Min drøm går i opfyldelse
Valencia Hung er fra New South Wales i Australien
Jeg blev født i Hong Kong i Kina. Da jeg var ung, drømte jeg om at bo i et smukt land med en masse natur omkring mig.
Da jeg var blevet voksen og gift, flyttede min mand og jeg til Australien. Han var uddannet mekaniker og fik arbejdsvisum, som tillod os at blive i Australien i fire år. Da vi begge fandt arbejde, fik vi forlænget vores visum i yderligere fire år.
I den periode arbejdede vi på at forbedre vores situation, så vi kunne ansøge om permanent opholdstilladelse. Vi havde ikke råd til at betale for engelskkurser, men en bror og søster i vores menighed hjalp os med at lære engelsk. Men, da vi nærmede os slutningen af de otte år, så det ud til, at vi var nødt til at forlade Australien. Vi fastede og bad om at finde en måde at blive på. Menigheden fastede og bad også for os.
Vores situationen så håbløs ud. Vi begyndte at pakke og lægge planer for at vende tilbage til Hong Kong. En aften ringede en af vores venner og spurgte om vores visum. Vi forklarede vores situation, og han fortalte, at han kendte en immigrationsagent, der måske kunne hjælpe.
Næste dag mødtes vi med agenten. Han beroligede os hurtigt. Han ville indsende nogle papirer om forlængelse af et andet slags visum – en permanent opholdstilladelse, der krævede, at vi flyttede fra Sydney og ud på landet.
Vi flyttede til en by ca. halvanden times kørsel nord for Sydney. Vi fandt et hjem tæt på en kirke omgivet af frodigt grønt australsk løv. Vi elskede vores nye hjem og menighed.
Snart efter fik vi et midlertidigt visum. Min mand og jeg fortsatte med at bede. Han fastede hver søndag i seks måneder. Vi læste skrifterne dagligt og kom i templet hver uge.
En dag fik vi en opringning fra immigrationsagenten. Vi skulle vende tilbage til kontoret i Sydney og indlevere vores pas. Så ville vi få dem tilbage med et stempel, der bevilligede os permanent opholdstilladelse. Vi takkede vor himmelske Fader for den velsignelse. Vi havde tro på, at vores bønner ville blive besvaret, og det blev de. Og min drøm om at bo i et land omgivet af grøn natur er gået i opfyldelse.