Tro til at trænge fremad
Ældste Ronald A. Rasband
De Tolv Apostles Kvorum
Fra et budskab ved et solopgangsmøde på Pioneer Day i Tabernaklet i Salt Lake City den 24. juli 2007.
Udrustet med et vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus trængte medlemmerne af Willies håndkærrekompagni sig frem trods besværligheder og sult.
Til venstre: Landskab ved Gloucester i England i dag
FOTO: EddieCloud/stock.adobe.com
Den historie, jeg gerne vil fortælle, tager sit udgangspunkt i Englands grønne, bølgende landskab, hvor John Bennett Hawkins blev født i Gloucester i 1825. Han blev døbt som medlem af Kirken i 1849, og samme år tog han til Amerika med en gruppe af sidste dages hellige på skibet Henry Ware. Han ankom til Utah i august 1852, og han var en af pionersmedene i de tidlige dage af bosættelsen i Utah.
Hans kommende brud, Sarah Elizabeth Moulton, kom også fra det landlige England. Irchester er en lille landsby tæt på floden Nene, omkring 105 km nord for London og i østlig retning omkring samme afstand til Birmingham. Sarah Elizabeth blev født i 1837 som datter af Thomas Moulton og Esther Marsh. Sarah Elizabeth mistede sin mor, da hun kun var to år gammel, og i 1840 giftede hendes far sig med Sarah Denton.
I juni 1837 var ældste Heber C. Kimball (1801-1868) fra De Tolv Apostles Kvorum og andre kirkeledere i England for at missionere. Blandt de mange omvendte, der blev undervist af disse missionærer, var der en familie, der gav familien Moulton et eksemplar af pjecen En advarselsrøst, af ældste Parley P. Pratt (1807-1857) fra De Tolv Apostles Kvorum. Thomas og Sarah læste den, og de blev omvendt og døbt den 29. december 1841. På det tidspunkt bestod deres familie blot af to børn – Sarah Elizabeth, på fire og Mary Ann, der var syv måneder gammel.
Indsamlingens ånd var stærk i hjertet blandt de omvendte i Europa. Deres store ønske var at emigrere til Amerika, hvor de kunne være sammen med de fleste hellige. Som mange andre havde familien Moulton ikke penge nok til at realisere denne drøm. Men de var fast opsatte på det, og de begyndte at spare penge op i en syltekrukke.
Kirkens emigrationsfond
I 1849 stiftede præsident Brigham Young (1801-1877) Kirkens emigrationsfond for at hjælpe Kirkens medlemmer med at komme til Amerika. Den første rejse med bistand fra denne fond skete med vogntog, men det betød, at transporten var langsom og dyr. Selv med hjælp fra Kirkens emigrationsfond var kun få i stand til at skrabe sammen til rejsen. Kirkeledere undersøgte brugen af håndkærrer og fandt ud af, at man kunne foretage rejsen hurtigere og billigere med håndkærre.
På det tidspunkt talte familien Moulton syv børn, men takket være deres opsparing i syltekrukken, hjælp fra Kirkens emigrationsfond og den billigere transportmetode blev deres drøm om at udvandre en mulighed. Det krævede nøje planlægning for en familie på ni at foretage den rejse. For at spare endnu flere penge sammen til de indkøb, de var nødt til at foretage, levede de hovedsageligt af bygmel i et år.
Da tiden for deres afgang nærmede sig, tøvede Thomas med at tage af sted, for hans hustru var gravid. Men Sarah Denton Moulton var en troens kvinde, og hun ville ikke lade sig forhindre. Inden de forlod England, gav en af missionærerne Sarah en velsignelse, i hvilken han lovede hende, at dersom hun tog til Utah, ville hun kunne foretage rejsen sikkert og uden at miste en eneste i sin familie – det var noget af et velsignet løfte til en familie, der snart talte ti personer!
