Et tilfælde af søndagsdepression
Forfatteren bor i Utah i USA.
Jeg vidste, at jeg burde elske sabbatten, men jeg vidste ikke hvordan.
Fotoillustration: David Stoker
Skrifterne siger, at sabbatsdagen er en hellig dag, en frydefuld dag, en hvilens dag og en glædens dag.1 Men for nogle få år siden, i mine sene teenageår, syntes jeg, at søndage var forfærdelige. I stedet for fred følte jeg mig stresset. I stedet for glæde følte jeg tristhed. I stedet for håb følte jeg skyld. Jeg havde alle symptomer på søndagsdepression.
Hver søndag morgen gemte jeg mig pinligt længe under dynen, indtil jeg endelig accepterede, at det var søndag, og jeg skulle se at komme i kirketøjet. I kirken så jeg tilbage på den forgangne uge. Under nadveren sad jeg og regnede mine fejl sammen, og jeg blev aldrig færdig, inden den første taler gik op på talerstolen. Resten af kirketiden blev en kamp for ikke at blive kvalt af tårer, efterhånden som skyldfølelsen tog til med den nye ærgrelse over at føle sig så elendigt tilpas i kirken.
Det var det samme om eftermiddagen. Jeg følte skyld over tidligere valg, stress omkring fremtidige valg og tristhed over min nuværende situation. Uden skole eller andre aktiviteter til at distrahere mig brugte jeg min tid på at dvæle ved det negative.
Efter jeg havde lyttet til, læst og genlæst præsident Russell M. Nelsons tale ved oktoberkonferencen i 2015 om, hvordan sabbatsdagen er frydefuld, bad jeg om fred omkring og kærlighed til sabbatten i stedet for den elendighed, jeg følte.2 Og der kom et svar.
Fokus på vor himmelske Fader og Jesus Kristus
Jeg følte mig tilskyndet til at ændre mit fokus fra min sorg til mit forhold til vor himmelske Fader og Frelseren. Frem for at granske mine fejl tog jeg mig tid til at tænke over deres engagement i mit liv.
Når de negative tanker meldte sig, gentog jeg over for mig selv, hvad jeg vidste og troede på omkring Gud og Jesus Kristus: Jeg er Guds kære barn. Han elsker mig. Jesus Kristus er min bror, og han har sonet for mig. De ønsker, at jeg skal være glad og vende tilbage til dem. Sabbatten er en gave fra Gud.
Jeg begyndte at udøve tro på dette vidnesbyrd.
Aktiv accept af nadveren
Ændringen af mit fokus ændrede også min tilgang til nadveren. I lang tid havde jeg brugt nadveren som afstraffelsestid af mig selv. Men det er ikke formålet med den. Nadveren er en hellig ordinance til at forny vores pagter. Det er en mulighed for at blive ren igen igennem Jesu Kristi forsoningskraft. Ved at fokusere på ordinancen og pagten med tro og et omvendt hjerte indså jeg, at nadveren tilbød en fred, når jeg tog imod tilgivelsens gave, holdt mine pagter og modtog Herrens Ånd (se L&P 20:77, 79).
At tænke på Kristi forsoning under nadveren medbragte endnu en gave. Ikke alene kunne jeg blive tilgivet, men jeg kunne også blive helbredt, for min Frelser påtog sig min smerte og mine skrøbeligheder (se Alma 7:11-12). Gennem hans forsoning og nadveren kunne jeg finde fred og styrke på sabbatten – og enhver anden dag – frem for stress og tristhed.
Og jeg fandt den fred. Min Frelser er der for mig om søndagen og altid!
Udøv udholdenhed og tro
Det var ikke noget, der lige blev ordnet på en uge. Det var en kamp, og det tog tid. »Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed« (Rom 8:25). Jeg blev ved med at arbejde på mit fokus og bede om at føle fred på sabbatten.
Med tiden fandt jeg fred og glæde på den hellige dag, men jeg kunne ikke stoppe der, da jeg ellers ville falde tilbage i det gamle søndagsmønster. Hver uge kræver et aktivt fokus på Frelseren og formålet med sabbatten, men jeg ved, at løftet om fred og glæde er sandt.