Kun digitalt
Profeter er bevis på Guds kærlighed til jer på disse tre måder
Forfatteren bor i Virginia i USA.
Profeter er blot en af mange måder, som vor himmelske Fader viser, hvor meget han elsker os på.
Ved I, at vor himmelske Fader elsker jer? For mig er det at se en strålende solopgang, finde det perfekte budskab til min dag i skrifterne eller at modtage søde sms’er fra mine venner. Men et endnu stærkere vidnesbyrd om Guds kærlighed til mig er det, at vi har en levende profet på jorden i dag. Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Da vor himmelske Fader elsker sine børn, har han ikke overladt dem til at vandre gennem dette jordiske liv uden mål eller vejledning.«1 Her er tre måder, hvorpå vi kan mærke Guds kærlighed gennem en levende profet.
1. Profeten modtager åbenbaring for hele verden, men også bare til mig.
Lige siden tidernes begyndelse har Gud altid givet åbenbaring til profeterne. Herren har sagt: »Hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme« (L&P 1:38). Medlemmer af Kirken er både blevet kollektivt og individuelt velsignet på grund af nutidig åbenbaring, deriblandt oversættelsen og udgivelsen af Mormons Bog, opførelsen af templer og vores fokus på at drage omsorg for hinanden.
For mig personligt ændrede mit liv sig, da præsident Thomas S. Monson (1927-2018) i 2012 bekendtgjorde, at søstre kunne tjene som missionærer, når de er 19 år. Jeg følte så stor kærlighed og tillid fra Gud i det øjeblik, og på grund af den bekendtgørelse blev jeg i stand til at tage af sted på min mission seks dage efter min 19. fødselsdag. Min beslutning om at tjene på det tidspunkt satte kursen for hele mit liv.
Gud viser også sin kærlighed ved at velsigne os med specifikke budskaber lige til os gennem profetens råd. Men vi må stadig lytte nøje efter og stille os selv spørgsmålet: »Hvilken del af dette budskab er til mig?« Når som helst mine bønner eller spørgsmål bliver besvaret igennem et budskab fra profeter og apostle, rører Ånden mig med en kundskab om, at Gud elsker og kender mig.
2. Profeter kan være jeres personlige vejledere.
Vor himmelske Fader har givet os en profet lige til denne tid, nemlig præsident Russell M. Nelson. Selvom han måske er mange år ældre end jer, er hans livserfaring faktisk en stor fordel, når han deler sin visdom og Guds råd med os. Med henblik på vores behov har vor himmelske Fader forberedt præsident Nelson med erfaringer igennem hele hans liv og fortsætter med at vejlede ham på guddommelig vis, så han både kan undervise og forstå vores generation.
Præsident Nelson har alle nøgler til modtagelse af åbenbaring. Vor himmelske Fader, som er helt klar over vores generations kampe og behov, giver præsident Nelson åbenbaring om, hvordan han bedst kan undervise og råde os. Præsident Nelsons tale »Vær det bedste, jeres generation har at byde på«,2 hvor han taler om Herrens råd til denne generation, er bevis på, at vor himmelske Fader bruger præsident Nelson til at vejlede os igennem livet.
3. Profeterne advarer om fare.
Fordi vor himmelske Fader elsker os så højt, ønsker han, at vi er i både fysisk og åndelig sikkerhed. Vi er nødt til at være varsomme med alle verdens støjende stemmer, men vi kan altid stole på profetens røst, for Gud har kærligt lovet, at han aldrig vil lade en profet føre os på afveje. Præsident Nelson har bedt os om at læse dagligt i Mormons Bog og modtage personlig åbenbaring for at være i åndelig sikkerhed.3 Han har sagt: »Jeg tilskynder jer til at række ud over jeres nuværende åndelige evne til at modtage personlig åbenbaring.«4
Profeter er blot en af mange måder, hvorpå vor himmelske Fader viser, hvor meget han bekymrer sig om os og kender os personligt. Ældste Ulisses Soares fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Det, at vi har profeter, er et tegn på Guds kærlighed til sine børn. De fortæller om Guds løfter og om Guds og Jesu Kristi sande væsen til deres folk.«5 Når jeg har stolet på profeternes ord og givet agt på deres råd, har jeg modtaget svar på mine spørgsmål. Jeg er så taknemmelig for disse manifestationer af Guds kærlighed.