Miraklet ved pagtsbåndet
Ældste Gerrit W. Gong
De Tolv Apostles Kvorum
Fra talen, »Strengthen One Another in the Lord«, der blev holdt ved en kvindekonference på Brigham Young University den 4. maj 2018.
Harmonierne ved vores pagter og Jesu Kristi forsoning høres i melodier og flerstemmigheden, for det at trække på vor Frelsers forsoning hjælper os til at holde vores pagter på en ny og helligere måde.
I livets skole opfordrer Herren os til at lære og vokse på livslange og evige måder ved at elske ham først og styrke hinanden i hans kærlighed.
At styrke hinanden i Herren og i hans kærlighed ligger i selve kernen i lovens første og andet store bud. Som Det Første Præsidentskab for nylig skrev i et brev: »Frelserens tjenestegerning er et eksempel på de to store bud: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind‹ og ›Du skal elske din næste som dig selv‹ (Matt 22:37, 39).« De fortsatte brevet således: »Jesus sagde også i den ånd: ›I er dem, som jeg har udvalgt til at betjene dette folk‹ (3 Ne 13:25).«1
Sangen om vor opstandne Frelsers forløsende kærlighed fejrer harmonien mellem pagter, som forbinder os med Gud og med hinanden, og Jesu Kristi forsoning, som hjælper os med at aflægge det naturlige menneske – mand eller kvinde – og »give[] efter for den hellige Ånds tilskyndelser« (Mosi 3:19).
Den harmoni kommer til udtryk i planen for lykke, hvor vi lærer og vokser ved daglig udøvelse af vores personlige handlefrihed, og hvor vi ikke bare overlades til at vandre på egen hånd, men vi får en pagtssti og Helligåndsgaven. Alfa og Omega (se L&P 61:1), Herren Jesus Kristus, er med os fra begyndelsen. Og han er med os indtil enden, hvor »Gud vil tørre hver tåre af [vores] øjne« (Åb 7:17), bortset fra vores glædestårer.
Vores pagter binder os til Gud og hinanden. Tanken med vores pagter er, at de er evige og derfor omfatter de Gud vor evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Evige pagter kan trække på kraften i Guds kærlighed – give os håb og større kærlighed; opløfte og transformere; opbygge og helliggøre; forløse og ophøje.
Når vores sande guddommelige jeg bliver åbenbaret igennem vores pagter med Gud, lærer vi at se og elske vores brødre og søstre, som han gør. Denne dybere kærlighed og kendskab indbyder, styrker og helliggør os til at kende og på vores egen måde blive mere som ham.
Pagter og Herrens forsoning
Harmonierne ved vores pagter og Jesu Kristi forsoning høres i melodier og flerstemmigheden, for det at trække på vor Frelsers forsoning hjælper os til at holde vores pagter på en ny og helligere måde. Samlet kan vores pagter og vor Frelsers sonoffer forme det, vi ønsker, opfatter og erfarer i dagligdagens liv på jorden og forberede os på den sociale omgang i himlen (se L&P 130:2).
Gennem Jesu Kristi forsoning kan vi finde tro, styrke og tillid til at komme til Kristus, idet vi ved, at fuldkommengørelsen er i ham. En sådan viden udgør en udvej fra perfektionismens konstant stressende trædemølle. Der kan være en vis sandhed i sangen »Let It Go«,2 hvis der med det menes at lade de selvpåførte verdslige forventninger fare, for de kan aldrig tilfredsstille os, og hvis »hold on« også betyder at holde fast i det gudgivne himmelske håb og de løfter, Herren giver.
Har I bemærket, at vi ved hver ordinance kaldes ved navn, og at vores navn sættes i forbindelse med Jesu Kristi navn?
Ordinancer er både universelle og individuelle på samme tid. For flere år siden, da jeg som højrådsmedlem havde ansvar for dåb i staven, bemærkede jeg, at dåbsordinancen udadtil er den samme for alle, men den er alligevel individuelt distinkt ved det, at hver person, der døbes, bliver kaldt ved navn en for en, og deres navn blev ved pagten forbundet til »Faderens og … Sønnens og … Helligåndens navn« (3 Ne 11:25).
Herrens forunderlige nåde er lige så universel og unik som vor Frelser selv. Som et lydefrit lam viste han vejen ved at lade sig døbe for at opfylde al retfærdighed (se 2 Ne 31:6). I skrifterne kaldes det og missionærerne underviser om det som »Kristi lære« (2 Ne 31:21; se også 3 Ne 11:38-40). Kristi lære omfatter at »følge Jesu Kristi eksempel og lade [sig] døbe af en, som har Guds præstedømmemyndighed.«3
Vi træder ind ad omvendelsens og dåbens port med vand; »og da får I forladelse for jeres synder ved ild og ved Helligånden« (2 Ne 31:17). Den snævre og trange sti – pagtens sti – fører til evigt liv (se 2 Ne 31:18). Det er en del af, hvordan vi hver især bliver styrket i Herrens kærlighed.
