På talerstolen
Beslutninger og mirakler: Og nu ser jeg
På et tidspunkt i mit liv blev jeg rørt af Kristi kærlighed og lys. Siden da har mit liv ikke været det samme.
Jeg ved, hvordan det er at leve uden evangeliet. Jeg levede sådan i 30 år. Jeg blev født i Sovjetunionen af gode forældre … Da jeg blev voksen, blev jeg gift og fik en dejlig lille pige. Snart efter bestod jeg min eksamen på universitetet med glans, og jeg fik et job, jeg var glad for. Og alligevel … var jeg langt fra lykkelig.
Mit ægteskab … gik langsomt i opløsning … Jeg kunne knap nok skrabe penge sammen til det mest enkle mad til min datter og mig selv. Jeg syndede. Jeg traf det ene forkerte valg efter det andet. Sult, depression og dårlige valg gjorde mit liv elendigt. Jeg [tilskrev] det mangel på held, jeg indså ikke, at jeg på mange måder led under de naturlige konsekvenser af mine synder. Men hvordan kunne jeg vide det? Der var ikke noget, der hed synd i det, jeg havde lært …
I Sovjetunionen var religion forbudt efter den kommunistiske revolution i 1917. I børnehaven lærte jeg, at der ikke var nogen Gud, og at det kun var det kommunistiske parti og bedstefar Lenin, der kunne gøre folket lykkeligt. Religiøse mennesker blev udsat for svær forfølgelse i vores samfund. Troende blev fyret fra deres arbejde, fik ikke lov til at komme i skole og blev stemplet som tosser. Det blev krævet af alle, at man tog ateistiske kurser på universitetet, hvor vi beviste, at Gud ikke findes … Jeg tænkte ganske enkelt ikke på Gud. Alligevel følte jeg hjertesorg over mine dårlige valg. Senere fandt jeg ud af, at den smerte jeg følte, skyldtes, at Kristi lys gav mig en samvittighed, der kunne skelne rigtigt fra forkert …
Livet føltes som en mørk tunnel, og det var kun døden, der ventede i enden. Jeg følte, at jeg døde langsomt … Jeg vidste ikke, hvordan man beder, så jeg drømte. Jeg drømte, at jeg en dag ville løbe væk fra mit elendige liv og begynde forfra igen – glad og lysende. Jeg ville så gerne have, at min datter fik et bedre liv end mit …
Foto fra Getty Images
[Så] kom Mormons Bog ind i mit liv. Jeg læste et kapitel hver morgen, inden jeg tog på arbejde. Da jeg læste den bog, lærte jeg, at Gud lever, at Jesus er hans Søn, [der] kom til denne jord for at hjælpe arme syndere som mig. Jo mere jeg læste i denne bog, jo mere så jeg skellet mellem Kristi lære og den måde, jeg levede på. Jeg fandt ud af, at det var derfor, jeg var så ulykkelig …
Jeg var klar til en dramatisk ændring. Jeg vil altid huske den nat … hvor jeg græd hele natten. Jeg indså, at mit liv ikke var godt, og at mine dårlige valg havde såret de mennesker, jeg elskede mest. Det var den smerteligste oplevelse i mit liv. Jeg hulkede og tryglede hele natten … Da natten gik på hæld, var jeg udmattet og var løbet tør for tårer. Da morgenen gryede, kom der en fred og lettelse over mig. Jeg hørte ordene: »Her er min hånd. Jeg vil lede og vejlede dig. Men du må love mig, at du vil ændre dig.« Og det gjorde jeg; jeg lovede det. Jeg ønskede denne vejledning og hjælp mere end noget andet …
Jeg vidste ikke da, på den både smertelige og glædesfyldte nat i Sovjetunionen, hvor store Kristi løfter er. Jeg vidste ikke dengang, at jeg blot lidt senere ville rejse til Amerika, hvor jeg ville lære mere om evangeliet, og jeg snart ville blive døbt … Jeg vidste ikke, at min datter ville komme til Amerika og tage del i vores lykke …
Han gav mig så mange mirakler, at jeg ikke fik blot den mindste chance for at tvivle på, at hans guddommelige hånd var i mit liv …
Gå med Kristus! Hold fast i hans hånd! Tag for jer af hans ord. Tag hans lys ind ad hver en pore af hele jeres sjæl. I svære tider bliver I ikke efterladt i en mørk tunnel, men i hans kærligheds lys med et klarere lys forude.