Gør jeres liv til en sjælevandring af personlig udvikling
Ældste Jeffrey R. Holland
De Tolv Apostles Kvorum
At lære om, efterleve og undervise i evangeliet er kernen til at udvikle os til vores guddommelige potentiale.
Illustrationer fra Getty Images
Sikke en spændende tid det er at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på! Når jeg tænker på den seneste udvikling i Herrens rige, virker det indlysende, at Gud tager os med ud på en sjælevandring med bakker og dale og udsigtssteder, der er så betagende, at vi knap nok kan forestille os dem, før vi kravler lidt højere op og ser dem for os.
Alene i det forgangne år har vi sagt farvel til en elsket profet og kærligt opretholdt en ny. Vi anvender en ny tilgang i Hjælpeforeningen og ved møderne i Det Melkisedekske Præstedømmes kvorum med større fokus på at rådføre os med hinanden for at fremme Herrens værk. I samme ånd har vi set Herren føre højpræster og ældster sammen i et kvorum og set et seismisk skift i måden, som præstedømmebærere og søstre drager omsorg for Guds børn på. Som om det ikke var nok til at tage vejret fra en, så tænk på Det Første Præsidentskabs nylige bekendtgørelse om nye ressourcer til understøttelse af personligt og familiemæssigt studium af skriften, det stemmer overens med ændringer i primary- og søndagsskolematerialerne – for ikke at nævne fremgangen på områder som missionering, slægtshistorisk forskning og tempeltjeneste.
Og der er helt sikkert mere i vente. Som det lyder i vores niende trosartikel: Vi tror på alt, hvad Gud har åbenbaret« – det er ofte den lette del. Det kræver en særlig slags tro at tro på, »at han endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige,« og være rede til at acceptere, hvad end der kommer. Hvis vi er villige, vil Gud lede os til steder, vi aldrig havde drømt om at nå – hvor store vores drømme end er. Hans planer og hans veje er visseligt meget højere end vores (se Es 55:8-9). På en måde tror jeg ikke, vi adskiller os så meget fra dem i Kirtland til hvem, profeten Joseph Smith sagde: »I kender ikke mere til denne kirkes og dette riges skæbne end et spædbarn på sin mors skød.«1
Han ønsker at ændre vores hjerte
Ikke desto mindre håber jeg, at vi, når vi ser tilbage på, hvor vi har været, ser meget mere end modificerede retningslinjer, nye programmer og opdaterede lektiehæfter. Herrens værk har i sidste ende altid handlet om mennesker og ikke om programmer. Uanset hvilke ændringer han anviser i en organisation eller et skema eller en læseplan, så håber han i virkeligheden på at ændre dig og mig. Han vil gerne ændre vores hjerte og gøre vores fremtid lysere.
Nej, vi kan ikke se de store og væsentlige ting, der ligger bag det næste sving på vejen. Men vi har en anelse om det endelige bestemmelsessted:
»Det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er« (1 Joh 3:2).
»Hvad slags mænd [og kvinder] burde I derfor være? Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er« (3 Ne 27:27).
»[I] skal … modtage af hans fylde og blive herliggjort i mig, sådan som jeg er i Faderen; derfor siger jeg jer: I skal modtage nåde for nåde« (L&P 93:20).
Jeg ved ikke med jer, men for mig lyder det som en lang rejse – men en opløftende en! Sådan et himmelsk mål er, selvom det er ambitiøst, kernen i det, der gør det gengivne evangelium så tiltrækkende og inspirerende. Dybt i vores sjæl er der et ekko – en erindring – der fortæller os, at det er derfor, vi kom til jorden. Vi godtog først og fremmest vor himmelske Faders plan, fordi vi ønskede at blive som ham. Vi vidste, at det var et svimlende mål, som det aldrig ville blive let at opnå. Men vi kunne ganske enkelt ikke stille os tilfreds med noget mindre. Vores sjæl er skabt til at udvikles, og vi blev rørt dengang og bliver det nu til at foretage den rejse.
