Mormon på arbejdspladsen
Hvor arbejder du, og hvad laver du?
Jeg er skolebuschauffør hos busselskabet Keolis i Aalborg, hvor jeg i løbet af min arbejdsuge bl.a. kører folkeskolebørn og børn fra specialklasser til idræt og svømning. Jeg har mange gode oplevelser med at køre med mine passagerer. For eksempel har jeg fået et helt fantastisk forhold til et hold af voksne handicappede, som jeg kører til svømning hver fredag. Vi har det så sjovt sammen. En af dem er kæmpe OB-fan, hvilket jeg som gammel odenseaner også er, så vi snakker tit om fodbold, og hvordan det går for »de strivrede«. En anden kan ganske enkelt ikke tillade, at vi kører mod svømmehallen, inden han har dyttet med hornet. Alt sammen sjove oplevelser, der er til glæde for både »mine kunder« og jeg, og som beriger min arbejdsdag.
Hvad siger dine kolleger til, at du er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige?
I den tid jeg har arbejdet som buschauffør, har jeg på intet tidspunkt oplevet negativ opmærksomhed på grund af min tro, eller mit medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Fra min første dag i firmaet har jeg været åben og ærlig omkring min tro, og jeg har kun mødt accept og respekt. Fra første færd delagtiggjorde jeg min chef i mit syn på at arbejde på sabbatten, og jeg fik fra dag 1 af lov til ikke at arbejde på søndage, hvilket er ganske unikt, da så godt som alle buschauffører arbejder hver anden søndag. Bortset fra en kort periode, hvor jeg kørte på et hold med en søndagsvagt hver 6. uge, har jeg været velsignet ved igennem min tid som chauffør at kunne hellige mine søndage til Herren og min familie.
Jeg ved ikke om alle mine godt 250 kolleger ved, at jeg er medlem af Kirken, men jeg har en ide om at de fleste gør. De har efterhånden fundet ud af, at jeg skiller mig ud, og ofte har nogle andre holdninger til forskellige ting på grund af min tro.
Står du ind imellem i nogen dilemmaer i forhold til din religion?
Ikke en hel masse. Jeg har dog fra tid til anden fanget mig selv i at have lyst til at bakke op om andre kollegers sure opstød i forhold til problematikker på arbejdspladsen, grundet min egen frustration i en given sag. Problemet er bare, at mine kollegers sprogbrug og tilgang til problematikkerne ofte er negative og sommetider usaglige, hvorfor jeg føler det forkert at gå med »på legen«, på de præmisser. Jeg har derfor gjort det til lidt af en sport, at prøve om jeg kan lede stemningen i en mere konstruktiv retning ved eksempelvis at hjælpe dem til at moderere deres udtalelser og evt. prøve, om jeg kan skabe en atmosfære, som giver plads til at vi kan nå frem til en forståelse for modpartens handling eller standpunkt.
Har du nogen særlige missionæroplevelser på dit arbejde?
Selv om mange af mine kolleger ved, at jeg er medlem af Kirken, er det ikke så tit, at de spørger om, hvad jeg tror på. Omvendt er jeg heller ikke så god til at tage initiativet. Jeg har dog haft nogle enkelte dybe og evangelisk indholdsrige samtaler med nogle af mine kolleger. En specifik oplevelse var, da jeg havde en ældre kollega med på oplæring på en for hende ny linje. Vi havde en længere pause ved Aalborg Travbane, og vi kom til at tale om det, at miste en af sine kære, og om hvad der sker, når livet her på jorden er slut. Hun fortalte, hvordan hun havde mistet et barn og om den sorg, der fulgte med. Jeg kunne virkelig mærke det savn, hun følte, men blev glad for at få at vide, at hun, ligesom jeg, tror på, at der er et liv efter døden, og at hun en dag vil møde sin søn igen. Jeg greb muligheden for at bære mit vidnesbyrd om frelsesplanen, og bekræftede hende i hendes tro. Jeg tror at vores snak betød noget for hende, og jeg kunne mærke Ånden vidne for både hende og jeg, at Guds evige plan for lykke er virkelig og sand.