Kun digitalt
Fiasko er en del af planen
Fire ting, vi kan lære af de klassiske »fiaskoer« i skrifterne.
En god del af internettet synes at være forbeholdt fejring af den »episke fiasko« – lige fra forfejlede efterligninger af ting på Pinterest til videoer af forsøg på baglæns saltomortaler. Måske længes vi ganske enkelt efter at vide, at vi ikke er alene, når vi fejler til trods for, at vi har gjort vores bedste. Jamen, så er der også en anden måde at vide det på.
Føler I, at jeres dage er fyldt med fejlslagne forsøg, så find styrke og mod i skriften. De er fyldt med fortællinger om nogle ret specielle menneskers langt fra perfekte resultater. Her er blot nogle få eksempler på det, de lærte, der kan hjælpe jer til at se, at I sikkert klarer jer bedre, end I tror.
1. Tro forhindrer ikke fiasko; men den giver dem mening.
Nefi var fuld af tro, da han og hans brødre tog tilbage for at skaffe bronzepladerne, men det gjorde ikke, at de ikke fejlede gevaldigt – to gange (se 1 Ne 3). Men trods det hjalp hans tro ham til at vende sine fejl til en forberedelse på fremgang. Gjorde tidligere forfejlede møder med Laban, at Nefi var forberedt på at genkende ham, efterligne ham, finde hans hus og tage de hellige optegnelser væk derfra? Det ved vi ikke med sikkerhed. Men vi ved, at vores fremtidige fremgang ofte er bygget på en række af tidligere fiaskoer.
2. Gud forudså, at vi ville fejle, og planlagde ud fra det.
Da Joseph Smith erfarede, at de 116 oversatte sider af Mormons Bog var forsvundet, råbte han: »Alt er tabt!«1 Han vidste, at han havde fejlet. Han vidste, at han ville blive revset og måske endda sat fra opgaven. Men alt var ikke tabt. Gud havde næsten 2000 år tidligere forudset Josephs fejl, og han var forberedt på den.
På tilsvarende vis forudså Gud vores fejl lang tid inden, jorden blev skabt.2 Han er tilmed i stand til at vende vores fejlgreb til velsignelser (se Rom 8:28). Og han sørgede for en Frelser, så når vores fejl indebærer synd, kan vi omvende os, og det gør os i stand til »at lære af [vores] erfaring uden at blive fordømt af den.«3
3. Giv ikke op; vi kan ikke altid se vores fremgang.
Abinadi blev kaldet til at forkynde omvendelse for folk. Hvis Abinadi havde målt sin fremgang på det antal mennesker, der omvendte sig, kunne han have været død i troen på, at han var en total fiasko. Første gang, han kaldte kong Noas folk til omvendelse, blev han afvist og måtte flygte for at redde livet (se Mosi 11:20-29). I stedet for at give op prøvede han igen, velvidende at han måske ville blive slået ihjel – hvilket han blev.
Men fordi han ikke gav op, omvendte folket sig med tiden (se Mosi 21:33). Desuden blev Alma omvendt, og han underviste og døbte mange og organiserede Kirken blandt nefitterne. Almas efterkommere ledede Kirken og sommetider hele landet indtil Jesu Kristi komme, de foranledigede, at tusindvis omvendte sig, deriblandt de fleste lamanitter (se Hel 5:50). En person, der ikke giver op, når vedkommende fejler, kan gøre en utrolig forskel.
4. Sommetider er det mindre vigtigt at løse problemet end at lære af det.
Oliver Granger var vant til at have bemyndigelse til at få tingene gjort. Da han sluttede sig til Kirken i 1830’erne, havde han været sherif, oberst i hæren og beskikket forkynder i sin kirke. Efter han blev medlem, tjente han på to missioner og var medlem af højrådet i Kirtland. Men da pålagde Joseph Smith Oliver den næsten umulige opgave at rydde op i forretningsaftalerne blandt de af Kirkens ledere, der var blevet fordrevet fra Kirtland.4
Oliver følte sig som en fiasko og gik til Joseph og hørte Herren sige: »Jeg erindrer min tjener Oliver Granger … og når han falder, skal han rejse sig igen, for hans offer skal være mere helligt for mig end hans fremgang« (L&P 117:12-13). Af Oliver lærer vi, at det resultat, Gud er ude efter, ikke altid er, at vi kommer frem til den bedste løsning på vores udfordringer, men at vi vokser af dem.
Fremgang kan være noget rodet noget
Vi er her for at lære og vokse, men vækst kommer ikke uden modgang. Vi begår alle fejl, har præsident Dieter F. Uchtdorf, tidligere andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, sagt, men »vores skæbne afgøres ikke af det antal gange, som vi snubler, men af det antal gange vi rejser os, børster støvet af os og fortsætter fremad.«5