Lad os ikke fejle i at føle
Ældste Jorge F. Zeballos
De Halvfjerds
Der findes en kraft, der er stærkere end jordskælv, vilde vinde eller voldsomme brande. Men den er rolig og uanseelig, og vi må være opmærksomme, hvis vi ønsker, at den skal vejlede os.
Illustrationer: Irena Freitas
Den 27. februar 2010, kl. 3.34 ramte et voldsomt jordskælv med en styrke på 8,8 på momentmagnitudeskalaen det meste af Chile og forårsagede panik, frygt og bekymring hos millioner af mennesker.
Nogle få dage senere fik jeg til opgave at præsidere over en stavskonference på et sted tæt på skælvets epicenter. Jeg tænkte på, om jordskælvet og de fortsatte efterskælv ville påvirke deltagelsen ved konferencen. Jeg blev overrasket, da tilstedeværelsen ved hvert af konferencens møder var større, end den havde været ved nogen tidligere konference.
Tilsyneladende havde jordskælvet, i det mindste midlertidigt, påmindet stavens medlemmer om vigtigheden af at komme Gud nær, holde sabbatten hellig og deltage i møderne. Flere uger senere ringede jeg til stavspræsidenten. Jeg spurgte, om tilstedeværelsen ved Kirkens møder stadig var høj. Han svarede, at efterhånden som antallet og styrken af efterskælvene aftog, gjorde tilstedeværelsen i kirken også.
Man så en lignende adfærd i kølvandet på de sørgelige begivenheder, der ødelagde World Trade Center i New York i USA i september 2001. Tusindvis af mennesker søgte til deres kirke efter den ro i sindet og trøst, de havde så meget brug for. Men som tiden gik, svandt denne søgen, og tingene vendte tilbage til normalen. Det er ikke jordskælv, storme, katastrofer eller tragedier, om de så er naturlige eller menneskeskabte, der udvikler tro, vidnesbyrd og varig omvendelse.
Profeten Elias og den stille, sagte røst
På profeten Elias’ tid var Akab konge i Israel. Akab giftede sig med Jezabel, en fønikisk prinsesse. Hun introducerede israelitterne for fønikernes skikke, deriblandt afgudsdyrkelse. Da profeten Elias havde udfordret og vundet over de talrige Ba’al-præster ved kong Akabs hof, truede Jezabel profeten Elias på livet, og han flygtede ud i ørkenen. (Se 1 Kong 18:4, 13, 19, 21-40; 19:1-4).
Efter at profeten Elias havde fået mad i ørkenen ved en engels mellemkomst, gik han 40 dage og nætter til Horebs bjerg (se 1 Kong 19:5-8). I ørkenen kom Herrens ord til profeten Elias. Han fik at vide, at han skulle gå ud af den hule, hvor han havde tilbragt natten. Da han stod på bjerget foran Herren, »kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden« (1 Kong 19:11-12). Trods stormens, jordskælvets og ildens voldsomhed var de ikke udtryk for Herrens røst til profeten.
Efter disse kraftige udtryk for naturens kræfter »lød der en sagte susen«, som profeten Elias hørte, og der lød en stemme (se 1 Kong 19:12-13). Herrens stemme fortalte ham, hvem han skulle salve som den næste konge af Aram, hvem han skulle salve som næste konge af Israel, og at han skulle salve Elisa som profet efter ham.
Find stemmen
Den samme stemme, der lød for profeten Elias – den stemme, der fortalte ham, hvad han skulle i sit livs og kalds svære stunder – er stadig tilgængelig for hvert Guds barn, der oprigtigt ønsker at gøre Faderens vilje. Men hvor kan vi midt i de mange høje, verdslige stemmer, der lokker os ad mørke og kringlede veje, finde den stille, sagte stemme, der fortæller os, hvad vi skal gøre, hvad vi skal sige og hvad Gud ønsker, at vi bliver?
Nefi gav os dette råd: »Tag for jer af Kristi ord, for se, Kristi ord vil fortælle jer alt det, som I skal gøre« (2 Ne 32:3).
