Fra kyst til kyst: Vores rejse til templet
Forfatteren bor i Utah i USA.
Til trods for at vi næsten ingen penge havde, og der lå en farefuld rejse forude, vidste min hustru og jeg, at vi var nødt til at blive beseglet i templet.
I oktober 1979, dagen efter vi var blevet borgerligt viet, forlod min hustru, Maria Ondina, og jeg vores hjemby, Arequipa i Peru, nær Stillehavskysten, for at rejse til templet i São Paulo i Brasilien ved Atlanterhavskysten for at blive beseglet. Vi var det første par fra Arequipa, der rejste tværs over landet for at blive beseglet i det nyindviede tempel – det første, der blev bygget i Sydamerika. Vi havde planlagt at tage rejsen på 10 dage, men i sidste ende tog det næsten 30 på grund af farlige politiske omstændigheder. Jeg vidste ikke, hvordan det skulle løse sig – alt, jeg vidste, var, at jeg havde givet Gud et løfte efter min mission om, at jeg ville blive beseglet til en værdig kvinde.
Fra Arequipa til Juliaca til Puno
Efter ni timers rejse om natten ankom vi til Juliaca i Peru. Det var torsdag, og vi skulle have stempler i vores pas og udrejsetilladelse, så vi kunne forlade landet. Den følgende dag var helligdag, og alle offentlige kontorer ville være lukket resten af weekenden, så vi stillede os i kø ved Bank of the Nation den morgen tids nok til at nå det, inden alle kontorerne lukkede ved middagstid.
Da vi endelig nåede hen til skranken kl. 11, beklagede den venlige herre. »Beklager,« sagde han. »Vi behandler ikke den slags dokumenter her. I er nødt til at tage til vores kontor i Puno.« Vi blev både overraskede og frustrerede – det ville tage 45 minutter at komme til Puno.
Fra Puno til La Paz til Cochabamba
Efter vi havde kæmpet for at få fat i en taxi, nåede vi frem til kontoret i Puno halv to. Dørene var allerede lukket. Jeg slog så hårdt, jeg kunne, på dørhammeren. En meget oprevet mand åbnede døren og spurgte: »Hvad vil I?« Jeg bad en stille inderlig bøn og så denne fremmede ind i øjnene. »Hr.,« sagde jeg, »jeg er mormon, og jeg prøver at blive gift i templet i São Paulo i Brasilien, og du kan hjælpe mig.« Hans fjendtlige attitude ændrede sig. »Jeg beklager,« sagde han, »men alt er lukket for over en time siden og næsten alle er gået.« Jeg svarede: »Lad mig komme ind og lad min Gud hjælpe mig med at finde, hvad jeg søger.« Han lukkede mig ind.
Da jeg havde fundet lederen, Rosa, forklarede jeg vores situation. Hun svarede venligt: »De formularer bliver behandlet af tre forskellige medarbejdere, og jeg tror, at de alle er gået.« Men alle tre sad der stadig, og hun sikrede sig, at de ville blive og hjælpe mig.
Den første mand bad om skemaer, som jeg ikke havde. »Det er meningen, at du skulle være taget i økonomiministeriet og have medbragt seks formularer hertil for at få det behandlet,« forklarede han. »Du bliver nødt til at vente til mandag.«
Jeg stivnede – jeg kunne ikke tro det! Igen bad jeg en stille bøn. »Hr.,« sagde jeg, »jeg er mormon, og jeg er på vej til templet i São Paulo i Brasilien for at blive gift. Og du kan hjælpe mig.« Han virkede ikke længere til at have så travlt. Han kiggede i alle skufferne og fandt endelig de eftertragtede formularer. Den næste medarbejder tjekkede og stemplede vores pas.
Ved den næste skranke, hvor jeg skulle til at betale udrejseskatten i US dollars, virkede kassereren helt glad for at sige: »Beklager. Kan I se skiltet der?« Et skilt på væggen sagde: »Dollars modtages ikke.« Vores plan så ud til at gå i vasken – og der var intet, jeg kunne gøre.
»Tag imod betalingen,« kunne jeg høre Rosa sige bag os. Kassereren accepterede og gav mig dokumenterne. Vi var på vej!
