Jeres MTC-oplevelse
Ønsker I en forrygende mission? På missionærskolen lærer I, hvordan I får det.
Forestil jer, at det var i dag, at I endelig fik jeres missionskald. Jeres kaldelse omfatter et bestemt sted, et missionssprog og en begyndelsesdato. Og på den dato skal I sikkert melde jer på en af de 13 missionærskoler (MTC) rundt om i verden.
Hvordan vil jeres oplevelse på MTC blive? Lad os finde ud af det.
Jeres første dag
Medmindre I bor tæt nok på missionærskolen til at køre derhen, arrangerer Kirken jeres rejse.
På missionærskolen i Provo i Utah fører missionærer og personale jer direkte hen til en linje på parkeringspladsen, hvor I siger farvel til jeres familie, møder jeres værtsmissionærer og tjekker ind. Værtsmissionærerne – missionærer, der har været på missionærskolen i nogle uger – bliver jeres vejledere, når I ankommer. De sørger for, at jeres bagage kommer hen til jeres bopæl, mens I får jeres navneskilte og finder jeres klasse.
»Alle er så venlige. Uanset om de er i samme distrikt eller det er en tilfældig missionær, man møder, er alle villige til at hjælpe en,« siger søster Hanks, en af ni missionærer, vi har interviewet på missionærskolen i Provo, der skulle lære sproget mandarin. Missionærer fra hendes distrikt skal tjene i Taiwan, Canada og Californien i USA.
Søster Prestwich siger: »Det var sejt at vide, at man endelig var der, og at man endelig får lov til at gøre dette vidunderlige arbejde, som man ved, man er blevet bedt om at gøre.«
Jeres første klasse
Når man træder ind på MTC, begynder undervisningen hurtigt. På den første dag kommer man ind i et klasselokale og øver sig på, hvordan man underviser i evangeliet.
Søster Singleton siger: »Vi gik ind i vores klasselokale og alle de ældre mennesker i vores zone talte kinesisk og vores lærere talte kinesisk.«
Ældste Adams siger: »Det tog lidt tid, men når man først begynder at forstå lidt og gøre sit studium effektivt, så stiger læringskurven brat. Det var bare en positiv vækstcyklus, mens man lærte.«
Man følger den samme læse- og læringsplan på alle missionærskoler. På mindre missionærskoler vil man både blive interviewet, undervist og nyde en del omgang med MTC-præsidenten og hans hustru. Når medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum holder taler på missionærskolen i Provo, så transmitteres det til de andre missionærskoler.
Jeres nye gren
På større missionærskoler bliver man knyttet til en gren med en grenspræsident (lokal bærer af Det Melkisedekske Præstedømme, som er kaldet til et tjene på missionærskolen). Man mødes med sin gren til nadvermøde om søndagen. På mindre missionærskoler mødes missionærerne under ledelse af MTC-præsidentskabet.
På større missionærskoler bliver hver missionær tildelt en zone, som består af flere distrikter. Det er den samme form for organisation, missionærerne oplever i missionsmarken. På missionærskolen er der måske kun et par makkere i et distrikt, ellers består de af fem eller seks par. Zoner kan udgøres af et par distrikter eller seks. Denne form for organisation hjælper med træningen og undervisningen. Præsidentskaberne for missionærskolerne og grenene og deres hustruer rådgiver og støtter også missionærerne med at vænne sig til livet som missionær.
De ugentlige rutiner
Missionærerne sover i et værelse, som de deler med deres makker og andre missionærer – almindeligvis fire i et værelse. Hver dag skal de træne i en time (bortset fra søndag) og planlægge deres tid og måltider. Størstedelen af deres tid bruges i et klasseværelse, hvor de bliver undervist i evangeliske læresætninger, sprog (om nødvendigt), hvordan man finder mennesker, man kan undervise, hvordan man underviser ved Ånden, og hvordan man planlægger sin tid. Denne træning er det primære formål med missionærskolen – at finpudse ens forståelse af evangeliet og lære, hvordan man effektivt deler budskabet om evangeliet med andre. Underviserne er hjemvendte missionærer, som ved, hvordan de kan hjælpe jer med at udvikle de færdigheder, I har brug for som missionærer. Det daglige skema er stramt, men også givende.
Ældste Jackson siger: »Inden jeg kom hertil, tænkte jeg, at det nok blev hårdt, måske tilmed lidt rædselsfuldt. Men det har været en sjov oplevelse. Det har været et brag af en oplevelse. Vi har haft det sjovt og arbejdet hårdt.«
Missionærerne har også mulighed for at tjene, og de har en forberedelsesdag. Den dag giver dem tid til at få vasket tøj, gjort rent og skrive hjem. Det er også den dag, missionærerne kan tage i templet.
