
Da bedstefar var 19 år, blev han bedt om at hjælpe med en folketælling på grund af sin håndskrift. Da han spurgte en kvinde om, hvilket trossamfund hun tilhørte, svarede hun: »Jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.« Det var det længste navn på en kirke, han nogensinde havde hørt. Men han glemte det ikke. Da bedstemor fortalte ham, at hun tilhørte en kirke, de færreste kendte til, kendte han allerede navnet.
I sine taler delte bedstefar sine tanker og følelser og fortalte om de kampe, han havde, da han undersøgte Kirken. Han ydmygede sig og bad om at få at vide, om han skulle slutte sig til Kirken. Han modtog et svar og handlede på det.
Det er utroligt dejligt at kunne dele bedstefars egen beretning med min hustru og mine børn. De har aldrig mødt ham, men hans ord når dem her 30 år efter, han døde.
Familien Karlsson kan godt lide at lege en leg, der hedder »Familieknuden«. For at lege stiller alle sig i en cirkel og holder hinanden i hånden, mens en person, der er udpeget som »fikseren«, forlader lokalet. Alle i cirklen skifter position uden at slippe hinandens hænder. Derefter bliver det »fikserens« opgave at vikle familieknuden op.
Elisabeth (til højre), Mia (i midten) og Mats (til venstre) bager hjemmelavet knækbrød.
Mikkel og Mia krammer hinanden efter familieaftensaktiviteten. Den tid, familien Karlsson har brugt sammen, har knyttet dem tæt sammen.
Christian og hans børn ser på familiefotografier. Christian er taknemmelig for den mulighed, han har for at knytte sine børn til deres forfædre.
Mia står i spidsen for en udflugt til en lille lund i deres nabolag.
Christian og Elisabeth finder stor glæde i at være forældre.
Familien Karlsson stopper ved en legeplads. Mats (til højre) spejder op i grantræerne, mens han taler med sine brødre Magnus (til venstre) og Mikkel (til højre midtfor).
Mia sidder på skulderen af sin far, da familien vender hjemad.