Vores pagter og Jesu Kristi forsoning er også forbundet på andre måder.
Pagtsbånd
Gennem guddommelig pagt tilhører vi Gud og hinanden. Pagtsbånd er et mirakel. Det er ikke besidderisk. Ligesom kærligheden er den »tålmodig … mild, den misunder ikke, … praler ikke, bilder sig ikke noget ind« (1 Kor 13:4; se også Moro 7:45). Pagtsbånd giver både rødder og vinger. Det frigør gennem forpligtelse. Det forstørrer ved hjælp af kærlighed.
Igennem pagtsbåndet styrker vi hinanden i Frelserens kærlighed, hvorved vi udvikler større kærlighed til Gud og hinanden. Det sker delvist, fordi den pagtsforbundne ikke »søger … sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag« (1 Kor 13:5). Den pagtsforbundne glæder sig ikke over »uretten, men glæder sig ved sandheden« (1 Kor 13:6). Pagtsbåndet er at komme og se ansigt til ansigt og kende, som vi er kendt (se 1 Kor 13:12). Vores trofasthed i pagten er standhaftig og urokkelig (se Mosi 5:15; Alma 1:25).
Pagtsbåndet er at håbe alt, udholde meget og »håbe[] at kunne udholde alt« (se TA 1:13; se også 1 Kor 13:7; Moro 7:45). Pagtsbånd er at bevare troen. Det er ikke at give op omkring os selv, hinanden eller Gud.
Pagtsbåndet er at fryde sig med dem, der fryder sig, og glæde sig med dem, der har grund til at glæde sig, og at stå som vidner om Guds inderlige barmhjertighed og daglige mirakler »til alle tider og i alle ting og på alle steder« (se Mosi 18:8-9).
At tilhøre Gud og hinanden i pagtsbåndet er at smile på uventede steder, når vi har øjne til at se og ører til at høre med. Han ændrer os og vores forhold – deriblandt vores pagtsægteskab – til at blive mere helliggjort og guddommeligt.
I en ægteskabsklasse rakte en elev sin hånd i vejret og sagde til læreren: »Undskyld mig, men du bliver ved med at sige, at ægteskabet er svært. Det er ikke ægteskabet, der er svært, men livet, der er svært, og ægteskabet kan med sine op- og nedture være en velsignelse, når vi møder livets glæder og udfordringer sammen.«
Selvom evigt ægteskab er vores ideal, kan utroskab, mishandling af enhver art og uoverstigelige uoverensstemmelser gøre umiddelbar beskyttende handling eller separation og muligvis skilsmisse nødvendig. Vi ved, at pagterne kun er evige og bindende med parternes gensidige samtykke, og når det bekræftes af en nådig himmelsk manifestation af Helligånden, som skrifterne beskriver som »forjættelsens hellige Ånd« (L&P 88:3).
Der er tryghed, fred og håb i Herrens forsikring om, at værdige individer vil modtage alle lovede velsignelser.4 Det er en del af hans løfte om at styrke enhver af os i sin kærlighed, på sin måde og til sin tid (se L&P 88:68).
»Måden, tjeneste virker på«
Da jeg var ung biskop, var der en hændelse i vores menighed, der lærte mig om det pagtsbånd, der manifesteres i styrkelsen af hinanden i Frelserens kærlighed. Familierne Hans og Fay Ritter og Larry og Tina O’Connor var tillige med andre skønne familier i menigheden konstant beskæftiget med at tjene andre, og de var elsket af alle.
En dag spurgte stavspræsidenten, om jeg ville se til familien Ritter. Da jeg kom hen til deres hus, bemærkede jeg, at gulvet hældte og en gammel slidt kedel.
»Biskop, det står således til,« sagde bror Ritter. »Vores varmtvandsbeholder var utæt, og vandet trængte igennem gulvet. Det tiltrak termitter. Det er derfor, gulvet hælder noget. Vi har været nødt til at afmontere vandvarmeren, og derfor varmer vi vand i en kedel.«
Familien Ritter gik med til, at vi drøftede deres situation på vores menighedsråd. Menighedsrådet var imponerende. Medlemmerne kendte nogle, der kunne hjælpe med gulve, vægge, tæpper, apparater eller maling. Der kom frivillige og hjalp på utallige gavmilde måder. Blandt dem var Larry O’Connor, en dygtig håndværker, der ofte var i familien Ritters hjem.