Om søndagen kommer missionærerne i kirke med de andre missionærer. De kan også blive bedt om at tale ved nadvermødet og undervise ved præstedømmemøder eller i Hjælpeforeningen. Ældsterne deltager i velsignelsen og omdelingen af nadveren. Udover de regulære kirkemøder deltager missionærerne også i distriktsmøder, bliver interviewet af præsidentskabet for deres gren eller missionærskole, de ser Kirkens medier, taler med deres makker og studerer evangeliet for sig selv. Missionærerne kan tjene som zoneledere, distriktsledere og søstrene kan også forestå lederskabstræning om søndagene.
Selvom missionærernes skema for det meste er fuldt booket, så har de også lidt uplanlagt tid. Søster Hanks siger, at hun føler sig ansvarlig for at bruge sin tid godt: »Man vælger, hvordan man bruger sin tid. Det er op til en selv, hvordan man bruger Guds tid.«
Den første makker
Det kan være en udfordring at vænne sig til livet som missionær – man har hjemve, skal spise anderledes og man har en krævende indlæringsproces. Kirken har udgivet en glimrende bog Adjusting to Missionary Life, den fås på tryk, online på LDS.org og i appen Gospel Library.
En af de største tilvænninger i livet som missionær er altid at have en makker med sig. Vedkommende kan komme fra et helt andet land, tale et andet sprog eller have en anden tilgang til at missionere sammen. Missionærer er nødt til at lære at blive trygge ved at bruge så meget tid sammen med en anden. Og de skal lære, hvordan man underviser sammen. Ældste Juilfs husker: »Vi havde en lektion, som var virkelig svær. Vi havde helt forskellige opfattelser og arbejdede i hver vores retning. Men vi lærte, hvor vigtigt det er at undervise som et makkerpar og lade ideerne få frit løb.«
Hvordan tilpasser man sig? Med kærlighed, ydmyghed og kommunikation. Som ældste Lee forklarer: »Der er makkerparmøder, hvor man tager sig tid til at gennemgå dagen eller ugen for at forstå sin makker, hvordan han eller hun vil gøre tingene og forberede sig, så man bedre kan hjælpe den anden og vokse sammen.«
Når man stræber efter at tjene og vise sin makker kærlighed, så lærer man også noget om kraften ved enighed. Ældste Shaw siger: »Man er nødt til at glemme sig selv lidt og fokusere på makkerskabet som et hold. Når man først bliver i stand til at opnå den enighed, er den så stærk og utrolig.«
Man kan godt lide af hjemve
Som ny missionær på missionærskolen kan man finde arbejdspresset stressende, og det kan være en udfordring at være væk hjemmefra. Søster Saliva siger: »Det er normalt at lide af hjemve de første par dage. Men det bliver bedre, for vi bliver trygge ved hinanden, og vores ledere trøster os. Det hjælper mig at fokusere på at studere. Jeg savner stadig min familie, men jeg fokuserer på at gøre mit arbejde.«
Det er normalt at føle stress, og det er normalt med nogle op- og nedture. Ældste Juilfs siger: »Der bliver nogle virkelige højdepunkter, og af en eller grund føler man sig sommetider lidt nede. Men så må man bare tage et skridt tilbage og huske: ›Jeg lærer ikke dette for mig, jeg lærer det for at kunne undervise andre. Så længe jeg gør mit bedste, så kommer det.‹«
Men der er et storartet støttesystem, deriblandt trænere, ledere og ens makker. Søster Singleton siger: »En gang blev jeg virkelig mismodig efter en lektion, og tingene hobede sig op. Men jeg talte med min makker, og vi gik en lille tur. Det hjalp mig – at tale om det og græde lidt. At fokusere på arbejdet og bevare en positiv indstilling - det hjælper så meget.«
Man tager forberedt af sted
Hvis man kommer til missionærskolen med et åbent hjerte og en villighed til at lære, og man stoler på, at Herren vil støtte en, så vil missionærskolen være et stærkt træningsgrundlag for ens tjeneste som missionær, uanset hvilken personlig baggrund man har. Jeres vidnesbyrd vil blive styrket, I vil lære at knytte forbindelse til og elske de mennesker, I underviser, og dem, I tjener med, og I lærer Åndens sprog at kende. I vil også få en dybere forståelse af evangeliet og lære, hvordan man underviser bedre og tilpasser sig forskellige forhold og udfordringer. Så når tiden er inde for at tage ud på jeres mission, vil I have større selvtillid og tiltro til Herren.