Lidt bedre end i går
Forfatteren bor i Salta i Argentina.
Vi må fortsætte med at efterleve evangeliet. Det er sådan, Sergio kan blive vores igen.
Illustrationer: Suzanne Simmons
Da Sergios missionspræsident ringede, havde Sergio næsten været på mission i et år. Han var vores eneste søn, og han var den første af vores børn til at tage på en fuldtidsmission. Min hustru, Liliana, og jeg var stolte af ham og af det eksempel, han var for sine to søstre.
Sergio havde en facon, der gjorde, at vi vidste, at han ville blive en god missionær. Han havde naturlige lederevner, han var glad og oprigtig, og han kunne motivere andre.
Det betød ikke noget for ham, om folk var medlem af Kirken - han blev venner med dem alligevel. Og hvis andre gjorde nar af ham for at være en sidste dages hellige, så tog han det med humor og blev sjældent stødt.
Vi blev begejstrede, da Sergio fik sit missionskald til Chiclayo-missionen i Peru. Han begyndte sin tjeneste den 20. november 2013. Han elskede sin mission. Til at begynde med var det let at skrive til ham. Men som månederne gik, måtte jeg tænke mere over hans breve, og hvordan jeg modsvarede hans åndelige udvikling.
Vi bekymrede os ikke for Sergio. Vi tænkte, at missionsmarken var det sikreste sted for ham at være. Hans missionspræsident ringede til os den 7. oktober 2014.
Vi har aldrig følt os alene
Missionspræsidenten fortalte os, at Sergio og hans makker havde undervist nogle mennesker om templet og evige familier. Bagefter da Sergio afsluttede med bøn, stoppede han og mistede pludselig bevidstheden og faldt om på gulvet. Han fik en velsignelse og blev i al hast bragt til et lægehus. Lægerne afgjorde, at en blodåre i hans hjerne var bristet. De prøvede på at genoplive ham.
Nyheden fyldte os med en dyb sorg. Trods vores sorg blev Liliana og jeg nødt til at rejse til Peru for at få udleveret Sergio og hans personlige ejendele. Vi havde svært ved at tænke klart, så vi blev taknemmelige, da nogle fra Kirken – lige fra vi tog hjemmefra, og til vi vendte tilbage – var der for at hjælpe os. Vi fik også hjælp fra Helligånden, som trøstede os og hjalp os til at holde ud. Vi følte os aldrig alene.
Det er svært af føle taknemmelighed, når tragedien rammer, men jeg er taknemmelig for Herrens inderlige barmhjertighed i forbindelse med Sergios død. Da han døde, tjente jeg som biskop, Liliana var seminarlærer, og vores datter Ximena tjente som præsident for Unge Piger i menigheden. Vi havde travlt med at elske og tjene andre, hvilket gav os en evangelisk jordforbindelse. Når nu Sergio måtte forlade os, vil jeg altid være taknemmelig for, at vor himmelske Fader tog ham, da vi var stærke i troen.
Jeg er også taknemmelig for, at Sergio forlod dette liv i Herrens tjeneste, og mens han var i sine »medmenneskers tjeneste« (Mosi 2:17). Herren har sagt: »Og det skal ske, at de, der dør i mig, ikke skal smage døden, for den skal være sød for dem« (L&P 42:46).
Helligånden gav mig et lille glimt af, hvad vor himmelske Fader må have udholdt, da hans enbårne Søn døde for os. Jeg indså, at jeg ingen ret har til at være vred på Gud. Min himmelske Fader vidste, hvad jeg gik igennem. Der kom en fred over mig, der gjorde mig i stand til at acceptere hans vilje og tidspunktet for Sergios død. Liliana oplevede og følte det samme.
Trøstende ord
Vores familie blev beseglet i templet i 2005, da Sergio og Ximena var små. Ruth blev født i pagten kort tid efter. Inden Sergio tog på mission, døbte han hende.
Tre dage efter Sergio var død, drømte Ruth om ham. Det var natten til hendes 9. fødselsdag. Ruth drømte, at de havde gået hånd i hånd hele dagen, og han havde talt trøstende til hende.
Ruth og Ximena var meget knyttede til Sergio, og de savner ham meget. Ruth finder stadig trøst i mindet om sin drøm.
En dag, hvor vi gik igennem Sergios ejendele, fandt Liliana og jeg hans missionærkalender. Vi bemærkede, at han på hver eneste side ud for hver dag havde skrevet: »Vær lidt bedre i dag end i går.«
Disse ord har jeg aldrig glemt. De minder mig om, at vi må fortsætte med at efterleve evangeliet. Det er sådan, vi kan være sammen som familie efter dette liv. Det er sådan, Sergio kan blive vores igen.
Når vi går igennem svære tider, vil Frelseren støtte os. Jeg ved, at det er sandt, lige så vel som jeg ved, at vi kan stole på hans løfter. Så vi holder fast i evangeliet, og vi følger Sergios gode eksempel. Vi prøver at blive lidt bedre dag for dag.