Blanca Solis

Asunción i Paraguay

Da Blancas mand og hendes mor blev syge og ude af stand til at tage sig af sig selv, blev hun nødt til at opgive sit arbejde og passe dem på fuld tid. Ved at vende sig til Herren har Blanca fået en styrke, der overgår hendes egen.

Cody Bell, fotograf

Vores families sværeste prøvelser kom, da min mand blev meget syg. Han lå fire måneder på intensivafdelingen på hospitalet. Det var fire pinefulde måneder! Min mand var ikke i stand til at klare sig selv, da vi forlod hospitalet. På samme tid fik min mor alzheimers og var sengebunden.

Jeg havde et godt fast job som sygeplejerske, og jeg tog mig af min mand og min mor samtidigt. Jeg blev mismodig over, at de begge lå i sengen. Der var mange nætter uden søvn, for jeg måtte gøre alt for dem. De var som to små børn. At jeg både skulle tage mig af dem og passe mit arbejde, føltes som at arbejde dobbelt. Jeg kunne ikke tage mig af dem, som jeg burde, så jeg blev nødt til at sige mit job op.

Jeg betragter den tid som den sværeste i mit liv. Det var svært for mig at gå fra at være selvforsørgende til at stå tomhændet. Jeg begyndte at bekymre mig om penge. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle dække alle vores udgifter. Jeg begyndte at tænke over, hvad jeg kunne gøre. Jeg bad Herren om hjælp til at kunne arbejde igen og stadig tage mig af min familie.

Jeg talte med min søn om det, og han foreslog, at jeg bagte og solgte empanadas. Jeg var bange, for jeg vidste ikke, hvordan man gjorde det, men jeg havde en fordel. Jeg havde deltaget i adskillige klasser om selvhjulpenhed i Kirken. Et af kurserne, som jeg var glad for, hed »Iværksættere: Min egen virksomhed.« Da jeg deltog, fornemmede jeg, hvad der ventede mig. Herren gav mig dette kursus, efter jeg havde bedt om hjælp. Jeg bad ham om et arbejde, og han gav mig en mulighed.

Jeg arbejdede til langt ud på aftenen for at få forretningen op at køre. Det tog omkring et år at få den helt op at køre. Jeg begyndte at sælge empanadas til venner og naboer, og jeg begyndte at tænke, at jeg kunne gå fuldt ind i det, så jeg kunne tage mig af min familie. Vi var glade, da tiden var inde til at åbne et dejligt familieforetagende. Glæden blev dog kort.

Jeg begyndte at føle mig syg. Jeg gik til lægen og blev diagnosticeret med brystkræft. Jeg blev opereret, fik kemoterapi og alt mulig andet for at bekæmpe sygdommen. Med alt det, der skete, blev jeg nødt til at opgive mit længe ventede familieforetagende. Jeg havde ikke kræfterne til at holde forretningen kørende samtidigt med, at jeg blev behandlet for kræft og passede min hjælpeløse mor og mand.

Med tiden blev min mands helbred langsomt bedre, og min mor er siden gået bort. Nu sørger jeg blot for at passe mine behandlinger.

Jeg bliver ikke træt af at bede og spørge Herren om styrke til at fortsætte. Jeg beder til ham altid. Det, min familie har været igennem, har hjulpet mig til at se, at Herren har været ved min side igennem det hele. Han giver mig mulighed for at komme op igen. Det er en utrolig styrke, Herren har givet mig.

Jeg spørger aldrig mig selv: »Hvorfor mig?« Jeg har altid tænkt, at der var en grund til det. Jeg stoler på Herren og accepterer det, han sender min vej. Han har støttet mig igennem svære tider, og jeg er blevet styrket.