2018
Håndtering af svære spørgsmål: Tre nyttige principper
Juli 2018


Håndtering af svære spørgsmål: Tre nyttige principper

Sådan søger I svar på en måde, der styrker jeres tro.

young man contemplating scriptures

Har I nogensinde haft et spørgsmål om evangeliet eller om Kirken? Har I nogensinde bekymret jer for, om jeres spørgsmål var udtryk for, at I ikke har tro nok eller at jeres vidnesbyrd ikke er stærkt nok?

Spørgsmål er en normal og nødvendig del af rejsen gennem jeres liv på jorden. De kan føre til større indsigt og tro. Dog påvirker jeres indstilling, motivation og søgeproces efter svarene slutresultatet.

Til seminar vil I lære disse tre mesterlæreprincipper, der kan vejlede jer til evige sandheder.

  1. Handl i tro

    Når I har et spørgsmål, kan I handle i tro ved at vælge at stole på Gud og henvende jer til ham først for svar. Gud svarer »linje på linje, forskrift på forskrift« (2 Ne 28:30). Det er vigtigt at stole på det vidnesbyrd, I allerede har i tider med tvivl.

    »Betvivl derfor først jeres tvivl, før I betvivler jeres tro.«1 – Ældste Dieter F. Uchtdorf

    »Hold fast ved det, I allerede ved, og vær stærke, indtil mere viden kommer.«2 – Ældste Jeffrey R. Holland

  2. Undersøg begreber og spørgsmål ud fra et evangelisk perspektiv

    Hvis I overvejer spørgsmål i forbindelse med frelsesplanen og Frelserens lærdomme, kan I begynde at se ting på samme måde som Gud. Det vil hjælpe jer til at genoverveje jeres spørgsmål ved brug af Guds standarder for sandheder frem for verdens.

    »Forankring i evig sandhed … vil give os den fred, der følger af tro på Jesus Kristus, og den kundskab, at vi er på den vej, der fører til evigt liv.«3 – Præsident Dallin H. Oaks

    »Hvis I opdager noget, der synes at blokere for evangeliets lys og glæde i jeres liv, så opfordrer jeg jer til at sætte det i et evangelisk perspektiv. Se igennem et evangelisk brilleglas, og vær opmærksomme på ikke at lade ubetydelige og irrelevante ting i livet dække for jeres evige syn på den store plan for lykke.«4 – Ældste Gary E. Stevenson

  3. Søg yderligere forståelse gennem guddommeligt anviste kilder

    Gud har givet jer mange kilder til brug for at søge sandheden. De tæller blandt andet Helligånden, skrifterne, jeres familie, kirkeledere, ja selv kilder uden for Kirken kan styrke jeres tro på Jesus Kristus. Når I kigger efter svar, så sørg for at skelne mellem upålidelige kilder og pålidelige kilder, som vil styrke jeres tro og byde Helligånden ind i jeres liv.

    »Rige frugter … kommer gennem dine anstrengelser for at udvide, forstærke og øge din forståelse af sandheden. Brug skrifterne og profeternes udtalelser til at øge din viden.«5 – Ældste Richard G. Scott (1928-2015).

    »Vi søger bestandigt sandhed fra alle gode bøger og andre gode kilder. ›Hvis noget er dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt, så tragter vi efter det‹ (TA 1:13).«6 – Ældste Dieter F. Uchtdorf

Prøv det selv og se!

Følgende eksempler viser, hvordan det kan gøres. Bemærk, at det ikke er uddybende svar, blot eksempler på, hvordan en ung mand eller pige selv kan prøve at søge svar på spørgsmål. I vil ønske at fortsætte med at studere og bede om de emner, I har spørgsmål omkring, for at finde svar og styrke jeres vidnesbyrd.

Hvorfor tillader en kærlig himmelsk Fader, at der sker dårlige ting?

Handl i tro: Jeg har følt Guds kærlighed til mig og ved, at han lever, selvom jeg ikke forstår, hvorfor Gud lader dårlige ting ske.

