Familie: Kilden til glæde
Ældste Erich W. Kopischke
De Halvfjerds
Fra talen »What Do You Envision in Life«, der blev holdt på Brigham Young University den 2. dec. 2014. Se den engelske tekst i sin helhed på speeches.byu.edu.
Tænk nøje over læren om evige familier, og find selv ud af, hvad der virkelig betyder mest for jer.
Begreberne familie og familieliv som sande kilder til lykke er blevet forfærdeligt svækket i de seneste årtier. Den traditionelle familie er under angreb fra mange forskellige sider i verden. (På side 18 i dette nummer drøfter ældste Quentin L. Cook nogle af disse angreb). Men der er andre faldgruber og risici, der tilmed gør sig gældende for os, der kender til vigtigheden af familien og dens guddommelighed og evige natur.
Påvirket af verden og dens tillokkelser, et øget begær efter selvcentreret selvrealisering og en tilbøjelighed til komfort eller at gøre tingene lette sætter vi familien og vores lykke under pres. Alt for ofte bliver lykken i vores liv defineret af kvaliteten i en »hel bekymringsfri pakke«, som vi håber at opnå og fastholde på en måde, der fordrer en lav investering og giver et højt afkast.
Men sådan fungerer livet ikke. Det har aldrig været meningen, at det skulle være let. Herren sagde gennem profeten Joseph Smith: »For efter megen modgang kommer velsignelserne. Derfor skal den dag komme, da I skal blive kronet med megen herlighed« (L&P 58:4).
Ordineret af Gud
Herren har tydeligt åbenbaret, hvordan man skaber og bevarer stærke familier. Vi er alle blevet opfordret til at studere og anvende de principper, der fremgår af »Familien: En proklamation til verden.« Derudover er vi nødt til at anerkende, at det kræver ofre og tro at kunne hente personlig styrke og glæde i familielivet.
Familieproklamationen lyder: »Ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, og … familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne.« Og desuden: »Vi erklærer, at Guds befaling til sine børn om at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden stadig er gældende.«1
For mange mennesker har billedet af og formålet med familien ændret sig drastisk. Samfundet antager i stigende grad en såkaldt »sjæleven«-model af ægteskabet, som fokuserer på de voksnes behov og følelser frem for på børnenes. Som følge deraf indgår mange først ægteskab efter langvarige forhold frem for at tage skridtet videre efter en passende kurtisering. At finde det perfekte match, at afprøve forholdet uden at være gift eller at sikre sig en overdådig livsstil, der bakkes op af solide aftaler om særeje, er blevet en udbredt praksis blandt mange, inden de beslutter sig for at blive gift.
Skrifterne og nutidsprofeter lærer os noget andet. Vi bygger vores ægteskab på en grundvold af kyskhed og troskab med det formål at stifte og opfostre en familie. Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) sagde: »Der er mange, der taler og skriver imod ægteskabet. Nogle af vores egne udskyder tilmed ægteskabet og argumenterer imod det … Vi opfordrer alle mennesker til at acceptere [det traditionelle] ægteskab som grundlag for sand lykke … Grundlæggende forudsætter familie ægteskab.«2
Da min hustru, Christiane, og jeg var unge, var dette vores levende profets ord, og vi stolede på og fulgte hans råd. Vi knælede ved alteret i templet i Bern i Schweiz, da vi blot var 20 og 22 år. Vi var værdige til pagten, vi havde ingen anelse om, hvad vi kunne forvente, vi havde ingen arbejdserfaring eller færdiggjort uddannelse, og vi var ret fattige.
Vi havde en overflod af kærlighed til hinanden og en masse naiv entusiasme. Og vi begyndte at bygge vores verden sammen. Vi udskød ikke at få børn, og vi var nødt til at støtte hinanden med at gøre vores uddannelser færdig. Vi troede fuldt og fast på Herrens løfte: »Hvis I derfor holder hans befalinger, velsigner han jer og giver jer fremgang« (Mosi 2:22).
Og det gjorde han. Da vi blev gift, gik Christiane på sygeplejeskole. Vores drøm var, at hun gjorde sin uddannelse færdig, men på samme tid havde vi også truffet en beslutning om at opfylde vores drøm om at stifte familie. Derfor blev vores første barn født omkring to uger, inden Christiane bestod sin endelige eksamen som sygeplejerske.
Her næsten 40 år senere er vi taknemmelige for, at vi kunne stifte en familie sammen. Vores tro på Gud og vores forhold til hinanden er blevet urokkeligt, efterhånden som vi har set Herrens hånd vejlede os igennem processen med at bygge vores lille rige her på jorden. Det rige vil fortsætte med at vokse i al evighed.
