En bøn for at få os til templet
Isaac Ututu fra Lagos i Nigeria
Illustration: Martin Sanders
Flere dage inden vores menighed skulle rejse til templet i Aba i Nigeria, ringede biskoppen og bad mig om at lede vores gruppe. Jeg indvilligede og den morgen, vi skulle af sted, bad vi en bøn og steg ombord på bussen for at begynde vores rejse.
På vejen sang vi salmer. Luften var tyk af glæde. Vi var foran tidsplanen på vores 10 timer lange tur, men lige inden middag opstod der et problem med vores bus, som ingen af os kunne fikse.
Jeg løb hen til en nærtliggende benzinstation og fandt en, der arbejdede der. Jeg spurgte, om hun kunne hjælpe mig med at finde en mekaniker.
Uden tøven ringede hun til to mekanikere. De kom hurtigt og gik i gang med arbejdet. De opdagede, at drivremmen var i stykker. De arbejdede i timevis, indtil de ikke kunne stille mere op. Så ringede de til en anden mekaniker.
Han virkede fuld af selvtillid, da han ankom og sagde sarkastisk: »Hvad er der galt med den drivrem, siden I ikke kan ordne den?«
Han arbejdede med den i et stykke tid og sagde så: »Det, der er sket her, er ikke helt almindeligt.« Han samlede sit værktøj sammen og tog af sted. De andre mekanikere fortsatte med at prøve at finde en løsning, men vores situation virkede håbløs.
Jeg vendte mig om mod mine medhellige, og tristheden stod malet i deres ansigter. Da jeg tænkte over, hvad vi nu skulle gøre, kom en tanke til mig: »Har du bedt om problemet?«
Jeg kaldte straks gruppen sammen. Vi stod i en cirkel og bad vor himmelske Fader om at give mekanikerne den viden, de manglede. Mindre end fem minutter efter kom en af mekanikerne hen til mig.
»Vi har ordnet det,« sagde han og strålede.
Vi blev glade og takkede Herren. Jeg så snart, at den anden mekaniker så skuffet ud. Jeg prøvede at ønske ham tillykke, men han sagde: »Ønsker du mig tillykke med, at det tog mig seks timer at ordne en drivrem? Jeg ordnede to drivremme, inden jeg kom herhen. Det, der skete her, kan ikke forklares.«
Jeg fortalte ham, at Gud var gået ind i sagen på grund af vores bøn.
»Bad I om det?« spurgte han.
»Ja, for fem minutter siden.«
»Åh, det var sødt af jer!« sagde han.
Jeg betalte mekanikerne, og de kørte væk. Vi gik alle sammen ind i bussen igen og fortsatte vores rejse. Vi nåede endelig frem til templet adskillige timer senere, men taknemmelige for, at vor himmelske Fader hører og besvarer vores bønner.