Jeg såede evangeliets frø i min mors hjerte
Forfatteren bor i Utah i USA.
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne komme i tanke om for at lære min mor om evangeliet, men det var et åbent hus i templet, der gjorde udslaget.
Billede fra Getty Images
Jeg blev medlem af Kirken, da jeg var 14 år gammel. Mine forældre gav mig lov til at blive døbt, men ingen af dem var interesserede i at slutte sig til eller bare lære noget om Kirken.
I mere end 10 år længtes jeg efter, at min familie kunne føle samme glæde som jeg over Jesu Kristi gengivne evangelium, men i det tiår kom jeg i kirke, modtog min begavelse og tjente som fuldtidsmissionær uden nogen støtte fra min familie.
Da jeg vendte hjem til Mexico efter min mission på Tempelpladsen i Salt Lake City i Utah, boede jeg hos min mor. (Mine forældre var blevet skilt, mens jeg gik i high school). Jeg begyndte at arbejde på missionærskolen i Mexico, så jeg inviterede hende snedigt med for at møde de ældster og søstre, jeg underviste. Jeg inviterede diskret (og sommetider mindre diskret) missionærer i min menighed til at komme hjem til min mor og jeg til middag. Jeg gjorde alt, jeg kunne for at få hende til at møde missionærerne i håb om, at hun ville spørge mere ind til evangeliet, men mine anstrengelser syntes forgæves.
Jeg tror, at hun mødte hver eneste missionær, jeg omgikkes med i de tre år, og der skete bare ingenting.
I 2008 flyttede jeg til USA for at blive sygeplejerske. Henimod årets slutning og efter en omfattende renovering var der et åbent hus-arrangement for templet i Mexico City. Jeg opfordrede min mor til at tage hen og se, hvad templet var, mens muligheden var der. Efter megen prikken fra min side gik hun med til at tage turen på mere end 100 kilometer til åbent hus.
Da jeg talte med hende bagefter, var hun ved at gå i svime over, hvor dejlig en oplevelse hun havde haft. Hun fortalte mig, at hun havde planer om at vende tilbage igen. Rent faktisk blev hun i stand til at komme mange gange i løbet af ugerne med åbent hus. Hun deltog tilmed i den kulturelle fejring inden tempelgenindvielsen.*
Den næste gang, vi talte sammen i telefonen, fortalte min mor mig, at hun ville bede missionærerne om at undervise hende i evangeliet. Ud af tilsyneladende ingenting stillede hun spørgsmål og lyttede efter på måder, som jeg længe havde håbet på. Da jeg tog hjem ved juletid, da der var skoleferie, bemærkede jeg, at hun havde forandret sig. Selvom hun altid havde været venlig og medfølende, var der en dyb ændring ved hende – en omvendelse.
Jeg vendte tilbage til skolen forundret over, hvad der fandt sted. En uge efter ringede min mor og sagde: »Sonia, jeg vil bare gerne vide, hvornår du kommer tilbage til Mexico, for jeg skal døbes.«
Jeg blev så begejstret, så glad! Jeg fløj hjem i februar til hendes dåb. Det var forbløffende at se hende gå i kirke, se hende tage imod et kald i kirken og vokse i evangeliet. Jeg vidste, at hun vidste, det var sandt.
Det var også stærkt at høre hende bede. Jeg blev især rørt over at høre hende bede for mig og min sikkerhed, inden jeg vendte tilbage til USA. Der er intet som en forælders bøn for sit barn.
Hvorfor skete det ikke noget før? Jeg ved det ikke. Måske var min mor nødt til at få sået nogle frø i sit liv, inden hun kunne tage imod evangeliet. Måske rørte templet hende på en måde og på et tidspunkt, som mine tidligere anstrengelser ikke kunne. At se Herren virke i min mors liv minder mig om de gange, jeg har set hans hånd i mit liv, og det giver mig et stort håb om, hvad han vil udvirke for resten af min familie.
Jeg ved, at Herren er opmærksom på os, og at han vejleder os. Når jeg lader ham lede mit liv, havner jeg de rette steder. Når jeg gør, hvad jeg vil, tager det længere tid, og det er generelt sværere. Jeg foretrækker at lade Herren overraske mig og vise mig, hvilke store ting han har i vente for mig.