Undersøg begreber og spørgsmål ud fra et evangelisk perspektiv: Handlefrihed er en vigtig del af frelsesplanen. Gud sendte os til jorden for at få erfaringer gennem prøvelser, ved at træffe valg og modtage et fysisk legeme. Det, at han har givet mennesker lov til selv at træffe beslutninger, gør, at folk sommetider træffer dårlige valg og påvirker andre menneskers liv. Og prøvelser, der ikke er et resultat af dårlige valg – såsom naturkatastrofer, handicap og død – kan være en mulighed for os til at styrke vores vidnesbyrd og stole på Gud.

Søg yderligere forståelse gennem guddommeligt anviste kilder: Hvad siger skrifterne og nutidsprofeter om, hvorfor vi går igennem svære ting? »Din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik, og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje« (L&P 121:7-8). Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Gud overlader os aldrig til os selv, efterlader os aldrig uden hjælp i de udfordringer, vi står overfor.«7 Jeg kender ikke årsagen til alle mine prøvelser, men jeg tror på, at Jesus Kristus udvirkede forsoningen for mig og alle andre. Jeg kan henvende mig til ham og vor himmelske Fader for at få fred og støtte i mine prøvelser (se Alma 7:11-12).

Hvordan kan jeg vide, om Helligånden taler til mig?

young woman reading scriptures

Handl i tro: Selvom det sommetider er svært at vide, om jeg modtager inspiration, ved jeg fra andres vidnesbyrd og studium af skrifterne, at Ånden vil hjælpe mig til forstå, hvis jeg prøver på at høre hans råd.

Undersøg begreber og spørgsmål ud fra et evangelisk perspektiv: Gud har givet os Helligåndsgaven, så vi kan modtage inspiration til at gøre det rigtige. Hvis jeg får en tilskyndelse til at gøre noget godt, kan jeg vide, at det kommer fra Ånden, selvom det lyder som mine egne tanker.

Søg yderligere forståelse gennem guddommeligt anviste kilder: I skrifterne står der: »Vær du ydmyg, så skal Herren din Gud lede dig ved hånden og give dig svar på dine bønner« (L&P 112:10). Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at et »oprigtigt ønske og værdighed indbyder åbenbaringens ånd ind i vores liv.«8 Hvis jeg prøver at være ydmyg og gøre mit bedste for at være værdig til Ånden, vil Herren lede mig til svarene. Han vil lære mig, hvordan Ånden specifikt taler til mig.

Konklusion

Spørgsmål er ikke et tegn på manglende tro; de er ofte en indikation på et voksende vidnesbyrd. Når I handler i tro, undersøger begreber og spørgsmål ud fra et evangelisk perspektiv og søger yderligere forståelse gennem guddommeligt anviste kilder, kan I finde nyttige svar på jeres spørgsmål og større tro på Jesus Kristus.

Noter

  1. Dieter F. Uchtdorf, »Kom, slut jer til os«, Liahona, nov. 2013, s. 23.

  2. Jeffrey R. Holland, »Jeg tror«, Liahona, maj 2013, s. 94.

  3. Se Dallin H. Oaks, »Hvad hjertet er fuldt af«, CES-foredrag for unge voksne, 8. feb. 2013, lds.org/prophets-and-apostles.

  4. Gary E. Stevenson, »Åndelig formørkelse«, Liahona, nov. 2017, s. 47.

  5. Richard G. Scott, »Opnå åndelig viden«, Stjernen, jan. 1994, s. 88.

  6. Dieter F. Uchtdorf, »Hvad er sandhed?«, CES-foredrag for unge voksne, 13. jan. 2013, broadcasts.lds.org.

  7. Se Jeffrey R. Holland, »Engles betjening«, Liahona, nov. 2008, s. 31.

  8. Se David A. Bednar, »Åbenbarelsens ånd«, Liahona, maj 2011, s. 87.