Anledning til fejring
For sidste dages hellige, der var voksne på det tidspunkt, var åbenbaringen om præstedømmet i 1978 en begivenhed, der står mejslet ind i erindringen.
I.
Nyheden nåede mig via en telefon, der sjældent ringede. Mine to sønner og jeg arbejdede i haven ved en bjerghytte, som vi byggede som fritidsprojekt, når jeg holdt fri fra mit ansvarsfulde arbejde som rektor på Brigham Young University. Det var ældste Boyd K. Packer, der ringede. Han fortalte mig om åbenbaringen om præstedømmet, som lige var blevet bekendtgjort. Vi udvekslede glædesudbrud, og jeg vendte tilbage til mit arbejde. Jeg satte mig ned på den dynge af jord, som vi havde flyttet og kaldte på mine sønner. Da jeg fortalte dem, at alle værdige mandlige medlemmer af Kirken nu kunne blive ordineret til præstedømmet, græd jeg af glæde.
Hvorfor vakte denne åbenbaring om præstedømmet sådan en glæde? Som ung mand havde jeg studeret og arbejdet indenfor det juridiske felt, jeg boede i de midtvestlige og østlige dele af USA i 17 år. Jeg havde bemærket og delt den smerte og frustration, som disse restriktioner forårsagede for de berørte, og dem, der bemærkede dem, kritiserede dem og søgte forklaring på dem. Jeg studerede de årsager, der var blevet givet for dem og kunne ikke føle nogen bekræftelse på sandheden i nogen af dem. Som en del af mit bønsomme studium havde jeg lært, at generelt giver Herren sjældent årsager til de bud og retningslinjer, han giver sine tjenere. Jeg besluttede mig for at være loyal mod vores profetiske ledere og at bede om – som det blev lovet fra begyndelsen af indførelsen af disse restriktioner – at den dag ville oprinde, hvor alle kunne nyde præstedømmets velsignelser og templet. Nu, den 8. juni 1978, var dagen kommet, og jeg græd af glæde.
II.
Når vi overvejer det, der er sket og sker i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og i medlemmernes liv siden 1978, har vi alle stor anledning til at fejre det.
Som institution reagerede Kirken prompte på åbenbaringen om præstedømmet. Ordinationer og tempelanbefalinger fulgte straks. De årsager, der blev anført for at prøve at forklare de tidligere restriktioner for medlemmer af afrikansk herkomst – selv dem, som visse af Kirkens ledere havde forfægtet – blev prompte og offentligt undsagt. Herren havde talt igennem sin profet, og hans kirke adlød.
Derimod kom forandringerne af hjertet og skikke hos de enkelte medlemmer ikke så umiddelbart og universelt. Nogle accepterede virkningen af åbenbaringen umiddelbart og med lethed, og andre bibeholdt i deres personlige liv deres racistiske indstillinger, der havde været så smertelige for mange overalt i verden, deriblandt også i de seneste 40 år. Nogle ønskede at se tilbage og koncentrere deres opmærksomhed på at granske fortiden, deriblandt at søge årsager til de nu forældede restriktioner. Men i det meste af Kirken, deriblandt blandt de øverste ledere, har man koncentreret sig om de muligheder, fremtiden rummer, frem for fortidens skuffelser. Mange har stolet på Herrens visdom og timing og accepteret vejledningerne fra hans profet. Ved at gøre det har vi indset den evige betydning af hans profetiske undervisning om, at »den ene skabning er lige så dyrebar i hans øjne som den anden« (Jakob 2:21). Ved at gøre det har vi modtaget ny drivkraft til at opfylde Herren Jesu Kristi bud om, at vi skal undervise alle om det evige evangelium – »alle folkeslag, stammer, tungemål og folk« (L&P 42:58).
III.
At bekymre os om det, der ikke er blevet åbenbaret eller tidligere forklaringer af dem, der virkede tidligere med deres begrænsede forståelse, vil kun føre til spekulation og frustration. Til alle, der har sådanne bekymringer, udrækker vi vores kærlighed og denne særlige invitation. Lad os se fremad i samdrægtighed omkring vores tro på og tillid til Herrens løfte om, at »han opfordrer dem alle til at komme til sig og tage del i hans godhed, og han afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde« (2 Ne 26:33).
Når vi ser fremad, er en af de vigtigste virkninger af den åbenbaring om præstedømmet dets guddommelige opråb til at opgive enhver form for fordomsfuld holdning over for nogen af Guds børn. Racisme er nok den mest kendte årsag til fordomme i dag, og vi er alle kaldet til at omvende os fra den. Men igennem historien er mange grupper af Guds børn blevet forfulgt og bliver stadig forfulgt eller dårligt stillet på grund af fordomme, der er baseret på etnicitet, kultur, nationalitet, uddannelse eller økonomisk status.
Som Guds tjenere, der har kundskab om og ansvar i hans store plan for frelse, bør vi hastigt forberede os på at ændre vores holdninger og handlinger – både som institution og enkeltvist – og lægge alle personlige fordomme bag os. Som præsident Russell M. Nelson sagde efter et møde, vi holdt for nyligt med nationale repræsentanter for National Association for the Advancement of Colored People (NAACP): »Sammen opfordrer vi alle mennesker, organisationer og regeringer til at arbejde med større høflighed og bortrydde fordomme af enhver art.«1
Selv om vi forener os for at fordrive fordomsfulde holdninger og skikke, bør vi huske på, at det ikke skyldes fordomme, når Kirken insisterer på visse regler omkring Herrens krav til værdighed for at indtræde i templet. Herren har erklæret, at lydighed mod pagter og bud er et grundlæggende krav for at nyde hellige velsignelser. Ethvert forsøg på at udrydde disse guddommelige krav for evigt liv og evige familier, svarer til at sætte Satans plan, der gik ud på, at »ikke en eneste sjæl skulle fortabes«, i værk. Vi dødelige har allerede afvist Satans plan i vores førjordiske liv. Vi valgte vor himmelske Faders plan, som sikrer friheden til at vælge og holde evige pagter og bud, der gælder på lige vilkår for alle. Ligheden for Gud betyder ikke, at alle opnår samme slutresultat, men lige muligheder for alle.
IV.
Vores forsæt med dette arrangement for at fejre 40-årsdagen for åbenbaringen om præstedømmet er at se fremad. Idet vi gør det, vil vi gerne udtrykke særlig påskønnelse for vores pragtfulde medlemmer af afrikansk herkomst, især vores afroamerikanske medlemmer, der har holdt ud i tro og trofasthed igennem en svær overgangstid, hvor fordommene fortonede sig. Nu forener vi os om at koncentrere vores opmærksomhed om de herlige virkninger af åbenbaringen i 1978, der er til velsignelse for Guds børn overalt i verden. Som vores profetiske ledere erklærede på det tidspunkt:
»Herren [har] nu … kundgjort sin vilje til velsignelse for alle de af hans børn overalt på jorden, som vil lytte til hans bemyndigede tjeneres røst og forberede sig til at modtage enhver af evangeliets velsignelser.«2
Nu bygges der templer i mange lande til velsignelse for Guds børn på begge sider af sløret. På jorden og i himlen fryder vi os sammen. Dette er en del af vores forberedelse til Herrens andet komme, ham om hvem en profet i Mormons Bog erklærede, »derfor befaler han ikke nogen, at de ikke skal tage del i hans frelse« (2 Ne 26:24), og som igennem en nutidsprofet selv erklærede: »Hvis I ikke er ét, er I ikke mine« (L&P 38:27).