Familien, der satte sejl fra Liverpool i England i 1856 med skibet Thornton, kunne byde en lille dreng velkommen i familien blot tre dage efter, de havde påbegyndt rejsen. Skibet Thornton var blevet hyret til at transportere 764 danske, svenske og engelske hellige. Det skete under ledelse af en missionær, der hed James Grey Willie.
Seks uger senere sejlede Thornton ind i New Yorks havn. Familien Moulton tog derefter et tog for at tage den lange rejse vestpå. De ankom til Iowa City i Iowa i juni 1856, det var herfra, håndkærrekompagniet drog ud. Blot tre dage forinden var kaptajn Edward Bunkers håndkærrekompagni draget ud af Iowa City, og de havde medtaget de fleste tilgængelige håndkærrer.
Håndkærrehovedpine
Omkring to uger senere fik Willies kompagni selskab af endnu et kompagni af hellige under ledelse af Edward Martin. Kirkens agenter i Iowa City, der havde arbejdet hårdt for at udstyre og sende de første tre håndkærrekompagnier af sted, arbejdede nu hektisk for at sørge for det store uventede antal, der var ankommet senere. De måtte bygge 250 håndkærrer, inden de hellige kunne fortsætte deres rejse.
Enhver arbejdsduelig mand blev sat i gang med at lave håndkærrer, mens kvinderne syede dusinvis af telte til rejsen. Mange af disse amatørvognmagere fulgte ikke specifikationerne, men lavede vogne af ulige størrelser og styrke, hvilket skulle vise sig at blive et problem for dem. Grundet det fornødne antal af håndkærrer byggede de dem af frisk, utørret træ og i visse tilfælde brugte de ugarvet læder og tin til hjulene. På hver kærre var der mad og for mange helliges vedkommende alle deres jordiske ejendele.
Ofte blev hver håndkærre lastet med omkring 200 kg mel, sengetøj, kogegrej og tøj. Hver person måtte kun medbringe 8 kg med personlige ejendele i en kuffert.
Thomas Moulton og hans familie på 10 blev udpeget til det fjerde håndkærrekompagni, atter engang under ledelse af kaptajn Willie. Det bestod af flere end 400 hellige, hvoraf der var usædvanligt mange aldrende. I september det år blev der udfærdiget en rapport, der nævnte »404 personer, 6 vogne, 87 håndkærrer, 6 oksekærrer, 32 køer og 5 muldyr.«1
Familien Moulton fik lov til at få en overdækket og en åben håndkærre. Thomas og hans hustru trak den overdækkede kærre. Den lille baby Charles og søsteren Lizzie (Sophia Elizabeth) sad i denne kærre. Lottie (Charlotte) måtte sidde med, når turen gik ned ad bakke. Otteårige James Heber gik bagved med et reb om livet, så han ikke fór vild. Den anden tunge kærre blev trukket af de to ældste piger - Sarah Elizabeth (19) og Mary Ann (15) – og af brødrene William (12) og Joseph (10).
I juli 1856 sagde familien Moulton farvel til Iowa City og påbegyndte deres mere end 2000 km lange rejse vestpå. Da de havde rejst i 26 dage, nåede de Winter Quarters (Florence) i Nebraska. Som det var sædvane, brugte de nogle dage der til at reparere kærrerne og skaffe forsyninger, for der var ingen større byer mellem Winter Quarters og Salt Lake City.
Det blev så sent på året, inden Willies kompagni var klar til at forlade Winter Quarters, at man holdt råd om, hvorvidt de skulle fortsætte eller vente til foråret. Nogle, der allerede havde taget ruten, rådede dem kraftigt imod farerne ved at rejse så sent på året. Men kaptajn Willie og mange medlemmer af kompagniet følte, at de skulle fortsætte, for de havde ikke logi for vinteren i Florence.
Svindende forsyninger
Med utilstrækkelige forsyninger genoptog medlemmerne af Willies kompagni deres rejse den 18. august og tænkte, at de kunne supplere deres forsyninger i Fort Laramie (nord for det, der i dag kaldes Laramie i Wyoming). På grund af den advarsel, de havde fået, lagde de en ekstra melsæk på 45 kg i hver kærre og stolede på, de ville støde på de forsyningsvogne, der var sendt ud fra Salt Lake City. Men førerne af forsyningsvognene troede ikke, at der var flere immigranter på sporet, og vendte tilbage til Salt Lake City sidst i september, inden Willies kompagni nåede frem til dem.
