Ræk ud mod Anna

Margaret S. Lifferth er fra Utah i USA

For nogle år siden underviste jeg de 6-årige i Primary. Anna stod på min liste. Jeg kendte familien godt nok til at vide, at hendes forældre var blevet separeret, og hun boede med sin far. De kom sjældent i kirke.

Jeg gjorde stop ved Annas hus for at møde Anna og hendes far og invitere Anna i Primary. Anna virkede interesseret, men hun kom aldrig. Jeg ringede til hende hver søndag i ugevis for at invitere hende med i Primary. Der var ingen, der svarede, men jeg lagde altid en besked, hvor jeg fortalte Anna, hvor glad jeg ville blive for at se hende i Primary.

En søndag morgen var Anna der. Hendes far havde hjulpet hende med at blive klar og komme i sit bedste søndagstøj, og han satte hende af ved kirken. Jeg var glad for at se hende og bød hende velkommen og hjalp hende med at lære de andre i klassen at kende.

Vi fik en lektion, sang sange og tegnede til sidst i klassetiden. Da børnene gik, kom Anna hen til mig og lagde et stykke krøllet papir i hænderne på mig. Først tænkte jeg, at det var affald. Jeg skulle til at smide det væk, men Ånden tilskyndede mig til at folde det ud. Anna havde skrevet en besked til mig på papiret. Med en seksårigs håndskrift havde hun skrevet: »Jeg elsker dig.«

Anna kendte mig ikke godt nok til at elske mig. Alt, hun kendte til mig, var en stemme på deres telefonsvarer, der inviterede hende til Primary. Men den lille indsats for at række ud til Anna havde hjulpet hende til at vide, at der var nogle, der kerede sig om hende og ville hjælpe hende til at mærke Frelserens kærlighed.

Jeg så Anna i Primary en gang imellem, og hendes far begyndte også at komme i kirke en gang imellem. Men da omstændighederne igen ændrede sig for familien, så vi dem ikke så ofte.

Jeg har tænkt på Anna i årenes løb. Jeg håber af hele mit hjerte, at hun husker sin tid i Primary. Hun husker måske noget af det, hun har lært, men jeg håber langt mere, at hun husker følelsen af Frelserens kærlighed, Åndens fred og en lærers kærlighed.