De gode folk i St. George

Claudio Gonzalez er fra Antofagasta i Chile

Da jeg var omkring 12 år, så jeg en kirkefilm, der viste præsident Lorenzo Snow (1814-1901), der bad for de sidste dages hellige i St. George i Utah i USA, der led under alvorlig tørke.

»Herre,« bad præsident Snow, »velsign de gode folk i St. George.«

Udtrykket »de gode folk i St. George« gjorde et dybt indtryk på mit unge sind. Eftersom jeg boede i Chile, prøvede jeg at forestille mig, hvilken slags trofaste hellige »de gode folk i St. George« var. Jeg ønskede at møde dem.

Mere end 30 år senere i 2005 tog min familie og jeg vores anden søn med til Provo i Utah for at besøge hans bror, der studerede på Brigham Young University. Aftenen efter vi var ankommet, sagde jeg: »Jeg vil gerne se de gode folk i St. George.«

»Men, Papá,« indvendte min ældste søn, »St. George er langt væk.«

»Hør her,« svarede jeg, »Papá betalte for flybilletterne. Papá betaler for maden. Papá betaler for benzinen. Papá ønsker blot at gøre en ting for sig selv. Han vil gerne møde de gode folk i St. George!«

»Okay,« sagde min søn, da han indså, at jeg mente det alvorligt.

Næste dag tog vi turen på godt 400 km. Da vi kom til St. George, tog vi hen i besøgscentret ved templet og gik en tur i præsident Brigham Youngs (1801-1877) vinterhjem. Vi besøgte også tabernaklet, hvor jeg fik lov til at tale til min familie i et minut fra samme talerstol, som præsident Snow havde talt fra til »de gode folk i St. George«. Vi gik rundt i byen, kiggede på og mødte folk. De virkede som normale, trofaste sidste dages hellige.

Jeg var glad for, at vi tog derhen. Men da vi vendte tilbage til Chile, indså jeg noget: Jeg havde set »de gode folk i St. George« før.

På grund af mit arbejde og mine kirkekaldelser har jeg rejst rundt i Chile. I Calama har jeg set unge voksne, der kæmper for at holde buddene. I La Serena har jeg set hengivne forældre, der kommer i god tid med deres børn til Kirkens møder. I Antofagasta har jeg set sidste dages hellige, der kæmper for det, der er ret hver eneste dag. I Vallenar, Copiapó, Caldera, Tocopilla og andre byer har jeg set medlemmer, der knæler ned for at bede og stræber videre fremad, selv når tingene ikke er lette.

Når jeg ser trofaste sidste dages hellige, der adlyder og udholder – uanset, hvor de bor eller hvilke udfordringer de møder – siger jeg til mig selv: »Dette er de gode folk i St. George.«