»Jeg er den, jeg er«: Symboler på Jesus Kristus i Det Gamle Testamente
Særligt i denne gamle optegnelse må man søge efter Jesus Kristus, for ellers finder man ham måske ikke.
Lys og sandhed, Simon Dewey
Da Moses skjulte sit ansigt, må Herrens nådefulde ord, der lød fra den brændende busk, have runget af evighedens ekko: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten … jeg har hørt deres klageskrig …
og derfor er jeg kommet ned for at redde dem …
Moses sagde til Gud: ›Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?‹
Gud svarede Moses: ›Jeg er den, jeg er!‹ Og han sagde: ›Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer‹« (2 Mos 3:7-8, 13-14).
Den førjordiske Jesus Kristus, der i det gamle Israel var kendt som Jahve, identificerede sig som den kilde, hvortil hans folk skulle se hen for udfrielse. Tusinder af år senere genfremsatte den opstandne Jesus Kristus sit løfte om udfrielse til det nye Israel med disse ord: »Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi; og I skal aflægge vidnesbyrd om mig, ja, Jesus Kristus, at jeg er den levende Guds Søn, at jeg var, at jeg er, og at jeg kommer« (L&P 68:6; fremhævelse tilføjet).
Skrifterne, livets ord, er skrevet for at pege Guds børn i enhver generation mod Jesus Kristus for udfrielse fra synd og død og alle vores jordiske problemer. Det Gamle Testamente er ingen undtagelse; som det gælder med alle vores skrifter, er hensigten med den at vende vores hjerte og sind mod vor Forløser, Herren Jesus Kristus. Men særligt i denne gamle optegnelse må man søge efter ham, for ellers finder man ham måske ikke.
Når man søger efter Kristus i hvilken som helst del af skrifterne, hjælper det, at vi konstant minder os selv om, hvad det er, vi kigger efter. Jesus Kristus er kilden til udfrielse! For alle de fatale følger af faldet i form af åndelige problemer og den fysiske død er Kristus Israels evige løsning. Lehi erklærede: »Han bringer sig selv som et offer … for at opfylde lovens formål« (2 Ne 2:7; fremhævelse tilføjet). Det er svaret – Israels Genløser, den store »Jeg er« – vi søger efter, når vi gransker skrifterne. I Det Gamle Testamentes poetiske og ofte arkaiske sprog er de evindelige problemer og løsningen – Jesus Kristus – dog ikke altid lige til at identificere. Ikke desto mindre er Jesus Kristus lige under overfladen og venter på at blive fundet i den gamle beretning.
Når man har det navn, som Herren nævnte for Moses på Sinajbjerget – »jeg er« – in mente, så overvej de mange ting, som Jesus Kristus er for dem, der sætter deres lid til ham. Følgende eksempler fra Det Gamle Testamente er undervisning ved hjælp af symboler, der er anvendt for at vende vores hjerte og sind mod Herren Jesus Kristus for udfrielse.
Jeg er … det lam, der blev ofret for jer
Slagtofre og skindtøj
Inden Adam og Eva blev kastet ud fra Edens have, lavede Herren skindtøj for at klæde dem på. I Det Gamle Testamente forekommer ordet forsoning i forskellige udgaver 81 gange. I 73 af de forekomster anvendes det hebraiske ord kaphar, som betyder »at dække«.
Efter de er blevet fordrevet fra haven, blev Adam og Eva påbudt at ofre den førstefødte af deres hjord til Herren. Senere fortalte en engel dem, at denne praksis var »et sindbillede på Faderens Enbårnes offer« (Moses 5:7).
Slagtofrene fortsatte under moseloven tillige med den rituelle dækning af dem, der deltog i præstedømmeordinancerne.
Når vi indgår pagt med Herren og modtager hans hellige ordinancer, dækker hans forsoning os, så vi ikke længere er udsat for den fulde effekt af Adams fald. Jesus Kristus er i sandhed Guds lam, der blev ofret for os, så vi ikke længere behøver at være genstand for syndens og dødens virkning.
1 Mos 3:21; 37:3; 2 Mos 40:14-15; Ez 16:1-12; Matt 22:11-12; Gal 3:26-29; 1 Ne 11:21, 32-33; Alma 34:14-16; Moses 5:5-8; 7:47
Jeg er …livets brød
Manna
Da Moses og israelitterne rejste fra Egypten mod det forjættede land, var de afhængige af Herrens nåde for at få det daglige brød. Herren sørgede for, at de fik sødt brød fra himlen, som folket kaldte »manna« (oversat betyder det: »Hvad er det?«). De, som samlede brødet dagligt og forblev trofaste mod Herren og hans profet, forblev i live under deres rejse gennem ørkenen.
Jesus Kristus er livets brød; han kom til jorden fra himlen for at give os liv hver eneste dag på vores jordiske rejse. Når vi samler hans ord hver eneste dag, vil vi opleve den sødme og vitalitet, der er gjort mulig på grund af ham, gennem vores rejse på denne jord.
1 Mos 16:4, 12-21, 31; 5 Mos 8:2-3; Joh 6:26-35, 48-58, 66-68; 3 Ne 20:8
Jeg er … kilden til det levende vand
Vand fra klippen ved Horeb
Da Israels børn tørstede efter vand i ørkenen, anråbte Moses Herren. Moses fik besked på at slå på en bestemt klippe ved Horeb (Sinajs bjerg) med sin stav. Da han gjorde det, strømmede der vand frem af klippen, som holdt de millionvis af rejsende israelitter i live.
Jesus Kristus er Israels klippe, da han blev gennemboret på Golgata, strømmede blodet ud af hans krop. Kristi blod giver os liv! Vi har tilgang til det liv, der findes i Kristi forsonende blod, når vi følger de profeter, der har fået nøglerne til at trække på det levende vand fra ham.
2 Mos 17:1-6; 4 Mos 20:8, 11; Joh 4:10-15; 1 Kor 10:1-4; L&P 28:2
Jeg er … din helbreder
Kobberslange sat på en stang
Da rejsen blev svær, begyndte israelitterne at beklage sig, de murrede mod profeten og Herren. Derfor tillod Herren, at giftige slanger bed dem, hvilket gjorde, at mange døde. Moses bad Herren om at fjerne slangerne, men Herren sørgede i stedet for en løsning, der gjorde, at folk ikke behøvede at dø, hvis de blev bidt. Den krævede, at de handlede for at blive helbredt, de skulle se op på en kobberslange, der var sat på en stang.
Jesus Kristus blev naglet op på et kors – så vi kan se hen til ham i vores lidelser og ikke blive overmandet af dem. Jesus Kristus fjerner ikke altid vores prøvelser, men som vores helbreder kan han tage giftbrodden ud af dem gennem de velsignelser, der er knyttet til hans forsoning.
4 Mos 21:4-9; Joh 3:14-16; 1 Pet 2:24; Alma 33:18-22; Hel 8:14-15; 3 Ne 27:13-15