At lære og at udvikle sig
Undervisning, læring og efterlevelse af evangeliet er nøgleprincipper og kernen i udviklingen mod vores guddommelige potentiale og for at blive som vores himmelske forældre. Sommetider kalder vi denne proces for evig udvikling. Sommetider kalder vi den forandring. Sommetider kalder vi den bare omvendelse. Hvad end vi kalder den, omfatter den læring. Profeten Joseph Smith sagde: »I må selv lære, hvordan I kan blive guder og blive Guds konger og præster … ved at gå fra den ene lille grad til den anden og fra noget småt til noget stort …
Når man klatrer op ad en stige, skal man begynde nederst, og gå opad trin for trin, indtil man når toppen. Sådan er det også med evangeliets principper – man skal begynde med det første og fortsætte, indtil man lærer alle ophøjelsens principper.«2
Så lad os nu tale om læring. Som lærer af hjertet elsker jeg det ord og det begreb, selvom jeg synes, at vi bør definere det lidt bedre, end vi sædvanligvis gør. Med evangeliske mål for øje mener jeg ikke blot akkumulation af viden, selv om det er en del af det. Jeg mener heller ikke bare passiv lytten til en lektion, eller at man lærer fakta udenad. Jeg mener læring i betydningen udvikling og forandring, indsigt der fører til forbedring, om at kende til sandheden, som vil føre os nærmere på al sandheds Gud.
Præsident Russell M. Nelson bandt læring og denne omvendende forandring af hjertet sammen, da han underviste om, at når »Helligånden giver den oprigtigt søgende af sandheden overbevisning,« afføder den tro, som »fremmer omvendelse og lydighed mod Guds bud.« Disse vigtige ingredienser i forandring vender os »fra verdens veje … til Herrens veje,« hvilket »medfører en mægtig forandring i hjertet.«3
Dette handler ikke om at kunne navnene på Israels tolv stammer eller lave et diagram over lignelsen om oliventræerne, hvor nyttige sådanne øvelser end måtte være. Denne slags læring handler om, at vi ændrer os selv, om at blive anderledes (bedre), fordi vi ved mere af det, Gud ved.
I ser nok, at den slags læring, jeg taler om, er alt for stor til at passe ind i et klasseværelse eller blive samlet i en 45 minutters lektion. Skrifterne, profeter, forældre, solskin, regnvejrsdage, åndelige tilskyndelser og hverdagslivet selv giver os alt sammen muligheder for at lære om Gud og hans plan, for » alt vidner om« ham (Moses 6:63). Med tiden vil vi alle opdage, at han er villig til at undervise os ikke blot i kirken, men alle steder og altid – i uformelle stunder med vores børn og vores venner, naboer eller vores kolleger, manden eller kvinden vi møder i bussen eller den ansatte, der hjælper os på markedet – hvor som helst og når som helst, vi er villige til at lære.
Men alle de sandheder, Gud prøver at lære os hver dag, bliver blot sået på klippegrund eller blandt tidsler for at blive brændt væk af solen, medmindre vi tager Almas råd til os og nærer dem ved at afprøve ordet, eller som Jakob siger bliver »ordets gørere, ikke blot dets hørere« (se Mark 4:1-20; Jak 1:22; Alma 32:27-43). Når vi lærer sandheden at kende og vælger at handle på den, vokser vores vidnesbyrd (se Joh 7:17). Når vi så gør sandheden til en del af os ved konstant at bestræbe os på at efterleve den trods udfordringer, vil den ændre os, og vi bliver mere som sandhedens Fader.4
Evangelisk indlæring er centreret i hjemmet
Det er derfor, at vi siger, at evangelisk undervisning, læring og efterlevelse må være »centreret om hjemmet og [understøttet] af Kirken.«5 For det første er hjemmet der, hvor vi bruger det meste af vores tid – i hvert fald mere tid, end vi bruger i kirken (til trods for overbelastede biskopper). Vi forventer jo heller ikke, at vi fysisk vil overleve længe på et måltid om ugen – heller ikke selvom det er et rigtig godt måltid. Og på samme vis, hvis en klasse på en time i Kirken, selv en fremragende kirkeklasse, er det sted, hvor vi primært »tager for [os] af Kristi ord« (2 Ne 31:20), står vi i alvorlig fare for åndelig underernæring.
For det andet er hjemmet både et klasseværelse og laboratorium, hvor indlæringen og efterlevelsen af evangeliet er så fint vævet sammen, at de to ting næsten ikke kan skelnes. Dette levende laboratorium kan ganske enkelt ikke skabes i klasseværelset alene.
