Frelserens fredsgave
Ældste L. Whitney Clayton
De Halvfjerds’ Præsidium
Fra Det Første Præsidentskabs julebudskab, »Frygt ikke«, der blev afholdt den 6. december 2015 i Konferencecentret.
Selv i en verden, hvor fred kan synes at være langt væk, kan Frelserens fredsgave bo i vores hjerte, uanset hvilken situation vi måtte stå i.
Krybbespil i kobber og umbra, af J. Kirk Richards.
Findes der noget bedre end smuk julemusik og julesange, julekomsammen med familie og venner og smilende ansigter og børnenes søde forventningsfulde begejstring? Julen har en himmelsk evne til at føre os sammen som familie, venner og folk. Vi ser frem til at udveksle gaver og nyde højtidens festmåltider.
I Et juleeventyr, der er skrevet af den engelske forfatter Charles Dickens, fanger Ebenezer Scrooges nevø julens magi på denne hellige tid af året. Han tænker: »Jeg har altid betragtet julen, når det er blevet tid til den igen … som en god tid; en venlig, tilgivende, godgørende og behagelig tid; det eneste tidspunkt i årets løb, som jeg kender til, hvor mænd og kvinder synes at samtykke om at åbne deres … hjerte helt og tænke på [andre[ mennesker … Og derfor … selvom det aldrig har givet mig hverken sølv eller guld på lommen, tror jeg, at den har gjort mig godt, og at den vil gøre mig godt, og jeg siger, Gud signe den!«1
Som forælder og nu bedsteforælder, er jeg blevet mindet om julens magi, når jeg har set mine børn, og nu deres børn, fejre Frelserens fødsel og nyde hinandens selskab, når vores familie samles. Jeg er sikker på, at I, ligesom jeg har, har set den glæde og uskyld, som børnene har i forventning om denne særlige højtid. Deres glæde minder os alle om mangt en god og forgangen jul. Dickens observerede også: »Det er godt at være barn sommetider, og det er aldrig bedre end ved juletid, hvor den store Skaber selv var barn.«2
Jeg er vokset op nær Los Angeles i Californien i USA, hvor vores hus var omgærdet af appelsintræer. Hver jul inviterede mine forældre familie, venner og naboer hjem til os en aften, hvor vi sang julesange og fik lidt lækkert til ganen. Det var en skøn tradition for os alle sammen, og vi kunne synge i timevis, virkede det til. Vi børn sang så længe, vi var nødt til det, og så sneg vi os ellers ud mellem appelsintræerne for at lege.
Min hustru, Kathy, og jeg har også opfostret vores familie i det sydlige Californien, relativt tæt på kysten. Der er julen kendetegnet af palmetræer, der svajer i brisen. Hvert år så vores børn frem til, at vi tog ned til havnen for at se den årlige juleparade af både. Hundredvis af smukke yachter med blinkende lys i alle farver cirkulerede rundt i havnen, mens vi så beundrende til.
Nu, hvor bor vi i Salt Lake City i Utah i USA, har Kathy og jeg gjort det til en tradition at tage vores børn og børnebørn med ind og se en lokal opsætning af teaterstykket Et juleeventyr. Når vi hvert år ser Scrooge undergå sin mirakuløse forvandling fra en hjerteløs eneboer til en glad nabo fyldt med juleglæde, rykker det i os for at slippe af med vores egen indre Scrooge. Vi føler os tilskyndet til at blive lidt bedre til at følge Frelserens eksempel på at vise alle kærlighed.
Jesu Kristi forløsende kraft
Julens forvandlende ånd er rodfæstet i Jesu Kristi forsonende kraft til at ændre vores liv til det bedre. Den elskede beretning om Guds Søns fødsel for mere end 2.000 år siden i Betlehem, står optegnet i Lukasevangeliet:
»Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden …
Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.
Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem …
for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.
Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde;
og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.
Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.
Men englen sagde til dem: ›Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:
I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.
Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.‹
Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« (Luk 2:1, 3-14).
Frygt ikke
Hyrderne fortalte, hvad de havde set og hørt, af J. Kirk Richards
Englen så, at hyrderne blev bange, da han viste sig for dem og sagde »frygt ikke.« Guds forunderlige herlighed, som udstrålede fra denne uventede himmelske budbringer, slog dem med frygt. Men den nyhed, som englen havde at forkynde, var intet at være bange for. Han var kommet for at bebude et mirakel, for at komme med den ultimative gode nyhed, for at fortælle dem, at forløsningen af menneskeheden bogstavelig talt var begyndt. Ingen anden budbringer har hverken før eller siden bragt mere glædelig tidende.
Faderens Enbårne havde begyndt sin jordiske rejse: »I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.« Det var i sandhed forkyndelse af stor glæde.
Vi oplever alle øjeblikke i livet, hvor den store glæde, som englen forkyndte, synes flygtig og fjern. Alle er vi underlagt livets skrøbelighed og modgang – sygdom, fejl, problemer, skuffelse og i sidste ende døden. Selvom mange er velsignet med at leve i fysisk sikkerhed, er der andre, der ikke er. Mange oplever vanskeligheder med at leve op til livets krav og de fysiske og følelsesmæssige spor, det kan sætte.
Og trods al livets sværhed, så er Herrens budskab til hver enkel af os det samme i dag, som det var til hyrderne for 2.000 år siden: »Frygt ikke.« Måske har englens påbud om ikke at frygte større ophøjet relevans for os i dag, end det havde, da hyrdernes frygt skulle dulmes den første julenat. Kan det være, at han også mente, at vi skulle forstå, at takket være Frelseren vil frygten aldrig vinde? Var meningen også at understrege det faktum, at ultimativ frygt aldrig er retfærdiggjort, at intet jordisk problem behøver at være bestandigt og at ingen af os er uden for Kristi forsonings rækkevidde?
Den dejligste julegave vil altid være den, som vor Frelser selv gav os: Hans fuldkomne fred. Kristus sagde: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:27).
Selv i en verden, hvor fred kan synes at være langt væk, kan Frelserens fredsgave bo i vores hjerte, uanset hvilken situation vi måtte stå i. Hvis vi tager imod Frelserens opfordring om at følge ham, vil varig frygt for altid være jaget bort. Vores fremtid er sikret. Det er forkyndelsen om »en stor glæde, som skal være for hele folket.«
Profeten Esajas sagde: »Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast« (Es 41:10).
Håb i Frelseren
Eftersom Frelseren blev født for 2.000 år siden i Betlehem, findes der håb – og så meget mere. Der er forsoning, udfrielse, sejr og triumf. »Uretten skal slå fejl, og retten skal slå rod«3
Der er ikke noget at sige til, at en himmelsk hærskare viste sig samtidig med englen, der forkyndte Frelserens fødsel og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Intet budskab kan være mere betryggende. Intet budskab har nogensinde været fyldt med mere velvilje mod menneskeheden.
Må denne højtid blive fyldt med fred og glæde for os alle, for den »dag [blev] der født [os] en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.«