Da det var svært at tjene
Forfatteren bor i Santiago i Filippinerne.
Hvordan skulle jeg kunne tage mig af nogen med så negativ en indstilling?
Illustrationer: Chris Thornock
Noget af det sværeste, jeg nogensinde har skulle overvinde, var min ligegyldige indstilling. Hvis jeg ikke gik op i, hvad jeg lavede, var jeg kold og utålmodig over for folk.
Det ændrede sig helt, da jeg i en skoleferie blev bedt om at tage mig af min 76-årige bedstefar. »Dadi,« som vi kaldte ham, havde haft en hjerneblødning, der gjorde ham lam i den ene side. Da min familie bad mig om at passe ham i to måneder, anede jeg ikke hvordan!
Jeg måtte tidligt op om morgenen for at lave morgenmad og ordne hans bad og hans medicin. Jeg hjalp ham med at gå hans daglige øvelsesrunde. Eftersom han havde så svært ved at bevæge sig, var jeg ved hans side hele tiden, også når han skulle i bad og på toilettet. Som 18-årig pige var det den sværeste del af det.
Udover alt dette var han også svær at omgås. Han er ikke medlem af Kirken og har andre principper, end jeg har. Han var en bitter mand – han råbte altid, smilede aldrig og sagde konstant: »Jeg dør!« På grund af hans indstilling var det svært for os at opbygge et nært forhold.
Til at begynde med gjorde jeg alt for at undslå mig, men det nyttede ikke noget. Så jeg besluttede mig for at ændre min indstilling og gøre mit bedste.
Efter en uge med denne nye indstilling blev det en fornøjelse for mig at hjælpe Dadi. Min tålmodig blev større, og jeg forstod bedre hans trængsler. Når jeg hjalp ham, holdt jeg op med at tænke på, at det var en byrde at være sammen med ham, men så det som en chance for at få en god tid med ham.
Dadi ændrede sig også. Den gnavne gamle mand blev en smilende, venlig bedstefar. Han endte endda med at kunne lide at høre på Especially for Youth-sange!
En aften kunne jeg høre, at han lavede noget larm, så jeg så ind til ham for at se, hvad der skete. Han bad for første gang. Jeg blev inspireret af hans forandring hver dag.
Nu er jeg tilbage på universitetet, men jeg tager stadig hen og besøge Dadi med min familie to gange om måneden. Vi spiser med ham og synger for ham. Hans helbred er blevet værre, så nu er det bedste, jeg kan gøre for at hjælpe ham, at bede for ham.
Jeg er taknemmelig for den mulighed, jeg fik for at passe Dadi, for det hjalp mig til at se, hvad jeg er i stand til at give. Kærlighed er en meget stærk kraft – den blødgjorde både mit og Dadis hjerte. Jeg har lært vigtigheden af at ofre og vise medfølelse. Næstekærlighed letter i sandhed hvert et hjerte!