Tjeneste i Kirken
Hvor vi finder lettelse
Forfatteren bor i Utah i USA.
Hjælpeforeningen er et sted, hvor søstre i alle situationer kan og bør opleve, at deres byrder bliver lettere, når de sørger for, tjener og elsker hinanden.
Illustration: Emily Shay
Da min familie og jeg boede i Las Vegas i Nevada i USA, tjente jeg for en tid som hjælpeforeningspræsident. Jeg trivedes med det skønne fællesskab, jeg nød med de gode søstre i menigheden. Jeg elskede at planlægge opbyggende aktiviteter, lede Hjælpeforeningen, komme til møder med lederne i menigheden og være til tjeneste for familierne.
Jeg brugte en hel del tid på at besøge søstrene i deres hjem. Jeg hjalp også udmattede, syge eller overvældede mødre – søstre, der havde brug for trøst, både åndeligt og fysisk. Jeg følte mig hel, og at der var behov for mig udover de ansvar, jeg havde som mor til seks børn.
Så ændrede mit liv sig pludseligt.
Min mand sagde ja til en forfremmelse på jobbet i en anden stat. Indenfor en måned pakkede vi sammen og forlod vores hjem i det solrige Las Vegas og flyttede til en lejelejlighed i kolde Casper i Wyoming. Samme uge, vi flyttede, fandt jeg ud af, at jeg var gravid – med tvillinger!
Den nat, vi ankom til vores nye hjem, blev jeg alvorligt syg. Jeg kan huske, at jeg lå i sengen og knapt kunne røre mig, mens jeg så min mand tage sig af vores børn og tømme flyttebilen. Det var begyndelsen på en af de værste fysiske udfordringer i mit liv. I de næste fire måneder kunne jeg knap holde noget mad i mig, og jeg havde knapt kræfter til at hjælpe min familie, tage mig af vores børn eller sommetider – lave mad.
Efterhånden som min mand faldt til på sit nye job, vænnede jeg mig til vores nye by og fik skrevet fire af vores børn ind i skolen. Der var proppet i vores lille lejelejlighed, og i flere uger boede vi i kasser. Jeg sendte vores fire skolebørn ud ad døren hver morgen og lå så resten af dagen på sofaen, mens mine små børn legede i nærheden.
En morgen ringede det på døren, efter jeg havde sendt børnene i skole. En af mine små åbnede døren, og der stod en søster fra hjælpeforeningspræsidentskabet i vores nye menighed. Hun havde en kurv fuld af forskellige ting, og hun havde taget sin datter med. Hun var kommet for at byde mig velkommen til menigheden.
Jeg græmmede mig.
Der lå jeg i pyjamas på sofaen med en spand ved siden af mig. Mine to delvist påklædte småbørn legede på det rodede gulv mellem kasser, der stadig skulle pakkes ud.
Denne vidunderlige søster kom ind og satte sin kurv på et hjørne af bordet. Så satte hun sig i vores rodede stue og talte med mig – hun spurgte mig om alt muligt om mig og min familie.
Mens vi talte, følte jeg mig ydmyg. Det var blot en måned tidligere, at jeg havde stået i hendes position, besøgt folk og tilbudt hjælp. Nu var der byttet om på rollerne. Jeg lå fladt på ryggen i mit rodede hjem og stod i desperat behov for hjælp. Jeg var alene, magtesløs og i en situation, der var overvældende. Jeg var en af de søstre, der havde brug for hjælp. Herren havde hurtigt og dygtigt mindet mig om, at jeg havde brug for ham og den hjælp, der blev tilbudt gennem dem, der tjener ham.
Da hun var gået igen, gav synet af hendes velkomstkurv på mit bord mig lettelse og lys. I løbet af de næste uger nød jeg indholdet i kurven og blev taknemmelig for vores spirende venskab, efterhånden som hun besøgte mig igen og igen og tilbød hjælp og støtte under de svære måneder. Jeg fik en ny påskønnelse af det håb og den lettelse, én søster kan give en anden.
Nogle få måneder senere købte vi et hus, der var stort nok til vores voksende familie. Min besværlige graviditet resulterede i, at jeg fik to smukke børn. Og den venlige hjælpeforeningssøster blev min nære ven, og hun styrker og støtter mig stadig med sit vidnesbyrd og eksempel. Jeg har ofte tænkt på den svære morgen, hvor hun besøgte mig første gang, og jeg er taknemmelig for, at hun passede sin kaldelse.
Jeg vidner om, at vi alle er tiggere for Gud (se Mosi 4:19). Vores livssituation kan ændre sig på et øjeblik og føre os frem til en ny indsigt i, hvor afhængige vi er af Faderen – og af dem, der betjener os for ham. Nu ved jeg mere end nogensinde før, at Hjælpeforeningen er et sted, hvor søstre i alle situationer kan og bør opleve, at deres byrder bliver lettere, når de sørger for, tjener og elsker hinanden.