I Florence fandt familien Moulton det tilrådeligt at efterlade en kasse med forsyninger, for den last, de havde til en familie på 10, var simpelthen for tung. På det tidspunkt havde de efterladt noget bagage i havnen i Liverpool, en dragkiste med tøj ombord på skibet, en dragkiste med tøj i New York City og en kasse med det meste af deres personlige ejendele i Iowa City. Og selv på sporet prøvede de at lette deres byrde.
Scotts Bluff National Monument i det vestlige Nebraska i USA
FOTO FRA GETTY IMAGES
Det er svært for dem, der nyder alle det moderne livs bekvemmeligheder, at forestille sig de daglige strabadser, som familien Moulton og de andre bemærkelsesværdige mænd og kvinder i disse håndkærrekompagnier led. Kan vi forestille os vablerne på hænder og fødder, de ømme muskler, støvet og snavset, fluerne og myggene, de bissende bøffelflokke og møderne med indianerne? Kan vi forestille os at krydse floderne og besværet med at trække håndkærrerne igennem sand og på glatte klipper, når de prøvede at få håndkærrerne over det dybe vand? Kan vi forstå den svaghed, der følger af mangelfuld ernæring?
Under deres rejse gik familien Moultons børn med deres mor ud for at sanke vild hvede for at supplere deres hastigt svindende forsyninger. På et tidspunkt havde familien kun bygbrød og et æble om dagen til hver tredje medlem.
Lige inden tusmørket faldt på den 12. september, ankom en gruppe missionærer, der var på vej hjem fra Den Britiske Mission, til lejren. De var anført af ældste Franklin D. Richards (1821-1899) fra De Tolv Apostles Kvorum, min kones tipoldefar. Da ældste Richards og de andre så håndkærrekompagniets vanskeligheder, lovede de at skynde sig til Saltsødalen og sende hjælp tilbage så snart som muligt.
Den 30. september nåede Willies kompagni Fort Laramie i Wyoming, 645 km øst for Salt Lake City.
Da vinteren satte ind i begyndelsen af oktober, blev kompagniets forsøg på at trænge sig frem meget besværliggjort. Provianten var blevet så knap, at kaptajn Willie blev tvunget til at skære rationerne ned til 425 gram mel til mænd, 370 gram til kvinder, 255 gram til børn og 140 gram til småbørn. Snart var de konfronteret med hylende vind og fygende sne. Om morgenen den 20. oktober var sneen 10 cm dyb, og telte og vogndækkener gik i stykker under vægten af den. Fem medlemmer af kompagniet og nogle dyr var døde af kulde og sult aftenen inden snestormen, og yderlige fem døde over de næste tre dage. Idet de sørgede for at give kvinder, børn og syge mad først, måtte mange af de forholdsvis stærke mænd gå uden noget at spise.
Hjælpehold udsendes
Sweetwater-floden nær Martin’s Cove i Wyoming i USA
3 km nedenfor Rocky Ridge ved Sweetwater-floden gjorde kompagniet holdt og ventede i sult, kulde og elendighed på, at stormen drev over.
Da Franklin D. Richards gruppe nåede frem til Salt Lake City, rapporterede de straks til præsident Young om immigranternes livstruende situation. De hellige i dalen havde ikke forventet flere immigranter før det følgende år, og nyheden om deres vanskeligheder spredte sig som løbeild.
