Har Gud glemt mig?
Edwin F. Smith er fra Utah i USA
Illustration: Allen Garns
Jeg havde søgt allevegne. To gange havde jeg kørt fra kontoret til stålværket for at finde de nødvendige dele til at bygge en kran færdig, som vi skulle sende til en militærbase. Det var planlagt, at den skulle sendes to dage efter – lige tids nok til at vi kunne overholde vores deadline. Mit firma skulle betale store bøder, hvis vi ikke nåede det.
Jeg gik ind på kontorets lager igen og kiggede igen efter de dele, der manglede. Jeg gennemgik hver en kasse, og jeg kunne atter bekræfte, at delene var blevet bestilt. Det var for sent at bestille delene igen og nå vores deadline. Jeg følte mig modløs. Jeg tog hjem og prøvede at regne ud, hvordan jeg skulle løse problemet.
Jeg bad en hurtig og halvmekanisk bøn, inden jeg gik i seng og prøvede at få lidt søvn. Mit hoved prøvede stadig at spore alle de skridt, jeg havde taget tidligere, i håb om, at jeg kom i tanke om noget, jeg havde misset. Jeg lå og vendte og drejede mig til klokken omkring tre.
Til sidst gav jeg op. Jeg kiggede ned på den pude, jeg havde lagt på gulvet for at minde mig om at bede. Jeg havde ikke lyst til at bede. Jeg havde bedt hele dagen, men jeg følte ikke, at noget af det, jeg sagde, gjorde en forskel. Havde Gud glemt mig?
Eftersom jeg ikke skulle nogen steder, gled jeg ned på knæ og begyndte at bede. Jeg spurgte vor himmelske Fader, om han var klar over situationen. »Kære himmelske Fader,« bad jeg, »du ved, hvor de forsvundne dele er. Vil du ikke nok fortælle mig det også – i dag?«
Senere den dag gik jeg hen på mit kontor. Jeg satte min mappe på mit skrivebord og følte, at jeg skulle tjekke lageret en sidste gang. Jeg gik ind på lageret og kiggede på de kasser, jeg havde tjekket og kigget i igen dagen før. Så fangede en stor kasse mit blik. Noget så forkert ud.
Da jeg kiggede nærmede på den, viste det sig, at det ikke kun var en kasse, men to der var sat sammen. Jeg løftede den øverste af. I den nederste fandt jeg de dele, jeg havde ledt efter. Jeg bad en lille bøn for at sige tak og vendte tilbage til mit kontor og lod værkførerne vide, at de manglende dele var blevet fundet.
Pludselig gik det op for mig, at ikke alene havde jeg fundet delene, men jeg havde også opdaget, at vor himmelske Fader vidste, hvor jeg var, og jeg var vigtig for ham. Gud havde ikke glemt mig, og det vil han heller aldrig.