Det var ved at blive mørkt, da vi var på vej ind til centrum af La Paz i Bolivia, og sten begyndte at ramme vores bus. Ud af vinduerne kunne vi se vrede mennesker i gaderne, de smed med sten og satte barrierer op for trafikken. Vores bus fortsatte hurtigt mod byens centrum. Den nat blev starten på revolutionen i Bolivia.
Vi kom ud af bussen og begyndte at lede efter et hotel. Det eneste, vi kunne finde, var meget dyrt, men efter at have gentaget min forklaring for en god mand, der arbejdede der, lukkede han os ind i hotellets rengøringsdepot meget billigt. Han lagde madrasser på gulvet og gav os tæpper til at skærme os mod kulden og lyden af skydevåben, der gjaldede udefra hele natten.
Vi forlod stedet tidligt næste morgen, skræmte og i hast. På vores vej mod bussen så vi soldater, der støttet af tankvogne, skød med gevær mod dem, der protesterede mod revolutionen.
Der var blevet knaphed på benzinen, og i stedet for de tre sædvanlige daglige busafgange stod der nu kun en på skiltet. Pladserne var udsolgt flere dage i forvejen. Jeg fandt direktøren og sagde, som jeg havde sagt til alle andre: »Hr., vi er mormoner, og vi er på vej til templet for at blive gift. Og du kan hjælpe os.« Han spurgte, hvor vi skulle hen. »Cochabamba, hr.« Han trak en skuffe ud og hev to billetter frem. Jeg kunne se, at der ikke var flere. »Skynd jer, « sagde han, »bussen skal til at køre.« Vores kufferter føltes vægtløse, og vores fødder rørte knap nok jorden – i hænderne bar vi den dags velsignelse.
Fra Cochabamba til Santa Cruz
Vi ankom til Cochabamba midt i revolutionens kaos. Vi fandt et marked fyldt med telte, hvor en venlig peruvianer lod os vaske os lidt og opbevare vores kufferter, mens vi fandt busterminalen. Her brugte vi den samme bønfaldelse og kom på en venteliste til en anden bus og ankom flere dage senere til Santa Cruz i Bolivia, nær grænsen til Brasilien. Tre morgener gik jeg til togstationen for at spørge, om der var nogle afgange. Svaret var altid nej. Men den fjerde dag løb der et rygte om, at der snart ville afgå et tog mod Brasilien.
På det tidspunkt var vi ved at løbe tør for penge. Jeg delte mine bekymringer med min hustru, der fast svarede: »Om vi så er nødt til at gå derhen eller ride på ryggen af et æsel, så kommer vi derhen.« Hendes svar gjorde mig glad. Jeg bekymrede mig ikke over pengene resten af vores tur, for vi troede på sagen.
Mens vi talte sammen, kom en ældre dame hen til os. Hun standsede foran min hustru og sagde: »Unge dame, vil du have disse to billetter til i dag?« Min hustru hev nærmest billetterne ud af hånden på hende. Jeg betalte den ældre dame, og hun forsvandt i vrimlen. Det tog os et par sekunder at forstå, at Herren og hans engle stadig var med os.
Fra Santa Cruz til São Paulo
Da vi endelig ankom til templet i São Paulo takket være et lift af en ven, som vi mødte på toget, var der lukket på tempelherberget. Opgivende, men glade fandt vi os til rette på et par bænke uden for templet. Der var lige så smukt, som vi havde drømt om, at det ville være, med statuen af Moroni på toppen. Nu var det midnat, og vi græd, mens vi krammede hinanden, trætte og våde af den regn, der faldt. Vi mærkede ikke regnen, sulten eller kulden, kun den ubeskrivelige glæde ved at være så tæt på Herrens hus. Vi havde været lydige, og her var vores belønning.
Mens vi solede os i det, var der en, der prikkede mig på skulderen. Det var en af mine tidligere missionskammerater, der lige var blevet beseglet i templet samme dag, og nu var han på vej hjem fra middag med sin hustru. Han lod os overnatte i sin lejlighed den nat, og den næste dag var han vidne til vores besegling, som blev udført af tempelpræsidenten selv. Hvor var det smukt at se min hustru klædt i hvidt i det celestiale værelse.
Med et lån fra min missionærven og hjælp fra tempelpræsidenten kom vi hjem igen på mindre end fem dage, uden forsinkelser – med blot 20 dollars til at begynde et liv med min hustru, Maria Ondina, som min evige ledsager.