Vær villige til at ofre
Vi var klar og villige til at ofre noget for vores vision om lykke. Vi accepterede de guddommeligt anviste roller om, at faren præsiderer og forsørger, og at moren sørger for plejen af deres børn.3 Søster Julie B. Beck, tidligere hovedpræsident for Hjælpeforeningen, har sagt: »Fædrenes præstedømmerolle består i at præsidere og overlevere præstedømmeordinancerne til den næste generation. Mødrenes præstedømmerolle er at påvirke. Dette er grundlæggende, komplementerende og interdependente ansvar.«4
At hjælpe hinanden i et ægteskab og en familie som ligeværdige partnere betyder ikke, at vi altid gør de samme ting eller alting sammen eller lige meget. Vi forstår og accepterer de forskellige roller, vi har fået ved guddommeligt forsyn, som det er skitseret i familieproklamationen. Det er ikke meningen, at vi skal følge verden i det, der beskrives som »frigørelse«, hvor både mand og hustru blot lever for at opfylde deres egne interesser. Vi efterlever evangeliets principper; ægtemænd og hustruer komplementerer hinanden, og familier stræber efter enighed og uselviskhed.
Nogle af jer siger måske. »Vores situation er anderledes. Verden i dag er ikke ideel. Der må være plads til undtagelser.« Sandt nok, men jeg prøver på at undervise om reglen eller det guddommelige ideal med de undtagelser, der nu er, når man går på livets vej.
I den vision, vi havde for vores familie, ønskede vi, at Christiane blev hjemme og tog sig af vores børn. Det indebar, at vi måtte ofre noget. Kort tid efter vi fandt ud af, at der var et barn på vej, mindede Christiane mig om en fælles beslutning, vi havde truffet inden vores bryllup om, at hun ville holde op med at arbejde ude, lige så snart vores barn var blevet født. Jeg prøvede at komme uden om det, da jeg vidste, at det blev et større ansvar for mig, ved at nævne, at hun jo bidrog med en tredjedel af familiens indkomst. Hun svarede bare: »Jeg tager mig af børnene, og så tager du dig af, at der kommer mad på bordet.«
Jeg vidste, at hun havde ret, vi havde jo talt om det længe før. Det var i tråd med vores vision for vores familieliv, det var i tråd med de levende profeters ord, og det føltes rigtigt. Så hun opgav sin vellønnede karriere som sygeplejerske for at være tæt på børnene og tage sig af deres daglige behov, og jeg måtte tage mig sammen for at kunne betale for mad og husleje. Herren velsignede os, så vi blev i stand til at opfylde denne del af vores vision.
Andre vigtige sager som at opdrage, undervise, vejlede, gøre rent eller skifte bleer var vi fælles om, så ofte omstændighederne tillod det. Denne opdeling af arbejdet opstod, fordi det altid har været en del af, hvordan vi forestillede os, at vores familieliv skulle være.
Christiane og jeg opdagede, at når vi handlede i tro og stolede på Herren, hjalp han os til at gøre hans vilje på hans måde og til hans tid. Nu er jeg nødt til at sige, at det at gøre tingene på hans måde ikke betød, at alting straks ordnede sig, som vi troede, det ville. Sommetider måtte vi være tålmodige, sommetider måtte vi gøre en ekstra indsats, og sommetider virkede det som, om at Herren afprøvede vores oprigtighed. Trods det har vores vision altid inspireret os, og den har været grundlaget for vores vigtigste beslutninger.
En ting, som Christiane og jeg altid har set for os, var at være i det celestiale værelse i et tempel som forsmag på den evige glæde og herlighed, vi håber på at opnå en dag. Med tiden har vi taget et barn efter det andet med til templet, hvor de har modtaget deres ordinancer, og vi har rent symbolsk givet dem tilbage til vor himmelske Fader, når de er blevet undervist om de rette principper. Vi har fulgt tre af vores børn til alteret i templet, hvor de er blevet viet til deres hjertenskær, og vi forventer, at der kommer flere tempelvielser.
Intet har givet større glæde og tilfredsstillelse i vores liv, end den glæde vi har fundet i hinanden og vores efterkommere. Da vi først forstod, at dette blot er begyndelsen på vores evige udvikling og derfor kun første del af vores glæde og lykke, blev vi og er vi – villige til at ofre alt, vi har for at efterleve læren om familien og se vores vision blive opfyldt.
Tænk nøje over læren om evige familier, og find selv ud af, hvad der virkelig betyder mest for jer. Denne type glæde er kernen i vores tilværelse. Og den lykke, der stammer fra de sympatiske forhold mellem ægtemand, hustru og børn, vil altid vokse.
Implementer jeres vision
Når I har studeret læren om familien og fastlagt en vision for jeres lykke, er I nødt til at blive alvorlige omkring, hvordan I vil implementere drømmen.
