»Det er jeg faktisk«

Abby Thorne er fra Utah i USA

Jeg havde lige sat mig ind i bussen, da en mand på den anden side af midtergangen lænede sig over mod mig og sagde: »Du har en smuk sjæl.«

Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg blev overrasket. Jeg havde aldrig modtaget komplimenter for min sjæl før. Usikker på, hvad jeg skulle svare, sagde jeg blot: »Tak.«

Manden sagde, at det kunne han se på grund af sit arbejde i sin religionsgruppe. Jeg lyttede til ham, mens han gav mig råd om, hvordan jeg kunne holde min sjæl smuk.

Da bussen nærmede sig et stoppested, rejste vi os begge for at stå af, og han indskød lige en sidste bemærkning til mig: »Sørg nu for, at du ikke lytter til de der mormoner.«

Tiden stod stille et øjeblik. Denne mand havde set noget særligt i min udstråling, men han havde ingen anelse om, at det var på grund af min tro.

Hvad skulle jeg svare? For at være ærlig var min første tanke ikke at sige noget og lade som om, at jeg ikke havde hørt ham. Jeg var bange for, at han ville reagere negativt eller tilmed brutalt, hvis jeg fortalte, at jeg var medlem af Kirken.

Men så kom jeg i tanke om et skriftsted: »For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror« (Rom 1:16). Jeg indså, at jeg ikke skammede mig over evangeliet, og jeg vidste, at min sjæl ikke ville kunne skinne igennem, hvis jeg ikke turde stå som vidne. Med nyfattet mod så jeg på manden og sagde: »Det er jeg faktisk.«

Manden stirrede på mig, og jeg stirrede igen. Til min overraskelse grinte han og sagde, at han ikke kunne slutte sig til Kirken, for han var for glad for kaffe. Jeg grinte også, og vi gik hver sin vej.

Den dag i dag er jeg glad for det valg, jeg traf. Jeg ved, at det kan være svært at stå ved at være medlem af Kirken. Sommetider kan det være skræmmende. Men når vi står fast ved Gud, kan vores sjæl skinne som lys for verden.