2018
Tre ting, der er værd at huske på, når man føler, at man kommer til kort
December 2018


Kun digital

Tre ting, der er værd at huske på, når man føler, at man kommer til kort

Forfatteren bor i New Mexico i USA.

Vi vil alle gerne blive lidt bedre, men det kan være svært at vide, hvor man skal begynde.

woman looking out window

Jeg tænker ofte på, om mine bestræbelser på at være lydig lever op til det, der sommetider føles som umulige standarder for fuldkommenhed. Jeg tænker altid på de ting, jeg kunne gøre bedre, som at sætte mere tid af til at læse skrifterne eller udvise mere selvbeherskelse, når jeg går forbi isene i supermarkedets frostafdeling.

Det lyder måske ikke som store problemer, men hvordan kan jeg vide, hvordan jeg skal forbedre mig, især når rocky road-is ikke er mit største problem? Og hvilken forskel vil større lydighed i virkeligheden gøre i mit liv?

Det at følge Jesus Kristus handler ikke så meget om lejlighedsvise opsving og udsving, som det handler om den daglige fremgang. Som ældste Larry R. Lawrence fra De Halvfjerds har sagt: »Vi kom [til jorden] for at lære og forbedre os, indtil vi gradvist bliver helliggjort eller fuldkommengjort i Kristus …

Når vi færdes ad den snævre og trange sti, vil Ånden til stadighed udfordre os til at blive bedre og kravle højere op.«1

Enhver indsats for at blive lidt bedre vil forbedre vores liv. Her er tre tilgange, som har hjulpet mig til at blive lidt bedre dag for dag.

1. Daglig omvendelse

Akkurat som vi ikke kan opnå fuldkommenhed uden Frelseren og hans forsoning, kan vi heller ikke forbedre vores lydighed uden omvendelse. Stephen W. Owen, Unge Mænds hovedpræsident, har sagt: »Vi kan selv forsøge at ændre vores adfærd, men kun Frelseren kan fjerne vores skampletter og løfte vores byrder, hvilket gør os i stand til at følge lydighedens sti med selvtillid og styrke.«2 Hvis I ser en fejl eller mangel hos jer selv, som I gerne vil ændre, så læg det frem for Herren i bøn.

2. Prioriter med Åndens hjælp

Det kan være overvældende at identificere sine fejl og mangler – jeg ved ofte ikke, hvor jeg skal begynde. Vi kan bede for at få at vide, hvad vi har brug for at ændre nu. Ældste Lawrence har sagt: »Helligånden giver virkelig tilpassede råd. Han er en helt ærlig ledsager, og han vil fortælle os ting, som ingen andre ved eller har mod til at sige.«3 Selvom vi ikke behøver at vente på tilskyndelser til at blive bedre, kan Ånden hjælpe os med at prioritere.

3. Få større åndelig selvtillid

Jeg forundres konstant over, hvor meget vor himmelske Fader velsigner mig, når jeg prøver at holde buddene. Jeg føler en markant større fred og selvtillid, hver gang jeg sætter barren bare lidt højere. Præsident Russell M. Nelson har lovet: »Når I bliver ved med at være lydige … vil I få den kundskab og forståelse, I søger. Enhver velsignelse Herren har i vente til jer – selv mirakler – vil følge.«4 Større lydighed vil ikke alene få jer til at få det bedre med jer selv og jeres valg, men den vil også åbne for flere muligheder for, at Herren kan velsigne jer på måder, I måske ikke forventer.

Vor himmelske Fader kender vores hjerte, og han anerkender enhver indsats, vi gør for at være lydige. Han forventer ikke, at vi er fuldkomne i morgen. At stræbe efter at gøre det lidt bedre hver dag – om det så drejer sig om at drosle ned på isen eller bruge mere tid på skrifterne – vil hjælpe os til at indse, at alle fremskridt er værdifulde og opnåelige.

Noter

  1. Se Larry H. Lawrence, »Hvad mangler jeg så?«, Liahona, nov. 2015, s. 33.

  2. Stephen W. Owen, »Omvendelse er altid positivt«, Liahona, nov. 2017, s. 48.

  3. Se Larry H. Lawrence, »Hvad mangler jeg så?«, s. 34.

  4. Se Russell M. Nelson, »Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, Liahona, maj 2018, s. 96.