PROFILER AF TRO
Victor Barbinyagra
Kharkiv i Ukraine
Victor blev født tre måneder for tidligt. Som følge deraf lider han af adskillige handicap, og han kunne ikke gå, før han var 7 år. Viktor har valgt at være et glad menneske, til trods for de udfordringer han har. Han glæder sig over at række ud mod andre og vise kærlighed.
Leslie Nilsson, fotograf
Jeg blev født tre måneder for tidligt. Lægerne sagde, at jeg sandsynligvis ikke ville blive i stand til at gøre noget som helst, men min mor blev altid ved med at finde forskellige måder at hjælpe mig på. I årevis fik jeg forskellige behandlinger, men jeg kunne alligevel ikke gå.
Til sidst fandt min mor en behandling, der måske kunne få mig til at gå. Inden hun gjorde mere ved det, besluttede hun sig for at bede missionærerne om at give mig en velsignelse. Da jeg havde fået velsignelsen, tog vi hen til lægen. Behandlingen bestod blot af nogle forskellige fysiske øvelser. Men efter at have udført disse øvelser begyndte jeg at kunne gå.
Sommetider bliver jeg frustreret over mine handicaps, men jeg prøver på ikke at vise det. Jeg er almindeligvis en glad person, og jeg viser ikke bare andre min frustration.
Da jeg var teenager, var der dog en periode, hvor jeg var deprimeret.
Jeg ville ikke i kirke. Jeg spurgte Gud: »Hvorfor har jeg det sådan? Hvorfor kan du ikke gøre mig bedre? Hvorfor har jeg ikke et godt forhold til andre?« Disse spørgsmål tog modet fra mig og gjorde mig rigtig ked af det, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle ændre min situation, så jeg tænkte på, om løsningen ville være at gøre en ende på mit liv.
Men så tænkte jeg på min mor, og hvordan hun ville reagere. Jeg tænkte på, at hun nok ville blive rigtig ked af det og føle, at hun havde gjort noget forkert eller ikke havde hjulpet mig nok. Det var der, jeg besluttede mig for at leve og fortsætte.
Og nu føler jeg, at jeg er en glad person.
Jeg har problemer, ligesom alle andre har. De er hverken større eller mindre, og selvom vi måske ikke er i stand til at løse dem helt, så ved jeg, at vi kan håndtere vores problemer, og vi helt sikkert kan bevæge os fremad.
Jeg ved, at Gud har en plan for eneste en af os her i livet, uanset hvem vi er.
Min mor plejede sige, at selv den smukkeste kan være den ulykkeligste, og at en grimrian kan være rigtig lykkelig.
På grund af Kirken ved jeg, at man kan være lykkelig på trods af alt, for Guds plan er en plan for lykke. Jeg tror på, at lykke er noget inden i os og ikke noget, der kommer udefra.
Lykke kommer af at have tro, stole på Gud og efterleve evangeliet. Det hjælper os til at have den rette indstilling og bruge det, vi har, til at forbedre os.
For hvert eneste menneske er der altid noget bedre i vente, og hvis der er noget dårligt, kan I klare det.
Jeg prøver at elske mennesker, for det vigtigste i livet er vores forhold til andre mennesker. Jeg prøver at elske min familie, for familien er vores fremtid, den er alt. Jeg er Gud meget taknemmelig for alt det, jeg har.
Til alle, der kæmper, siger jeg: Prøv at acceptere dig selv, som du er lige nu, trods alle dine ulemper, og tro på, at du kan blive bedre.
»Jeg ved, at man kan være lykkelig på trods af alt,« siger Victor Barbinyagra, »for Guds plan er en plan for lykke.« Disse sandheder har Victor lært af skrifterne.
Skrifterne giver Victor den vejledning, han har brug for. Han siger: »Jeg ved, at Gud har en plan for eneste en af os her i livet, uanset hvem vi er.
Når talen falder på familier, siger Victor: »Den er vores alt.« Han bor sammen med sin bedstemor, Tamara Kovaljova.
Trods de udfordringer Victor har, finder han glæde ved at række ud mod andre og vise kærlighed. »Jeg prøver at elske mennesker, for det vigtigste i livet er vores forhold til andre mennesker,« siger han.
Victor taler med sin ven, Anton Mikhailovskij, der tjener som grenspræsident i Kharkiv.