To dage senere den 6. oktober 1856 blev der holdt generalkonference i det gamle tabernakel. Fra talerstolen bad præsident Young om mænd, mad og forsyninger i muldyrs- eller hestetrukne vogne, der kunne tage af sted næste dag og yde den fornødne assistance.2
John Bennett Hawkins var i det gamle tabernakel den dag og meldte sig til at hjælpe. Han var en blandt hundredvis, der blev sendt ud fra Salt Lake City for at hjælpe. Om aftenen den 21. oktober nåede hjælpetoget endelig frem til Willies lejr. De blev mødt med glæde og taknemmelighed af de forfrosne og udsultede overlevende. Dette blev det første møde mellem John Bennett Hawkins og Sarah Elizabeth Moulton, de skulle senere blive mine oldeforældre.
Den 22. oktober fortsatte nogle af redningsfolkene videre frem for at hjælpe de andre håndkærrekompagnier, mens William H. Kimball i spidsen for Willies kompagni begyndte at føre de resterende vogne tilbage til Salt Lake City.
De, der var for svage til at trække deres håndkærrer, lagde deres ejendele i vognene og gik ved siden af dem. De, der var ude af stand til at gå, blev kørt i vognene. Da de ankom til Rocky Ridge, løb de ind i endnu en frygtelig snestorm. Mens de kæmpede sig op ad højderyggen, var de nødsaget til at vikle sig ind i tæpper for ikke at fryse ihjel. Omtrent 40 i kompagniet var allerede døde.3
Vejret var så koldt, at mange af de hellige fik forfrysninger på hænderne, fødderne og i ansigtet, da de skulle over højderyggen. En kvinde blev blind af frosten.
Vi kan se familien Moulton for os med deres børnekuld på otte, der kæmpede med at trække og skubbe deres to kærrer gennem den dybe sne. Thomas og hans hustru trak den ene af kærrerne med den dyrebare last – Lottie, Lizzie og baby Charles – med lille James Heber, der stavrede og blev trukket af rebet om livet på ham. Den anden håndkærre blev trukket og skubbet af Sarah Elizabeth og de tre andre børn. En venlig ældre kvinden så, hvordan lille James Heber kæmpede, og greb hans hånd på vejen bag håndkærren. Denne venlige handling reddede hans højre hånd, hvorimod hans venstre, der blev udsat for hårde minusgrader, frøs. Da de nåede frem til Salt Lake City, måtte flere af hans fingre på den hånd amputeres.
Først på eftermiddagen den 9. november gjorde vognene med de lidende mennesker holdt foran tiendekontorbygningen, hvor Joseph Smith Memorial Building nu står i Salt Lake City. Mange kom med forfrosne fødder og lemmer. 69 var døde på turen. Men løftet til familien Moulton i den velsignelse i England blev opfyldt. Thomas og Sarah Denton Moulton havde ikke mistet ét eneste barn.
Fra redning til romance
Kompagniet blev mødt af hundredvis af indbyggere i Salt Lake, der ængsteligt havde afventet deres ankomst og stod klar til at hjælpe og drage omsorg. Taknemmelighed og påskønnelse mod en af de unge helte, der havde reddet familien Moulton fra dødens gab, blomstrede snart til sværmeri og forelskelse fra Sarah Elizabeths side.
Den 5. december 1856 giftede Sarah Elizabeth sig med sin redningsmand John Bennett Hawkins med sine kæres fulde velsignelse. De blev beseglet for tid og evighed den følgende juli i Endowment House. De skabte sig et hjem i Salt Lake City og blev velsignet med tre sønner og syv døtre. En af disse døtre, Ester Emily, blev gift med min bedstefar Charles Rasband i 1891.
Den 24. juli fejrer vi Pioneer Day, og vi udtrykker taknemmelighed for de mange pionerer, der gav alt for at opbygge Saltsødalen og mange andre bysamfund i det vestlige USA. Vi udtrykker også taknemmelighed for de sidste dages hellige pionerer over hele verden, der har banet – og baner – evangeliets vej for andre.
Hvad bevægede dem? Hvad drev dem fremad? Svaret er et vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus. Som oldebarn af pionerer vil jeg gerne føje mit vidnesbyrd til og vidne om, at deres kamp ikke var forgæves. Det, de følte, føler jeg. Det, de vidste, ved og vidner jeg om.