Altid brødre
Forfatteren bor i Iowa i USA.
»Vor Herre, han har vist mig, hvordan jeg kan bo med familien i al evighed« (Børnenes sangbog, s. 98).
Seth hoppede op og ned på bagsædet og sang en skør sang. »Vær sød at sætte dig ned, Seth,« sagde far. »Jeg er nødt til at koncentrere mig om at køre.«
»Jeg kan ikke sidde stille,« sagde Seth. »Det er bare så spændende!«
Far smilede. »Jeg er glad for, at du glæder dig til at se din nye lillebror.«
Da de kom hen på hospitalet, løb Seth hen til mors rum. Han vidste, hvor det var, for mor havde allerede været der i fem dage. Hun havde været nødt til at blive på hospitalet, for baby Caleb var syg, og mor var også lidt syg. Seth havde bedt om at se Caleb mindst en trillion billion gange, men mor havde hele tiden sagt: »Ikke endnu.« Hun sagde, at lægerne ville sige til, når Caleb var stærk nok til at få besøg.
I dag havde lægen ringet. I dag var dagen!
Da Seth kom ind på mors hospitalsstue, holdt hun allerede Caleb. Seth løb over for at se sin nye lillebror. Caleb var meget lille. Han så mindre ud end Seths fætre og kusine-babyer. Og der var noget anderledes ved hans næse og ører. Han lignede en lille alf.
»Hej skat!« sagde mor. »Kom og vask dine hænder, så kan du holde babyen.«
Seth vaskede sine hænder med noget særligt sæbe. Han kravlede op i sengen ved siden af mor. Hun lænede sig frem for at give ham babyen. Far hjalp Seth med at støtte babyen de rigtige steder.
Seth så ned på Caleb. »Hej Caleb,« sagde han. »Jeg er din bror, Seth. Du skal sove på mit værelse, og jeg kan vise dig alt mit legetøj, og vi kan lege i parken.«
Baby Caleb så op på Seth. Seth tænkte, at det var den bedste baby nogensinde.
Da Seth blev træt i armen, blev det fars tur til at holde Caleb. Mor holdt Seth i hånden og kiggede ham ind i øjnene.
»Seth,« sagde hun. »Kan du huske, da du lærte om frelsesplanen i Primary?«.
Seth nikkede. Det havde været en rigtig god dag. Søster Lopez havde en måne og en stjerne og en stor jord på pinde. Seth havde fået lov til at holde solen.
»Kan du huske, hvordan vi boede i himlen, før vi kom til jorden, og hvordan vi skal tilbage til himlen, når vi dør?«
Seth nikkede igen.
»Baby Caleb er stadig meget syg. Og lægerne siger, at han ikke kommer til at leve ret længe. Han skal snart dø og tilbage til himlen.«
Seth så på mor. Han så på baby Caleb i fars arme. Så rynkede han panden. Det snørede sig sammen i hans hals. »Men jeg elsker ham. Jeg vil gerne have, at han bliver her og deler værelse med mig og leger med mig. Vil han ikke også gerne være her?«
Mor lagde sine arme om Seth. »Selvfølgelig vil han gerne være her hos os. Vi er hans familie. Men han kommer til at se os igen.«
»Gør han?«
Mor nikkede. »Far og jeg er gift i templet. Vi er blevet lovet, at vores familie kan være sammen for evigt. Du og Caleb vil altid være vores børn.«
»Det betyder, at Caleb altid vil være din bror,« forklarede far. »Og at du vil se ham igen i himlen.«
Seth var ked af det. Han var også gal. Men han tænkte på at møde baby Caleb i himlen og smilede lidt. Han rakte hånden frem og strøg baby Calebs bløde hår. »Vi bliver brødre i himlen. Det er sejt.«
Mor kyssede Seth på kinden. »Ja, det er sejt.«