Og hvad der måske er vigtigst, er hjemmet – eller det kan det være – et ekko af himlen, en påmindelse om det evige mål, vi kom hertil for at forfølge. Som præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt det: »Selvom jordiske familier langt fra er fuldkomne, giver de Guds børn den bedste chance for at blive budt velkommen til verden med den eneste kærlighed på jorden, der kommer tæt på det, vi følte i himlen – forældrekærlighed. Familien er også den bedste måde at bevare og videregive moralske dyder og sande principper på, der med størst sandsynlighed fører os tilbage til Guds nærhed.«6
Har jeg skræmt forældrene nu? Det håber jeg ikke. Det er ikke meningen med denne fremhævelse af undervisning, læring og efterlevelse i hjemmet at gøre byrden tungere for den enkelte og familierne. Tværtimod faktisk – vi håber, at vi ved at anerkende og støtte den indsats, I gør i hjemmet, på en eller anden måde kan lette den byrde, I bærer der. Eller endnu bedre at vi måske kan styrke jer, så I kan bære dem med lethed (se Mosi 24:15).
Understøttelse af evangelisk læring i Kirken
Dette større perspektiv på at favne evangeliet uden for klasseværelset betyder ikke, at klasseværelset ikke er vigtigt. Selvfølgelig håber vi, at der stadig finder meningsfuld undervisning sted i kirken. Rent faktisk er Kirkens støttende rolle med klasseundervisningen afgørende for den hjemmebaserede læring. Men for at hjælpe med at ændre liv kan undervisningen i kirken ikke være uafhængig af, hvad der sker i de liv. Den må være relevant for og trække på både læreres og elevers erfaringer.
Derfor er det indlysende, at fokus på et lærerhæfte eller en tavle eller en opstilling af stole eller nogle fremragende spørgsmål til drøftelse måske ikke er det rette fokus. Guds enkelte barn og hans eller hendes evige udvikling må være målet med vores indsats og hengivenhed. Vi prøver på at påvirke liv, og vi bruger kun stole eller kridt eller audiovisuelt udstyr, hvis det hjælper os med at røre og påvirke nogens liv. Med en omskrivning af Frelserens ord, hvad gavner det en lærer eller en klasse, at den fremkommer med verdens bedste doktrinære præsentation, men at den doktrin ikke kommer til udtryk i det enkelte medlems efterlevelse og kærlighed, i dens enkeltes tanker og følelser, den enkelte som Gud så stærkt ønsker at frelse og ophøje?
Den sande målestok for succes vil ikke være, hvor glat lektionen gik, hvor godt vi udfyldte tiden, hvor mange komplimenter læreren får bagefter eller hvor mange klassemedlemmer der deltog. Succes afhænger af, hvad der sker i elevens liv. Fandt bror Herrero noget i skrifterne i klassen i sidste uge, der hjalp ham igennem de udfordringer, han mødte? Eller endnu bedre, skete der noget i klassen, der øgede hans evne til at finde de svar, han havde brug for i ugens løb? Og da han denne uge fortalte om den oplevelse, indgød det da søster Schmidt håb og tro på, at Gud også ville hjælpe hende? (Se »I kommer ikke i form ved at se på andre«).
Alt dette kan, hvis I er lærere, betyde, at det, I ser i en af vores nye undervisningsressourcer, vil være noget andet, end det I er vant til at se i vores gamle undervisningsmateriale. I finder måske mindre specifik instruktion om, hvad I skal gøre, og hvordan I skal gøre det. Det er tilsigtet og for at tilskynde jer til at bede om, holde øje med og trække på jeres egne erfaringer og egen inspiration, så vel som de menneskers, som I underviser. (Se »Synger I solo eller leder I et kor?«).