Og hvor finder vi Kristi ord, så vi kan tage for os af dem? Vi kan se til skrifterne, i særdeleshed Mormons Bog, som blev skrevet og bevaret i al sin renhed til os, der udgør denne generation. Vi giver også agt på nutidsprofeternes ord, der fortæller os, hvad vor evige Fader og vor Frelser Jesus Kristus ønsker af os i dag.
De levende profeters ord vejleder os, når vi møder nye og komplekse udfordringer. I de senere år, hvor verdens forvirring og filosofier har stræbt efter at ændre begrebet ægteskab og familie permanent, har profeterne for eksempel med faste, modige og kærlige ord understreget familiens hellige beskaffenhed, og de har erklæret, at »ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, og at familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne.«1
Nutidige profeter og apostle har også understreget vigtigheden af at overholde sabbatten derhjemme og i kirken og at udvirke frelse for vores forfædre gennem slægtsforskning og tempeltjeneste. Ved hver eneste generalkonference kommer de med yderligere åndelig vejledning til Kirken.
Helligånden vil lede jer
Nefi lærer os desuden: »Hvis I vil træde ind på vejen og modtage Helligånden, vil den vise jer alt det, som I skal gøre« (2 Ne 32:5). Så efter Nefi har fremhævet vigtigheden af at søge Kristi ord, lærer han os nu om den direkte, personlige kommunikation, vi må have med Helligånden, det tredje medlem af Guddommen.
Nefi vidste præcis, hvad han talte om. Omkring 30 eller 40 år tidligere, mens Nefis familie stadig var i ørkenen, og Nefi byggede et skib, der skulle føre dem til det forjættede land, revsede han sine ældre brødre for deres misgerninger, selv efter de havde hørt en engels røst.
Nefi sagde: »I er raske til at gøre misgerninger, men langsomme til at huske Herren jeres Gud. I har set en engel, og han talte til jer, ja, I har hørt hans røst fra tid til anden; og han har talt til jer med en stille, sagte røst, men I havde ikke længere evnen til at føle, så I kan ikke føle hans ord; derfor har han talt til jer som med en tordenrøst, der fik jorden til at ryste, som skulle den sønderdeles« (1 Ne 17:45).
Lad os ikke holde op med at føle
Guds kommunikation med sine børn sker almindeligvis gennem Helligånden, der oftest taler til os med en stemme, der når vores sind og hjerte, »den stille, sagte røst, der hvisker gennem alt og gennemborer det« (L&P 85:6). Lad os lytte til den blide stemme og ikke vente til, at nogle taler med tordenrøst! Husk, at profeten Elias lærte, at Guds stemme hverken var i stormen, jordskælvet eller ilden. Herren talte til ham gennem Helligånden med en stille, sagte stemme.
»Åndens røst kommer snarere som en følelse end en lyd,« sagde præsident Boyd K. Packer (1924-2015), præsident for De Tolv Apostles Kvorum. »I vil, ligesom jeg har lært, lære at ›lytte‹ efter den røst, som snarere føles end høres …
Det er en åndelig stemme, der trænger ind i sindet, som en tanke eller en følelse, der indskydes i jeres hjerte.«2
Vi føler Helligåndens ord i vores sind og hjerte, snarere end vi hører dem med vores ører. Lad os ikke fejle i at føle disse tilskyndelser! Må vi åbne vores sind og hjerte for at modtage profeternes ord. Må vi lade Helligånden fortsætte med at undervise os gennem sin stille, sagte stemme. Frelseren underviste sine disciple om Helligånden, som ville komme til dem, når han var taget bort, og han sagde: »Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt« (Joh 14:26).
Ethvert trofast medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har ret til og privilegiet af at modtage personlig vejledning, inspiration og personlig åbenbaring fra himmelen gennem Helligånden.
Præsident Thomas S. Monson (1927-2018) sagde: »Bliv påvirket af denne stille, sagte stemme. Husk, at en person med myndighed lagde sine hænder på jeres hoved, dengang I blev bekræftet, og sagde: ›Modtag Helligånden.‹ Åbn jeres hjerte – ja, hele jeres sjæl – for den lyd, som kommer fra den særlige stemme, som vidner om sandheden. Profeten Esajas lovede: ›Med egne ører skal du høre et ord, der lyder …: ›Her er vejen, den skal I følge!‹‹ (Es 30:21).«3