Vi blev begge velsignet
Anna Fingerle fra Hessen i Tyskland
Illustration: Carolyn Vibbert
Jeg blev halvblind, da jeg på min cykel blev kørt ned af en lastbil. Lidt mere end fire år senere, i julen 2011, følte jeg mig tilskyndet til at bede en bror, som jeg havde kendt i en tidligere menighed, om en præstedømmevelsignelse. Jeg så kun denne bror fra tid til anden, så jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle spørge ham. Jeg vidste, at der var andre værdige præstedømmebærere, jeg kunne spørge i stedet for.
I de følgende uger blev følelsen af, at jeg havde brug for en præstedømmevelsignelse stærkere. Jeg tjente som tempeltjener i templet i Frankfurt i Tyskland, så jeg besluttede mig for at bede en af brødrene der om en velsignelse.
Da jeg havde truffet den beslutning, kom den bror, som jeg havde følt mig tilskyndet til at spørge, i templet. Jeg vidste straks, at det ikke var nogen tilfældighed – vor himmelske Fader ønskede, at jeg specifikt spurgte den bror. Jeg samlede mod til mig og bad om at tale med ham, når han var færdig med sin session. Det gik han med til.
Senere fortalte jeg ham, at jeg ikke vidste hvorfor, men jeg havde følt mig tilskyndet til at bede ham om en velsignelse. Han svarede, at han ville være glad for at give mig en. Han inviterede en anden bror med ind i værelset og begyndte at give mig en velsignelse. Da han var færdig, var jeg forvirret. Det var en dejlig velsignelse, men der var ikke noget særlig specielt ved den.
Så åbnede jeg mine øjne.
Da jeg åbnede mine øjne, kunne jeg se hele værelset næsten helt klart. Jeg kunne ikke fatte det! Jeg spurgte denne bror, om han vidste, hvorfor det var ham, der skulle give mig denne velsignelse. Hans svar gjorde mig ydmyg.
»Jeg tror ikke, at den velsignelse kun var til dig,« sagde han. »Den var også til mig. Jeg skal give min niece en velsignelse i morgen, fordi hun skal døbes. Vores familie er ikke aktiv i Kirken, og hun er den første i familien i næsten 20 år, der skal døbes. Der kommer mange fra min familie til den dåb, og jeg var ikke sikker på, om min tro var stærk nok til at give den velsignelse. Nu ved jeg, at jeg kan gøre det.«
I de dage, der fulgte, blev mit syn forbedret nok til, at jeg ikke længere behøvede at gå med min hvide stok. Jeg pakkede den ind og gav denne bror den som julegave tillige med et brev. »Jeg ved godt, at det ikke er Moses’ stav,« skrev jeg, »men jeg håber, at den vil minde dig om den præstedømmekraft, du bærer.«
Vor himmelske Fader elsker os og fryder sig ved at velsigne os. Den velsignelse i juletiden gav mig ikke alene mit syn tilbage, men den gav også en ydmyg præstedømmebærer selvtillid i hans præstedømmetjeneste.