Så lad os antage, at kurset handler om Det Nye Testamente, og jeg er søndagsskolelæreren, så kommer jeg ikke nødvendigvis til klassen fuldt udstyret med fakta om rammerne for Matthæus 5, inspirerende citater af kloge mennesker om bjergprædikenen og kreative aktiviteter om, hvordan man stifter fred, totalt planlagt og timet til at vare til fem minutter før, vi slutter. I stedet for har jeg studeret og efterlevet principperne i Matthæus 5, akkurat som jeg forventer, at eleverne har. Den eneste forskel er, at jeg måske gør det med større eftertanke og mere bøn om hver enkelt deltager i min klasse, og hvordan de principper kan give mening for dem. Så i klassen opfordrer jeg dem under indflydelse fra Ånden til at opbygge og støtte hinanden i deres bestræbelser på at studere og leve efter Matthæus 5. Jeg hjælper dem til at se forbindelser mellem deres liv og den dyrebare lære i skrifterne. Og fremfor alt beder jeg om inspiration i det øjeblik til at gøre fakta til tro og vende et spørgsmål til en søgen.
Selvfølgelig kan min rolle i Primary være en lidt anden. Men mit mål er ikke at underholde de små i 45 minutter eller sørge for, at de er så stille, at jeg kan sige, hvad jeg vil uden at blive forstyrret. Mit mål er at bygge dem op som selvstændige elever, hjælpe dem til at se, hvordan deres liv er beriget af evangeliets sandheder og støtte deres forældre – deres vigtigste lærere i evangeliet.
Så efter jeg har rystet forældrene, har jeg måske også skræmt lærerne nu. Hvis det er tilfældet, så lad mig berolige jer med to tanker: (1) I underviser mennesker, ikke lektioner, og I kender de mennesker bedre, end noget undervisningsmateriale kan. (2) Jeres personlige indsats for at lære om og efterleve evangeliet er den bedst mulige forberedelse til at undervise andre om evangeliet. Husk, at den bedste måde at byde Ånden ind i vores liv på – og i jeres undervisning – er ved, at man selv lærer om og efterlever evangeliet. Ånden er den ultimative underviser i denne kirke, og heldigvis er der ingen grænser for dens indflydelse.
Han viste vej og gik den selv
Det er vores store ønske, at Herren vil løfte os til nye højder af åndelig udvikling ad nye veje, hvor vi kan lære om og efterleve evangeliet. Med hans hjælp vil vi dele evangeliet med vores venner, ikke fordi vi føler, det er en pligt, men fordi evangeliet er en del af vores hverdagsliv, og vi kan ikke åbne vores mund uden, at der vælter nogle sandheder om evangeliet ud! Forhåbentligt vil vores venner fra andre trossamfund se et større lys i vores liv og finde missionærerne – før missionærerne finder dem – for at give deres familie noget af det, de har set hos os. Tempelægteskab, slægtshistorie, præstedømmemyndighed og ordinancer, moralsk renhed, omsorg for den fattige – alt dette vil blive det velsignede resultat af dybt omvendte Kristi disciple, der lærer om og efterlever evangeliet hver dag med en dækkende, passende og vedholdende støtte fra søndagens klasser. Det er det, Herren fører os frem til, og det er sandelig en sjælevandring!
Vi bruger vendingen »Undervisning på Frelserens måde«, men jeg håber ikke, at det nogensinde bliver en smart bemærkning eller en kliche. Alt, vi mener med det, er i virkeligheden, at vi som lærere og elever har brug for at blive kristuslignende og prøve at dele evangeliet sådan, som han gjorde. Dette er en chance for at slutte sig til disciplene, gå ad hoved- og biveje med Jesus og lede efter den, der måske er faret vild. Dette er en chance for at kravle op på bjerget og høre saligprisningerne med folkemængden og sidde ved Galilæas Sø med skaren. Det er for os alle en chance for at røre ved kvasten på Mesterens kappe og blive helbredt.
Jeg har altid elsket Eliza R. Snows poetiske ord i en af de mest bevægende salmer, vi har i Kirken:
»Han viste vej og gik den selv,
forklared’ hvert et skridt
mod lys og liv og himmelhvælv,
hvor Gud personligt bor.«7
Brødre og søstre, det er mig en ære at gå med jer frem mod den herlige fremtid, som vor himmelske Fader har i vente for os. Jeg kender jeres hjerte. Jeg ved, at I elsker Herren og ønsker at gøre hans vilje. Jeg bærer vidnesbyrd om, at efterhånden som vi lærer, hvad hans vilje er, når vi samler lys og sandhed og gør det til en del af vores daglige liv, vil det lys vokse »sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag« (L&P 50:24; fremhævelse tilføjet ), hvor vi kan være med ham, fordi vi er blevet, som han er.