Larrys kone, Tina, husker, at Larry og andre medlemmer af kvorummet sommetider tog hen til familien Ritter om fredagen og blev der hele natten. »En lørdag morgen kom jeg med morgenmad til dem,« fortalte hun. »Der kom Larry ud af et badeværelse med blikkenslagerværktøj.«
Tina tilføjede, at det var af mænd som Hans Ritter og andre, at hendes »mand lærte at blive en mand – venlig, betænksom og kærlig. Når min Larry tjente sammen med sådan nogle gode mænd, blandt andet i børnehaven, blev han en endnu mere vidunderlig mand og far.«
Da huset var færdigt, frydede vi os allesammen.
Det er nogen tid siden, at Hans og Fay Ritter gik bort, men jeg talte for nyligt med deres to sønner, Ben og Stephen. De husker, at andres stille tjeneste hjalp med at opretholde deres fars værdighed, han arbejdede utrætteligt for at forsørge sin familie.
Under en aktivitet i menigheden ikke så lang tid efter, at familien Ritters hus var blevet færdigt, fik Larry og Tina O’Connor besked om, at deres hjem stod i flammer. De skyndte sig hjem og overalt var der knuste ruder (for at få røgen ud) og huller i væggene (for efterslukning).
»Vi var sønderknuste,« sagde Tina. Men menigheden kom.
»Alle hjalp,« fortalte Tina og Larry. »Hele menigheden fandt sammen i kærlighed. Vi var der som familie.«
Og hvem var blandt de første til at komme og de sidste til at gå fra familien O’Connors hjem, da det skulle genopføres? Ja, det var Hans og Fay Ritter med deres familie.
Ben og Stephen er beskedne, men de husker, hvordan de som familie tog hen og hjalp familien O’Connor. »Vi var der alle sammen,« sagde de. »Det er sådan, tjeneste virker. Vi tager hånd om hinanden, nogle gange ved at hjælpe andre og andre gange ved at lade nogle hjælpe os.«
For mig at se kan der skabes et vidunderligt, kapabelt og harmonisk netværk, når vi styrker hinanden i Frelserens kærlighed. Familien O’Connor hjalp familien Ritter, familien Ritter hjalp familien O’Connor, og alt imens blev fællesskabet som sidste dages hellige grundlagt. Hver dag har vi alle på utallige måder brug for og kan tilbyde omsorgsfuld kærlighed og støtte på små, enkle, stærke og livsændrende måder.
Og således oplever vi miraklet med bygbrødene og fiskene dobbelt. For det første et samfund af hellige, der kan samles i storslået uselvisk samdrægtighed for at imødekomme et akut behov, og for det andet på samme tid et fællesskab af hellige, der kan knyttes tæt i kærlighed gennem daglig, kærlig omsorg på mange stille måder – som i familier, grene, menigheder eller lokalsamfund – uden at der er akutte behov.
Styrket i Frelserens kærlighed
Alle disse ting fører os tilbage, hvor vi begyndte – det første og det andet store bud og opfordringen til at blive styrket og styrke hinanden i Herrens kærlighed.
Præsident Russell M. Nelson har sagt det på denne stærke måde: »Vores budskab til verden er enkelt og oprigtigt: Vi indbyder alle Guds børn på begge sider af sløret til at komme til deres Frelser, modtage det hellige tempels velsignelser, nyde varig glæde og opnå evigt liv.«5
Når vi tager for os af Kristi ord (se 2 Ne 32:3) og sætter Gud først (se Matt 6:33), vil Herren styrke og velsigne enhver del af vores liv. Der er himmelsk harmoni og resonans i pagtsbåndet, når vi styrkes i Herrens kærlighed, og når vi styrker hinanden i ham.
Paulus’ ord giver genklang af harmonien i vores pagter og Herren Jesu Kristi forsoning:
»Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? …
For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter
eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre« (Rom 8:35, 38-39).
Det er mit højtidelige vidnesbyrd.
Jeg vidner om Gud vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. De kender os bedre og elsker os mere, end vi kender og elsker os selv. Vi kan stole på Herren af hele vores hjerte og behøver ikke at støtte os til vores egen indsigt (se Ordsp 3:5).
I 159 af Herrens huse i 43 lande kan vi blive styrket i Herren gennem vores pagter og Jesu Kristi forsoning.
Vi er velsignet med præstedømmemyndighed og fortsat profetisk åbenbaring fra profeten Joseph Smith til vores kære præsident Nelson i dag. Begivenheder i den senere tid har gjort mig endnu mere overbevist om og ydmyg omkring gengivet doktrin, nøgler, ordinancer og pagter i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, efterhånden som »Herrens rige … endnu engang er blevet oprettet på jorden som forberedelse til Messias’ andet komme.«6
Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus og alle de hellige skrifter er Guds ord.
Må vi hver især lære vor Frelser bedre at kende og blive mere, som han er, når vi bliver styrket i Herren, og når vi styrker hinanden i ham og hans kærlighed.