Bevar troen trods isolation
Når krig, sygdom eller andre omstændigheder har efterladt disse medlemmer af Kirken alene i deres lande, har de holdt sig trofaste sådan her.
De fleste sidste dages hellige i dag kan dyrke Gud i menigheder og grene, hvor de kan mødes »ofte for at faste og for at bede og for at tale, den ene med den anden, om deres sjæls velfærd« (Moro 6:5). Men Moroni, profeten, som skrev disse ord, udførte noget af sit mest varige arbejde, da han var den eneste discipel, der var tilbage, da hans folk var blevet udryddet.
Igennem Kirkens historie har mange sidste dages hellige bevaret deres tro alene, når omstændighederne har gjort, at de blev isoleret. Nogle, som Moroni, har levet alle deres dage som vidner og forbilleder for kommende generationer. Andre oplevede at se den dag, hvor de igen kunne dele deres tro med andre.
Årelange bønner for denne dag
Illustration: Ken Spencer
Františka Brodilová sluttede sig til Kirken i Wien i 1913 – året inden Første Verdenskrig brød ud – og havde ikke kontakt med andre medlemmer af Kirken før 1929.
Portræt af Františka Vesela Brodilová med tilladelse fra Visual Resources Library
Františka Brodilová havde næppe kunnet forudse, hvilken rolle hun kom til at spille i Kirkens historie, da en missionær bankede på hendes dør i Wien i 1913. Året efter hun blev omvendt, brød Første Verdenskrig ud i det østrig-ungarske rige, missionærerne vendte hjem og mange mandlige medlemmer blev indkaldt til militæret, hvilket gjorde, at Františka og nogle få søstre måtte mødes på egen hånd.
Det var den kontakt, Františka havde med Kirkens medlemmer i mange år. Efter krigen blev Františkas mand, František, lovet en post i den nye tjekkoslovakiske styre. Efter de var flyttet til Prag, var Františka det eneste medlem af Kirken i det land. František døde nogle få måneder senere og Františka stod alene med to små døtre – Frances og Jane – at tage sig af.
Františka underviste på egen hånd sine døtre om evangeliet. »Jeg blev opdraget i Kirken,« mindes Frances. »Kirken var vores hjem!«1 Františka skrev også til Kirkens ledere i Østrig og bad om, at der blev sendt missionærer til Tjekkoslovakiet. Kirkens ledere var tilbageholdende, for den sidste missionær i Prag, omkring 40 år tidligere, var blevet fængslet for at forkynde og var siden blevet forvist fra byen. Til trods for et nyt politisk styre frygtede kirkelederne, at meget ikke havde ændret sig.
Františka fortsatte uforfærdet med at skrive breve og bede for, at der blev oprettet en mission. I 1928, efter Františka havde stået alene i et årti, vendte den 83-årige Thomas Biesinger – den samme missionær, der havde forkyndt i Prag år forinden – tilbage. Det så ud, som om familiens isolation var til ende. Kort tid efter tvang ældste Biesingers svigtende helbred ham dog til at forlade landet.
Františka var skuffet, men hun blev ved med at skrive breve til medlemmer og kirkeledere i udlandet. Hendes vedholdenhed blev belønnet: Den 24. juli 1929 ankom ældste John A. Widtsoe (1872-1952) fra De Tolv Apostles Kvorum til Prag med en gruppe missionærer. Samme aften kravlede Františka og gruppen op på en bakke i nærheden af slottet Karlstein, hvor ældste Widtsoe indviede Tjekkoslovakiet til forkyndelse af evangeliet og formelt dannede en mission. »Få mennesker kan forestille sig den glæde, vi oplevede,« skrev Františka senere. »Vi [havde] bedt for denne dag i årevis.«2
Františka var til stede, da ældste John A. Widtsoe (begge i midterrækken) indviede Tjekkoslovakiet til forkyndelse af evangeliet i 1929.
I næsten seks måneder mødtes grenen i Františkas hjem. Františka bistod senere sine døtre med oversættelsen af Mormons Bog til tjekkisk og lagde en grundvold for Kirken i det, der nu kendes som Tjekkiet.
Ligesom Františka har mange sidste dages hellige udholdt isolation. Følgende mænd og kvinder var blandt de første til at forkynde evangeliet og lægge grundvolden for Kirken i deres hjemlande, hvilket gjorde, at andre senere kunne nyde fællesskab med andre hellige.
Den bestandige gave af sand tro
Som præsiderende ældste tog Fujiya Nara (i det mørke jakkesæt) ansvar for at holde kontakten med medlemmerne ved lige, da Den Japanske Mission lukkede i 1924.
Da Den Japanske Mission lukkede i 1924, følte mange medlemmer sig fortabt og efterladt. Lederansvaret for de omkring 160 medlemmer i Japan faldt på Fujiya Nara, den præsiderende ældste i landet, hvis ansættelse hos jernbanerne gjorde ham i stand til at besøge de spredte medlemmer. Da Fujiya blev ude af stand til at aflægge besøg, holdt han kontakten ved lige ved at udgive et blad, som blev kaldt Shuro (Palmeblad), hvor han delte evangeliske budskaber og opmuntrede de resterende hellige i de urolige år, der fulgte.
Efter Fujiya blev forflyttet til Manchuriet i forbindelse med sin ansættelse, og hans efterfølger som præsiderende ældste pludselig døde i 1937, gik kontakten med medlemmerne i Japan snart tabt. »Selvom vi ikke havde nogen korrespondance med Salt Lake City,« sagde Fujiya, »… var vi overbeviste om, at Kirken ville blive genåbnet [her].«3
Under Anden Verdenskrig vendte Fujiya tilbage til Tokyo, hvor han forkyndte for sine naboer og afholdt ugentlige søndagsskolemøder. Efter krigen fandt Fujiya en notits af Edward L. Clissold – en sidste dages hellig, der tjente i det amerikanske militær – der inviterede Kirkens medlemmer i landet til at kontakte ham. Fujiya tog straks hen og besøgte Edward på hans hotel. Da Edward kom til de sidste dages helliges møder i Tokyo, blev han overrasket over at se, at der næsten var 100 mennesker til stede.
