Løb ind i Kirken
Daniel R. Thompson er fra Californien i USA
Illustration: Allen Garns
En dag, hvor jeg ledte efter et sted at løbe, valgte jeg at prøve parkeringspladsen ved en kirke i mit nabolag. Jeg kunne godt lide den, for den var oplyst og asfalteret. Jeg opdagede, hvis jeg løb 10 til 15 gange rundt om bygningen, havde jeg løbet mine 5 km.
Mit løb på parkeringspladsen fortsatte, med jævne mellemrum, i tre år. Fra tid til anden så jeg folk på parkeringspladsen, for jeg løb sommetider, når der var kirkemøder og andre aktiviteter.
Flere gange fik jeg det indtryk, at jeg skulle tale med nogle om Kirken, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gøre det. På vej hjem fra arbejde en aften besluttede jeg mig for at tage forbi og se, om der var nogen. Da jeg gik ind i kirkebygningen, så jeg missionærerne, der var ved at være færdige med deres interviews med deres missionspræsident. Jeg præsenterede mig, og vi satte os ned i foyeren. Det var der, de gav mig den første lektion om evangeliet.
I løbet af de følgende uger fortsatte jeg med at mødes med missionærerne. Da jeg kom til nadvermøde, viste medlemmerne af menigheden mig kærlighed, accept, kammeratskab og betænksomhed. Da jeg tænkte over, hvad jeg lærte, indså jeg, at min nysgerrighed om Kirken havde udviklet sig til, at jeg måtte beslutte mig for, om jeg skulle døbes. Jeg følte, at jeg var blevet tilskyndet af Ånden til at gøre, hvad vor himmelske Fader ønskede af mig, men jeg kæmpede stadig med beslutningen. Jeg blev endelig døbt i november 2001, da var jeg 36.
Min beslutning om at løbe på kirkens parkeringsplads virkede ubetydelig på det tidspunkt. Men det førte til de største velsignelser: Mit medlemskab af Kirken, at jeg mødte min vidunderlige hustru, Jennefer, og at jeg blev beseglet til hende for tid og al evighed i templet i San Diego i Californien.
Så skulle I få øje på nogen, der træner på parkeringspladsen ved jeres kirkebygning, så hils på dem! Man ved aldrig – han eller hun kan blive det nyeste medlem af jeres menighed!