De afvisninger, jeg modtog til at begynde med, da jeg gjorde kur til Christiane, gjorde mig lidt mismodig. Jeg havde lige besluttet mig for at indlede en strålende karriere som ung og enlig i Kirken, men en dag fik jeg en særlig tilskyndelse. Jeg deltog i en ordinance i templet i Schweiz, da jeg hørte en stemme i mit hjerte sige noget i retning af: »Erich, hvis du ikke gør en alvorlig indsats for at blive gift og indtræde i den nye og evigtvarende pagt, vil alle disse lærdomme og lovede velsignelser ikke rigtig gøre nogen forskel for dig.« Det var en øjenåbende oplevelse i en alder af 21, og fra det øjeblik bestræbte jeg mig endnu mere på at blive værdig til den velsignelse.
Jeg opfordrer jer til at sætte personlige mål for jeres vision. I Forkynd mit evangelium står der: »Mål afspejler vores hjertes ønsker og vores forestilling om, hvad vi kan præstere. Ved hjælp af mål og planer forvandles vores håb til handling. Målsætning og planlægning er handlinger, der kræver tro.«5
Leg ikke med det, der er helligt. Når I når den giftefærdige alder, så lad være med at date for sjov. Gå aldrig på kompromis med jeres evige fødselsret ved at gøre noget, der kunne fratage jer muligheden for at indgå de helligste pagter i templet. Når I behandler enhver date som en potentiel evig ledsager, vil I aldrig gøre noget upassende, der kan støde dem fysisk eller åndeligt eller kompromittere jeres egen værdighed eller formørke jeres vision. Når I forbliver værdige, vil jeres åndelige opfattelsesevne ikke blive sløret, og I vil altid være berettigede til Åndens hvisken. Helligånden vil opmuntre jer og bekræfte korrektheden af de vigtigste beslutninger i jeres liv, ja selvom I til tider kan være enormt bange.
Vær bevidste om, at I skal stå til ansvar for Herren omkring jeres visioner og mål for livet. Hvis der er noget, I har brug for at omvende jer fra, så tøv ikke et sekund med at gøre det. Både dette og det evige liv er for vigtigt til at »udsætte jeres omvendelses dag« (Alma 13:27; 34:33). Følg opfordringen fra en Guds profet, der opfordrede os til at »bed[e] Faderen i Jesu navn om hvad som helst, I står i behov for. Tvivl ikke, men vær troende, og begynd ligesom fordum, og kom til Herren af hele jeres hjerte, og udarbejd jeres egen frelse med frygt og bæven for ham« (Morm 9:27).
Jeg anerkender, at nogle af jer er underkastet nogle omstændigheder, der gør, at I kan være nødt til at tilpasse det ideelle billede af en familie, så det passer til jeres personlige situation. Men jeg har lært, at Herren vil hjælpe os, når vi handler i tro og følger idealet i den udstrækning, det er muligt.
Princippet om færdiggørelse
Jesu Kristi gengivne evangelium indeholder et meget fortrøstningsfuldt element. Det er det færdiggørende eller fuldendende aspekt af vores tro på Herren Jesus Kristus. Moroni formanede os til altid at blive på den rette vej, og »alene stole[] på Kristi fortjenester, han som [er vores] tros ophavsmand og fuldender« (Moro 6:4).
På grund af vores tro på Jesus Kristus kan vi følge den kurs, vi er nødt til. Men snubler vi på grund af svaghed eller fordi vi gik glip af muligheden, vil han række ud til os, fylde kløften og blive en fuldender af vores tro. Han har sagt: »For jeg, Herren, vil dømme alle mennesker efter deres gerninger, ud fra deres hjertes ønske« (L&P 137:9).
I Håndbog 2 står der: »Trofaste medlemmer, der lever under omstændigheder, som ikke gør det muligt for dem at modtage velsignelsen ved evigt ægteskab og blive forældre i dette liv, modtager alle de lovede velsignelser i evigheden, hvis de holder de pagter, som de har indgået med Gud.«6
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Herren mente det, da han sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene« (1 Mos 2:18) og at hans højeste ønske for hans børn er, at de modtager »en fylde af glæde« (Moses 7:67). Hav derfor altid jeres vision klart for øje og »stræb efter idealet om at leve i en evig familie. Dette betyder at forberede sig på at blive værdige ægtefæller og kærlige forældre. I nogle tilfælde bliver disse velsignelser ikke opfyldt før i det næste liv, men det endelige mål er det samme for alle.«7
Jeg ved, at der er lige så mange forskellige livsvilkår, som der er mennesker i denne verden. Jeg ved, at der er forskel på kulturer, traditioner og forventninger. Men disse læresætninger og principper er evige og sande, og de står uafhængigt af vores personlige livssituation. Jeg har fuld tillid til, at når I oprigtigt gransker og overvejer disse læresætninger og principper under bøn, vil I blive i stand til at udvikle en personlig vision for jeres liv, der vil være antagelig for Herren og lede jer til en større glæde.