»Igennem det hele,« sagde Fujiya senere, »har den største gave, og en varig gave, været at kende og tage imod den sande tro – at kende vor himmelske Fader, Jesus Kristus og Helligånden.«4
Opbygning af Kirken i Hawaii
En af de første omvendte på Hawaii, Jonathan Napela, hjalp med at oversætte Mormons Bog til hawaiiansk.
Portræt af Jonathan Napela med tilladelse fra Kirkens Historiske Bibliotek og Arkiver.
Jonathan H. Napela var en velrenommeret dommer på øen Maui, inden han og hans hustru, Kiti, blev døbt i 1851. Efter Jonathan var blevet tvunget til at trække sig som dommer, fordi han havde tilsluttet sig Kirken, brugte han sine kræfter på at opbygge Kirken blandt dem, der talte hawaiiansk. Jonathan lærte missionæren George Q. Cannon sproget, hjalp med at oversætte Mormons Bog og udviklede det første program til uddannelse af missionærer på et fremmedsprog.
Som følge deraf tilsluttede flere end 3000 indfødte hawaiianere sig Kirken inden for tre år. »Det er ganske tydeligt for os, at dette er Guds kirke,« skrev Jonathan. »Der er mange på disse øer, der har fået en stærk tro ved Guds nåde gennem Herren Jesus Kristus, så vi kan modtage Helligånden.«5
I 1872 blev Kiti Napela ramt af spedalskhed, og det blev påkrævet, at hun flyttede til en koloni for spedalske på øen Moloka’i. Fremfor at blive blandt de hellige ansøgte Jonathan om, at han også måtte bo i kolonien. »Jeg vil gerne være sammen med min kone i den korte tid, vi har tilbage,« skrev han til sundhedsstyrelsen.6 Ansøgningen blev imødekommet, og Jonathan blev grenspræsident i Moloka’i. Jonathan arbejdede tæt sammen med den lokale katolske præst, fader Damien, om at hjælpe alle, der var ramt af sygdommen. Jonathan døde senere af spedalskhed, som han havde pådraget sig i kolonien.
»Jeg glæder mig over at være et redskab i Guds hænder«
Wilhelm Friedrichs (anden fra venstre) og Emil Hoppe (i midten på bageste række) deltog ved de første dåbsmøder i Argentina.
Familierne Friedrichs og Hoppe var de eneste sidste dages hellige i Argentina, da de flyttede dertil fra Tyskland i begyndelsen af 1920’erne. Wilhelm Friedrichs og Emil Hoppe prøvede at forkynde evangeliet i deres nye land, de uddelte pjecer og inviterede andre med til deres møder. »Jeg har fuld tillid til, at min himmelske Fader vil sende oprigtige venner, der vil acceptere evangeliet,« skrev Wilhelm, »for jeg glæder mig over at være et redskab i Guds hænder.«7
Der var dog nogle store udfordringer. Familierne boede langt fra hinanden, og de måtte rejse to timer for at mødes. Eftersom Emil var diakon og Wilhelm var lærer i Det Aronske Præstedømme, kunne de ikke forrette ordinancer som nadveren eller give præstedømmevelsignelser.
I 1924 fødte Hildegarde Hoppe en lille pige, der døde to måneder senere. Da Hildegarde sørgede, spurgte hun, hvordan barnets navn kunne medtages på Kirkens optegnelser. Som følge deraf begyndte Wilhelm at korrespondere med kirkeledere i Salt Lake City.
Halvandet år senere blev ældste Melvin J. Ballard (1873-1939) fra De Tolv Apostles Kvorum tillige med andre missionærer sendt ud for at møde den voksende gruppe af omvendte i Buenos Aires. Da de ankom i december 1925, døbte ældste Ballard adskillige omvendte og organiserede en gren. Juledag indviede ældste Ballard Sydamerika til missionering og organiserede den første mission på det kontinent.
Bragte evangeliet tilbage til sit folk
Da Phillipe og Annelies Assard (til venstre) mødte Lucien og Agathe Affoué i Elfenbenskysten, glædede begge par sig over, at de ikke var alene i Kirken der.
Phillipe og Annelies Assard havde skabt sig et komfortabelt liv, da missionærerne bankede på deres dør i Köln i Tyskland i 1980. De accepterede hurtigt evangeliet og »følte sig overvældet af velsignelser«. Phillipe fik snart et stærkt ønske om at vende tilbage til sit fædreland, Elfenbenskysten, og forkynde det gengivne evangelium. »Så efter megen bøn og faste sammen med min hustru,» fortæller Phillipe, »vendte jeg i 1986 tilbage til Elfenbenskysten for at give det, som jeg selv havde modtaget, som en hjælp til at forbedre min families og mine landsmænds vilkår.«8
Inden Phillipe forlod Tyskland, rådførte han sig med Kirkens ledere. Selvom der ikke var nogen kirke i Elfenbenskysten, var der et antal medlemmer der, der var blevet medlem af Kirken, mens de opholdt sig i andre lande. Familien Assard fik en liste med deres navne og i det næste år skrev de flittigt til hver eneste. Gradvist fik familien Assard pustet liv i troens flamme i andre, og de fik lov til at begynde at holde søndagsmøder i deres hjem. Menigheder og grene fulgte, og i 1997 blev den første stav i Elfenbenskysten organiseret.