Det tror vi på
Grunden til vores håb
Vor himmelske Fader har en evig plan for at føre jer hjem til ham. Hans Søn, Jesus Kristus, har været med jer og vil fortsætte med at være med på hvert skridt af vejen.
I vores førjordiske tilværelse præsenterede vor himmelske Fader alle sine børn for sin plan for at hjælpe os med at blive som ham. Planen krævede en Frelser for at overvinde den fysiske og åndelige død. Jesus Kristus tilbød at blive vor Frelser og give vor himmelske Fader æren (se Moses 4:1–2 ).
Under ledelse af Faderen skabte Jesus Kristus en smuk verden til os (se Kol 1:15-16 ; 3 Ne 9:15 ). »Evighedens udstrækning, det uendelige rums storslåethed og gådefuldhed og tiden er alle bygget til gavn for almindelig dødelige som jer og mig« (Dieter F. Uchtdorf, »I betyder noget for ham«, Liahona, nov. 2011, s. 20)
På jorden er vi ikke længere i Guds nærhed, men Jesu Kristi evangelium kan vejlede os. Selvom vi synder fra tid til anden, kan Frelseren hele og tilgive os, hvis vi omvender os. Han led »mere end mennesker kan udholde« (Mosi 3:1), så vi kan overvinde vores synder uden at blive fordømt af dem! (Se Mosi 4:2 ; Alma 42:14-15 ).
Efter døden bliver vores ånd og legeme adskilt og afventer opstandelsen i åndeverdenen. I og med sin opstandelse overvandt Jesus Kristus døden for os alle, så hvis vi er trofaste, kan vi blive forenet med vores familie og vor himmelske Fader. »Ånden og legemet skal atter blive genforenet i deres fuldkomne form« (Alma 11:43 ) og leve for evigt (se 1 Kor 15:22 ; 2 Ne 9:4–13 .)
Jesus Kristus vil være vores dommer. Han, der har været vores forsvarer for vor himmelske Fader, vil udøve en fuldkommen, kærlig, nådefuld og retfærdig dom. Han vil ikke alene dømme os for det, vi har gjort, sagt og tænkt, men også for hvem vi er blevet – og hvor kristuslignende vi er (se 2 Ne 9:15 ; Mosi 4:30 ; L&P 45:3-5 ).
De, der er kommet til Kristus og har modtaget de fornødne ordinancer som dåb og tempelordinancerne og er trofaste mod buddene, vil arve evigt liv i Guds nærhed. Denne velsignelse kommer »ved den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde« (2 Ne 2:8 ; se også Mosi 15:23 ).