2018
Nøglen til at tilgive mig selv
March 2018


Nøglen til at tilgive mig selv

Forfatteren bor i Utah i USA.

Jeg var ikke nødt til at blive ved med at straffe mig selv, for Jesus Kristus havde allerede sonet for mine synder.

young woman sitting with head down

Foto fra Getty Images

Der var gået fem måneder, og jeg kunne stadig ikke tilgive mig selv. Lige siden jeg havde dummet mig og gjort noget, jeg skammede mig over, følte jeg, at jeg var ude i en nedtur. Min skam voksede sig bare større, hver gang jeg gjorde noget andet, som jeg troede var forkert. Jeg kunne ikke finde fred.

Jeg havde bedt om tilgivelse, og jeg havde tilmed følt, at Gud havde tilgivet mig. Men jeg kunne bare ikke tilgive mig selv. Hvordan kunne jeg det, når jeg havde syndet? Jeg blev ved med at slå mig selv i hovedet igen og igen, hvilket forhindrede mig i at komme videre.

Mens jeg havde det på den måde, tog jeg på en sommerungdomskonference, hvor der var stort fokus på vores studier om Frelserens forsoning. En dag faldt jeg over en passage i Enoshs Bog, hvor der stod: »Enosh, dine synder er dig tilgivet, og du skal blive velsignet.

Og jeg, Enosh, vidste, at Gud ikke kunne lyve; derfor blev min skyld fejet bort« (En 1:5-6).

Det gjorde virkelig indtryk på mig. Jeg indså, at ligesom mig havde Enosh gjort noget forkert og havde brug for tilgivelse. Selv beskrev han processen med at søge tilgivelse som en kamp foran Gud (se En 1:2). Men efter at have bedt hele dagen og hele natten, følte Enosh endelig fred. Og så sagde han: »Herre, hvordan er det sket?« og Herren svarede: »På grund af din tro på Kristus« (En 1:7-8)

Det var det! Enosh havde tro på Jesus Kristus. Hvis Enosh kunne lade Frelseren feje sin synd væk, hvorfor kunne jeg så ikke lade ham give mig samme fred i mit liv? Fra da tænkte jeg på Jesu Kristi kærlighed og tilgivelse, hver gang jeg følte, at jeg ikke kunne tilgive mig selv. Jeg bad om evnen til at kunne slippe mine negative følelser og slippe af med skamfølelsen. Det tog noget tid, men efter mange bønner havde jeg det ikke så dårligt hele tiden mere. Endelig følte jeg fred.

Denne oplevelse lærte mig meget om Kristi nåde. Da jeg havde syndet, følte jeg bedrøvelse efter Guds vilje, bad, omvendte mig og følte en bekræftelse af, at Gud havde tilgivet mig. Alligevel blev jeg ved med at straffe mig selv. Jeg indså endelig, at jeg ikke behøvede at lade mig lide mere for at begå den synd, jeg havde begået, for Jesus Kristus havde allerede betalt for den gennem sin forsoning. Det må have været hårdt og smertefuldt for ham, men han var stadig villig til at lide, så jeg ikke var nødt til det.

Jesus Christ

Kristi billede, af Heinrich Hofmann

Jeg har siden lært at sætte min lid til Jesus Kristus og lade hans fred fylde mit liv ved at styrke mit forhold til ham og vor himmelske Fader. Jeg prøver at bede og læse skrifterne, især Mormons Bog, hver dag. Jeg prøver at deltage i opbyggende aktiviteter og bruge gode medier.

Jeg begår stadig fejl, men jeg ved, at hvis jeg omvender mig og bliver ved med at gøre mit bedste, vil Jesus Kristus velsigne mig med sin nåde. Når jeg sætter min lid til ham og vor himmelske Fader, forsvinder skylden og skammen. Nu kender jeg til den fred, der kommer af at have tro på Jesus Kristus, og på grund af det er jeg stærkere.