Portrætter af tro
Shelly Ellegood
Kentucky i USA
Shelly er taknemmelig for de medlemmer af menigheden, der rakte ud mod hende. »De hjalp mig til at begynde at komme i kirke, men de pressede mig aldrig,« siger hun. »De lod mig vide, at de var der.«
Selvom det har været smertefuldt, er Shelly taknemmelig for den styrke, hun har fået fra Frelseren til at komme over og lære af sine fejl: »Der er ingen, der ikke begår fejl. Det eneste, der betyder noget, er, at vi lærer noget af dem.«
Shelly føler, at hun kan være et eksempel for sine børn på, hvordan evangeliet kan velsigne og ændre vores liv. »Jeg håber, at de kan se, at jeg har overvundet mange udfordringer,« siger hun. »Jeg ønsker, at de skal vide, at møder de svære tider, kan de komme igennem dem. Det er et spørgsmål om tro og om aldrig at give op.«
Shelly har igennem sine udfordringer indset, at Jesus Kristus er kilden til hjælp. »Herren har hjulpet mig, efterhånden som jeg er gået fremad,« siger hun »Han har opbygget mig og gjort mig stærkere.«
Forskellige valg i livet holdt Shelly fra Kirken i årevis. Med hjælp fra venner i kirken fandt Shelly endelig styrken og troen til at komme videre og være et godt eksempel for sine børn.
Cody Bell, fotograf
Jeg var 13, da min mor og jeg sluttede os til Kirken. Min stedfar havde været medlem, men han var blevet inaktiv. En dag besluttede han sig for at vende tilbage til kirken. Min mor og jeg blev døbt. Min søster blev døbt ikke så længe efter.
Vi boede i Missouri i USA, og vi kom i en lillebitte gren, der mødtes på førstesalen i en lokal bygning. Om lørdagen tog vi ind for at fjerne plakater og askebægre. Jeg spillede på et lille elorgel til vores møder. Medlemmerne i grenen var som familie for os.
Da jeg var 16 år, flyttede vi til Arizona i USA. Det var en svær forandring, men Kirken er ret stærk i Arizona. Senere kom jeg på BYU og blev gift. Min mand og jeg fik fire børn, og vi levede livet.
Men der skete nogle ting, og da vi blev skilt, blev jeg udelukket. Det tog mig omkring 15 år at komme tilbage til Kirken. Det tog sin tid, men jeg ville ikke forhaste mig. Jeg ville gerne tilbage til Kirken af de rette årsager.
Jeg kan huske, da vi lige var flyttet til Kentucky i USA, og jeg fulgte min søn i kirken og blev i bilen, mens han var indenfor. Det var en svær tid. Min datter var den første af mine børn, der blev gift i templet, og jeg kunne ikke være der. Det gjorde virkelig ondt, men det var selvfølgelig min egen fejl.
Det tager bare lang tid for mennesker som mig at få bragt tingene i orden. Medlemmer af menigheden og venner var tålmodige med mig. De lod mig vide, at de var der. Der var i særdeleshed en familie, der rakte ud mod mig og var som familie for mig, for jeg var alene derude. De hjalp mig til at begynde at komme i kirke, men de pressede mig aldrig. Det seje var, at da det var tid, kunne min søn gendøbe mig.
Jeg har truffet en masse dårlige valg i mit liv. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde lavet de fejl, men jeg er taknemmelig for det, jeg har lært igennem min omvendelsesproces. Ingen af os går igennem livet uden at begå fejl – det var kun Frelseren, der var i stand til det. Når vi begår fejl, er det vigtigt, at vi henvender os til ham for at få styrke og lære af vores fejl.
Jeg ved, at jeg ikke kan gå tilbage og ændre alting, men nu er mit mål at gøre alt, jeg kan, for at være et godt eksempel for mine børn, for det har de ikke haft i mange år. Jeg håber, at de kan se, at jeg har overvundet mange udfordringer.
Jeg ønsker, at de skal vide, at møder de svære tider, kan de komme igennem dem ved at henvende til Frelseren for at få hjælp. Det er et spørgsmål om tro og om aldrig at give op. Herren har hjulpet mig, efterhånden som jeg er gået fremad, og jeg ved, at han også kan hjælpe dem. Det har været smertefuldt at gå fremad, men Herren har opbygget mig og gjort mig stærkere.